København genåbner populært konditag - men med en række nye sikkerhedstiltag

Som et led I genåbningsplanen af det danske samfund har Københavns Kommune besluttet at genåbne Konditaget Lüders i Nordhavn.

Siden den 22. marts har der været stille på Konditaget Lüders i Århusgadekvarteret i København.

Ingen svedende motionister, ingen løbere ingen urban crossgym-typer og ingen legende børn.

Lukningen af det populære konditag i Nordhavn skete som følge af Danmarks nedlukning på grund af corona-situationen.

Nu, næsten to måneder senere, kan brugerne dog igen se frem til at bruge de knaldrøde faciliteter og samtidig nyde udsigten over Københavns Havn, efter By & Havn har valgt at åbne motionstaget igen.

Det oplyser de i en pressemeddelelse.

Overblik over Konditaget Lüders.
Overblik over Konditaget Lüders.
Foto: Dansk Arkitektur Center

- By & Havn har efter orientering af Københavns Kommune og politiet valgt at genåbne Konditaget Lüders med en række nye sikkerhedstiltag, udtaler udviklingschef i By & Havn, Per Schulze.

Det i alt 2.400 kvadratmeter store offentlige aktivitets- og byrum ligger på taget af p-huset Lüders i hele 24 meters højde og holder åbent mellem 7 og 22 alle ugens dage.

Taget er udstyret med en række forskellige underlag, stativer og bænke, som er placeret i aktivitetszoner, der skal gøre det muligt at træne varieret inden for særligt løb og crossgym - og desuden nyde udsigten, mens man er der.

Ekstra sikkerhedstiltag skal forhindre smittespredning

Som noget nyt bliver adgangen til Konditaget Lüders ensrettet. Opgangen sker fra trappen på Hamborg Plads mens nedgang skal ske via trappen ud mod Helsinkigade.

Man kan fortsat bruge elevatoren - dog med en begrænsning på to personer ad gangen.

Sammen med en række skilte som viser vej og gør opmærksom på myndighedernes anvisninger, er ovenstående en del af de nye sikkerhedstiltag, som By & Havn har ivæksat på det populære tag.

- Ophold på Konditaget er på eget ansvar, og vi opfordrer alle til at følge myndighedernes anvisninger, siger Per Schulze og tilføjer:

- Politiet er løbende til stede i kvarteret og vil holde øje med, at myndighedernes anvisninger bliver overholdt.

By & Havn understreger i pressemeddelelsen, at det er brugernes eget ansvar at afspritte både hænder og redskaber før og efter brug. Desuden opfordrer de til, at man forlader Konditaget, hvis der er for mange mennesker.

Her går du op og ned fra Konditaget.
Her går du op og ned fra Konditaget.
Foto: By & Havn

Udendørs idrætsanlæg og fitnesscentre fortsat lukket

Mens ét af Københavns populære udendørs træningsfaciliteter nu genåbner, skal man fortsat væbne sig med tålmodighed, hvis man plejer at benytte sig af andre udendørs træningsanlæg i det københavnske byrum.

De er nemlig fortsat lukket som følge af covid-19-situationen.

Af kommunens hjemmeside fremgår det, at hele 12 steder med udendørs fitnessfaciliteter er blevet lukket, ligesom også boldbure og aflukkede idrætsanlæg i København er lukket.

Det samme gælder alle fitnesscentre som ifølge regeringens genåbningsplan først må lukke personer ind ved begyndelsen af fase 4, der starter i august.

Myndighedernes anvisninger til Konditaget Lüders

  • Hold afstand
  • Overhold forsamlingsforbuddet
  • Besøg ikke Konditaget, hvis du har symptomer på sygdom
  • Forlad Konditaget, hvis der er for mange mennesker. 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik