Klamme skraldespande bugner: Gå lidt længere med dit skrald

Arbejdet med at tømme vores offentlige affaldskurve er droslet ned i disse corona-tider. Københavns kommune er overrasket over, hvad de finder i kurvene.

Grøndalsparken i Vanløse er et populært sted at lufte hund. Tag gerne både hund og høm høm med hjem, når affaldskurven er fyldt. Foto: TV 2 Lorry

I Grøndalsparken, på Vanløse-siden, står hundeposerne i pyramideform oven på affaldskurvene. Engangs-kopper stikker ud, sammen med bananskræller og krøllede cigaretpakker. Andre sorte høm høm poser er blæst ned, og ligger nu på græsset og under bænkene sammen med de kopper, der heller ikke var plads til. 

Kurvene bliver tømt, men niveauet er 'droslet ned til et nødvendigt minimum' på omkring 30 procent af den normale bemanding. Indsatsen tilpasses dog løbende efter de behov, der dukker op.

Det gør det rigtig svært for os at holde rent i gader og parker med de få medarbejdere, som er på arbejde

Jon Pape, Vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, København

Jon Pape, der er vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen i København, opfordrer til, at vi tager hensyn til renovationsfolkene og lader være med at hælde alt muligt i de små grønne spande.

- Det gør det rigtig svært for os at holde rent i gader og parker med de få medarbejdere, som er på arbejde, siger han.

Renovationsmedarbejdere må grave sig igennem lag af fyldte hundeposer i Grøndalsparken i Vanløse, når de omsider kan prioritere byens grønne pusterum. Foto: TV 2 Lorry

Hele skraldeposer med køkkenaffald

Flere steder i byen bliver mange af de små affaldskurve fyldt med skraldeposer fulde af madrester og mælkekartoner af pap og andet affald fra husholdningerne.

Hvorfor det sker, ved kommunen ikke, for indtil videre hentes alt affald fra etageejendomme og villaer i København helt som normalt.

Vi ved ikke, hvorfor flere københavnere bruger affaldskurvene i gader og parker til deres husholdningsaffald lige nu

Jon Pape, Vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, København

- Vi kan ikke forstå de mængder af husholdningsaffald, vi pludselig ser her. Der er ingen grund til ikke at bruge de normale løsninger til dit husholdningsaffald, hvad enten det er skakt, en beholder i gården eller ved huset, siger Jon Pape.

Han pointerer, at affaldskurvene i gader og parker ikke er til affald fra erhverv og private husholdninger, og det gælder hver dag, hele året, corona-beredskab eller ej. 

Det er ikke så indbydende at sætte sig på en bænk, når der er poser med hundelort alle vegne.  Foto: TV 2 Lorry

Hvad skal man så gøre med sit parkskrald?

Affaldet i Grøndalsparken stammer dog helt tydeligt fra folk, som har et naturligt behov for at smide noget ud, efter at de har hygget sig med deres hunde, kaffe og tobak. 

Men når man kommer forbi en allerede fyldt affaldskurv, gælder det om at holde på kopper, cigaretpakker og høm hømmer, indtil der dukker en mindre fyldt skraldespand op, eller tage affaldet med hjem.

Man kan også hjælpe kommunen med at opdage de overfyldte spande gennem appen "Giv Et Praj".

Med hjælp fra borgerne kan vi særligt i disse tider arbejde så effektivt som muligt

Jon Pape, Vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen, København

  Foto: TV 2 Lorry

Selvom det flyder omkring de fyldte affaldskurve, får hundelufterne og andre rumfangs-optimistiske parkbrugere alligevel venlige ord med fra Jon Pape.

- Vi er glade for, at københavnerne gør en indsats for at holde byen ren, og det er langt bedre, at affaldet er samlet omkring en fyldt affaldskurv, end at det bliver smidt rundt omkring i parkerne. Vi gør alt, hvad vi kan for at håndtere denne ekstraordinære situation, forsikrer han.

”Giv Et Praj”

App til smartphone og computer, hvor du kan melde overfyldte affaldskurve i København


Sæt et geotag der, hvor problemet er

Vælg kategorien "Affald og renhold"
Vælg "Affaldskurv, fyldt".​​​​​​

Så går beskeden direkte til de relevante medarbejdere
 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik