København haste-vedtager coronaordning: Slut med at betale for dagtilbud, du ikke bruger

Københavns Kommune fritager forældre, der holder deres børn hjemme fra dagtilbud, for betaling. Dog først fra 8. februar.

Statsminister Mette Frederiksen (S) har bedt forældrene om det. Det samme har sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

- Hold jeres børn hjemme fra vuggestuer, børnehave og andre dagtilbud - hvis det er muligt.

Sådan lyder den kraftige opfordring fra regeringen.

Et svært dilemma i mange hjem er opstået efter denne indtrængende henstilling. For hvornår er det egentlig muligt? Og skal man stadig betale, hvis man ikke sender sine børn afsted?

Det første spørgsmål er ikke helt let at svare på, men på det andet spørgsmål, har svaret indtil videre været ja.

Man skal stadig betale. Medmindre man i TV 2 Lorrys område bor i Gladsaxe, Frederiksberg eller Rødovre.

Disse tre kommuner har som de første gjort det muligt at søge om orlov, og dermed undgå at betale for noget, man ikke benytter.

quote Vi gør det for at mindske presset på de forældre, der vælger at følge denne kraftige opfordring fra regeringen.

Jesper Christensen, børne- og ungdomsborgmester, København, Socialdemokratiet

Og nu følger også Københavns Kommune trop.

Torsdag vedtog et flertal i Børne- og Ungdomsudvalget, at man i landets største kommune fritager forældre, som holder deres børn hjemme, for betaling.

Sagen blev hastebehandlet torsdag klokken 12.00, hvor medlemmerne har stemt online - og vedtaget forslaget enstemmigt.

- Vi gør det for at mindske presset på de forældre, der vælger at følge denne kraftige opfordring fra regeringen. Vi har afventet en afklaring fra Kommunernes Landsforening (KL). Den er ikke kommet, og vi kan ikke vente længere. Så nu afsætter vi selv pengene, siger Jesper Christensen. 

Ordningen træder i kraft den 8. februar. 

Venstre var blandt de partier, der oprindeligt luftede idéen på Københavns Rådhus. Og i partiet er man glade for, at sagen er blevet højt prioriteret og hastebehandlet.

quote Først og fremmest gør vi det her, for dem der har valgt at holde deres børn hjemme. Så der er rimelighed med den meget kraftige opfordring, de har fået.

Jens-Kristian Lütken, Venstre, Børne- og Ungdomsudvalget

- Først og fremmest gør vi det her, for dem der har valgt at holde deres børn hjemme. Så der er rimelighed med den meget kraftige opfordring, siger Jens-Kristian Lütken (V), der er medlem af kommunens Børne- og Ungdomsudvalg til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Det er en løsning, der tilgodeser flere behov. Blandt andet betaler vi som kommune rigtig mange penge for ekstra vikarer, fordi vi skal dele børnene op i mindre grupper. Og det kræver også mere plads. Vi har også mange hjemsendte pædagoger, som venter på at blive testet, fritestet eller som er syge. Det koster også.

Artiklen fortsætter efter faktaboksen...

Muligheder for fritagelse af betaling

  • Start fra den 8. februar 2021 til udgangen af uge 12, den 26. marts 2021.

  • Orlov tildeles i blokke af 2 eller 4 uger altid startende fra mandag.

  • Orloven kan opsiges på ugebasis.

  • Derudover fritages forældre med start d. 8 februar for betaling for KKFO og klubpladser, som er lukket på grund af covid-19.

Hvis rammerne for nedlukningen ændres, vil det betyde ændringer i ordningen. En større genåbning vil afvikle orlovsordningen og fritagelse for forældrebetaling til KKFO og klub fra den uge, genåbningen eksekveres, mens en større nedlukning kan betyde præsentation af ny orlovsmodel eller evt. også afvikling.

Kilde: Københavns Kommune. 

Både Jesper Christensen og Jens-Kristian Lütken understreger, at orlov-muligheden ikke kommer til at betyde fremtidige forringelser og besparelser på dagtilbuddene i København.

Prisen for den nye fritagelse ventes at løbe op i næsten 100 millioner kroner. Og man tager pengene fra den såkaldte 'overførselssag 2020-2021'. En større pose penge, som kommunen ikke har nået at bruge på andre ting og derfor fik i overskud. 

Også i den børnepolitiske interesseorganisation Københavns Forældreorganisation (KFO) hilser man den nye mulighed velkommen.

- Vi har faktisk meget kraftigt opfordret Københavns Kommune til netop at fritage forældre for betaling. Så det lyder rigtig godt, at det nu går igennem. Det er vi meget glade for, siger Maja Hvidtfeldt Håkansson, formand for KFO, til TV 2 Lorry.

quote At forældrene kan spare pengene, betyder jo, at de har råd til at gå ned i tid på deres arbejde og selv passe deres børn. Det er super godt.

Maja Hvidtfeldt Håkansson, formand for KFO

- At forældrene kan spare pengene, betyder jo, at de har råd til at gå ned i tid på deres arbejde og selv passe deres børn. Det er super godt, siger hun. 

Udover at fritage forældre for betaling til daginstitutioner, vil Københavns Kommune som den eneste kommune i landet også fritage forældre for betaling til SFO og klubber.

Gælder først fra 8. februar

Som det fremgår af forslaget, vil muligheden for at søge om orlov først gælde fra den 8. februar. Altså dagen efter, at Danmark - som det ser ud lige nu - genåbner, og forældrene muligvis vender tilbage til deres fysiske arbejdspladser.

- Jeg kan godt forstå, hvis der er forældre, der er ærgerligt over, at man ikke kan lave ordningen med tilbagevirkende kraft. Men det er et meget stort apparat, vi skal have indstillet. Det er en meget stor øvelse. Så vi kan ikke nå at have det klar før 8. februar, lyder det fra Jesper Christensen. 

Det koster en plads i et københavnsk dagtilbud om måneden:

  • Dagpleje: 3.368 kroner med frokost


  • Vuggestue: 3.287 kroner - med frokost 3.950 kroner

  • Børnehave: 1.853 kroner - med frokost 2.541 kroner

  • Deltidsbørnehave: 2.078 kroner med frokost

  • Fritidsinstitution: 1.624 kroner

  • Specialfritidsinstitution: 1.624 kroner

  • Fritidsklub: 426 kroner

  • Specialfritidsklub: 426 kroner

  • Ungdomsklub: 0 kroner

  • Specialungdomsklub: 74 kroner

Herunder er der muligheder for at få nedsat priserne baseret på flere faktorer som for eksempel husstandsindkomst og søskende i daginstitutionen.

Kilde: Københavns Kommune

- Nu gælder aftalen fremadrettet. Jeg synes, at denne løsning er meget rimeligt. I foråret var der også en periode, hvor man heller ikke kunne søge orlov. Denne løsning bringer noget rimelighed her og nu, lyder det fra Venstres Jens-Kristian Lütken.

Og han bliver bakket op af KFO.

- Vi vil hellere have det lidt sent end aldrig. Vi har presset på for, at det kunne ske, og det gør det nu, og det er vi glade for, siger Maja Hvidtfeldt Håkansson.

Og hvis man ser nærmere på Københavns Kommunes egen oversigt over, hvor meget fritagelsen for betaling i dagtilbuddene koster, har man hos kommunens økonomer også en forventning om, at forældrene vil forsætte med at holde deres børn hjemme efter 7. februar.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Prisen for fritagelsen af betaling i dagtilbuddene i København, ventes i første omgang at løbe op i 94,4 millioner kroner.
Prisen for fritagelsen af betaling i dagtilbuddene i København, ventes i første omgang at løbe op i 94,4 millioner kroner.
Foto: Københavns Kommune

- Vi har lavet et skøn. Og vi har ikke nogen krystalkugle, men dette er, hvad vi tror kommer til at ske. Og jeg vil gerne tilføje, at jeg er rigtig glad for den indsats, forældrene i København gør. Det er ikke helt nemt. Stort ros for det, siger Jesper Christensen.  

Muligheden for at søge orlov løber indtil videre frem til den 26. marts 2021. Og den tildeles i blokke af to eller fire uger. 








Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik