Københavner får bøde på grund af fejl i app: "Det er helt grotesk"

Claus Walther fik en bøde i bussen, fordi han ikke kunne fremvise sit månedskort, da hans app ikke fungerede.

Claus Walther var i december sidste år ude at gøre sig de sidste juleindkøb. Efter han havde købt gaverne, tog han linje 5C hjem.

Her skulle han fra Stefansgade til Elmegade og hjem til sin bopæl på Nørrebro i København. Mens han sidder i bussen, kommer der en billetkontrollør ombord.

Ingen grund til panik for Claus Walther for han har sit månedskort på sin mobil i Din Offentlige Transport-appen.

Da kontrolløren nærmer sig Claus Walther, gør han klar til at vise sin billet. Men til københavnerens forbavselse kan han ikke komme ind i appen – den melder om en teknisk fejl.

- Min DOT-app skulle opdatere, men det ville den ikke. Den blev ved med at sige, at der var en fejl, fortæller Claus Walther til TV 2 Lorry.

Han forsøger over flere omgange at åbne appen, men han får samme meddelelse. Til sidst bliver billetkontrolløren nødt til at udstede en bøde på 750 kroner, da Claus Walther ikke har kunnet fremvise sit månedskort.

- Da jeg så kom af bussen, så opdaterer appen, forklarer han.

Får nedsat bøden

Københavneren skriver med det samme til Movia for at klage over bøden. Han er overbevist om, at den bliver annulleret. Men trafikselskabet fortsætter med at overraske Claus Walther. I stedet for at få annulleret bøden, skriver Movia i en mail til ham:

”Når du ikke kan fremvise dit gyldige personlige pendlerkort ved billetkontrollen, har vi mulighed for at nedsætte din kontrolafgift, når du indsender dokumentation for, at du havde et gyldigt kort på kontroltidspunktet. Vi kan, på baggrund af det indsendte, nedsætte kontrolafgiften til 125 kroner.”

Selskabet henviser til trafikselskabslovens paragraf 29, stk. 1, der giver trafikselskaber retten til at udstede kontrolafgift til passagerer, der ikke foreviser gyldige billetter eller pendlerkort.

Claus Walther mener, at Movia har erkendt deres fejl og er derfor uforstående for de 125 kroner, han bliver pålagt.

- Det er helt grotesk, at jeg får en bøde, og så finder de ud af, at den er givet forkert, og det skal jeg så betale for alligevel, siger han.

Opfordres til at anke

Hos Passagerpulsen i Forbrugerrådet Tænk deler man Claus Walthers undren over, at bøden ikke er blevet annulleret.

- Hvis det er sådan, at man har betalt et månedskort, og det er en teknisk fejl i en app, så er det ikke rimeligt, at man skal betale en kontrolafgift, selvom den er nedsat til 125 kroner. Det kan ikke passe, at passageren skal betale for selskabernes fejl i en app, fortæller Rasmus Markussen, politisk medarbejder fra Passagerpulsen hos Forbrugerrådet Tænk, til TV 2 Lorry.

Passagerpulsen opfordrer Claus Walther til at gå videre med bøden til Ankenævnet. Og det har københavneren også tænkt sig. Men det er ikke uden omkostninger. Claus Walther skal betale 80 kroner for at få prøvet sin sag. Beløbet kan refunderes, hvis han ender med at vinde.

En opgørelse lavet af Passagerpulsen i 2018 viser, at 106 ud af 266 klager har fået medhold eller overvejende medhold i sager, som blev afsluttet ved Ankenævnet.

Movia har bekræftet sagen over for TV 2 Lorry og har skrevet følgende i en mail:

"Vi kan ikke kommentere den konkrete sag, så længe den behandles i Ankenævnet", skriver Camilla Struckmann, kommunikationsdirektør i Movia.

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Samfund

mændenes hjem

Hjemløse sælger juletræer og får indtjeningen i egen lomme

FÆRDIGT INDSLAG(3)

playTingbjerg bygger sig ud af den hårde ghettoliste - beboer frygter opdelt lokalsamfund

Pernille Rosenkrantz-Theil

Minister i samråd om svigt på kostskole: Det må ikke kunne ske

Ventetid på køreprøver spreder sig til transportbranchen

playDaniel og Delshad sidder fast i deres uddannelse - venter måneder på lastbilkørekort

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere