Klar med comeback-plan og millioner: Flere turister skal til København

Mens turismen i store dele af landet er tilbage på niveauet inden corona, gælder det ikke for hovedstadsområdet. Nu lancerer Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen en fælles plan, der skal få turisterne tilbage.

68 millioner kroner til ekstraordinær markedsføring af København, flere hænder i turismeerhvervet og udpegning af lokale turismeambassadører.

Sådan lyder nogle punkterne i en fælles comeback-plan fra Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen, der skal få turisterne tilbage til København.

For mens turisterne i resten af landet er tilbage på det niveau, der var inden corona, så gælder det ikke for København, hvor turismeerhvervet fortsat bløder.

En del af genopretningsplanen bliver også et større fokus på grøn og bæredygtig turisme.

- Vores hovedstad er en vigtig motor i turisme-kapløbet. Corona har været hård for dansk turisme, og særligt hoteller, turistattraktioner og restauranter i vores hovedstad kan stadig mærke efterdønningerne. Derfor er der brug for, at vi gør noget ekstra, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Med den nye genopretningsplan intensiverer vi kræfterne, så vores turismevirksomheder både kommer tilbage på vækstsporet, men også bliver endnu grønnere og mere robuste i fremtiden. København skal være en af verdens bedste byer at besøge.

quote De seneste års corona-nedlukninger og rejserestriktioner har påført Københavns turismeerhverv blodrøde indtægtstab. Mange af vores virksomheder er stadig i knæ

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S)

Comeback Copenhagen

Genopretningsplanen har fået navnet Comeback Copenhagen 2023 og er udarbejdet i tæt dialog med turismeerhvervet, som bakker op om planens ambitioner og initiativer.

- Vi skal lykkes med at skabe en bæredygtig turisme, som er grøn og i balance med borgernes hverdag. Der findes ikke én silver bullet, som med et knald både skaber nye jobs, ny omsætning, mindre turismepres og grøn adfærd. Det kræver mange handlinger af mange aktører, siger Mikkel Aarø-Hansen, der er administrerende direktør i Wonderful Copenhagen.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) er en af de aktører. Hun håber, at comeback-planen også kan være med til at vende blodrøde tal på bundlinjen for turismebranchen.

- De seneste års corona-nedlukninger og rejserestriktioner har påført Københavns turismeerhverv blodrøde indtægtstab. Mange af vores virksomheder er stadig i knæ. Derfor er jeg glad for, at vi med den nye fælles plan giver branchen et tiltrængt rygstød, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Fakta: Det går de 68 millioner kroner i genopretningsplanen til:

Omfattende ekstraordinær markedsføring af hovedstaden


Styrket tiltrækning af events- og kongresser


Forretnings- og udviklingsforløb for turismevirksomheder med fokus på bæredygtighed og innovation


Udpegning af lokale turismeambassadører


Fremme turisme på tværs af regionen


Initiativer for at fremme en mere bæredygtig hovedstadsturisme


Tiltrækning af arbejdskraft og nye kompetencer til turismeerhvervet i hovedstaden


Styrke hovedstaden som international kulturdestination


Kilde: Erhvervsministeriet, Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen

Flere store events til København

Turismen i hovedstaden bidrager normalt med en omsætning på 53 milliarder kroner og står for næsten 40 procent af omsætningen i hele dansk turisme. Inden corona-krisen var der 62.000 fuldtidsstillinger inden for turisme i hovedstaden, men mange af dem er væk nu.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) mener, at store events i København skal være en central del af at få omsætningen tilbage og give flere hænder til branchen.

- Vi skal styrke byens position som international kulturmetropol. Vi skal have flere internationale megaevents til byen, da det både tiltrækker turister, gavner kulturlivet og er til glæde for københavnerne. Et megaevent bidrager positivt til et større kulturforbrug over hele byen. Det skal vi styrke og få det optimale ud af ved at tænke kulturlivet og oplevelseserhvervet mere ind fra start, når vi planlægger store events fremover, siger Mia Nygaard. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik