Her kan du nu blive betalt Harry Potter-nørd - men kan du få syv rigtige i vores quiz?

Den velkendte tegneserie- og rollespilsbutik Faraos Cigarer søger i øjeblikket en flittig ansat, der kan varetage stillingen som Harry Potter-specialist. Og bare rolig, man må selv vælge, om man holder med Slytherin eller Gryffindor.

Wingardium leviosa!

Som en anden svævebesværgelse fra Harry Potter-universet har Faraos Cigarer på Strøget i København slået en stilling op, der måske er lidt udover det sædvanlige. 

De søger nemlig en Harry Potter-specialist, der har et indgående kendskab til magiens verden. 

Ifølge Harry Potter-afdelingsleder i Faraos Cigarer, Nanna Rodio, er det ikke nødvendigt, at man er så langt inde i stoffet, at man kan gengive side 214 i bogen Flammernes Pokal. 

quote Du behøver ikke at have valgt, hvilket kollegie du tilhører endnu. Vi får dig dog nok til at vælge et, hvis du starter herinde

Nanna Rodio, Faraos Cigarer

Men ansøgeren skal dog have en vis grad af forhåndskendskab, siger afdelingslederen. 

- Man skal have set filmene og læst bøgerne, så man ved, hvad man taler om. Men du behøver ikke at have valgt, hvilket kollegie du tilhører endnu. Vi får dig dog nok til at vælge et, hvis du starter herinde, siger Nanna Rodio fra Faraos Cigarer. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

I Faraos Cigarer koster de fleste tryllestave mellem 149,- kroner og 299,- kroner. Det afhænger blandt andet af, hvad de er lavet af.
I Faraos Cigarer koster de fleste tryllestave mellem 149,- kroner og 299,- kroner. Det afhænger blandt andet af, hvad de er lavet af.

Jobbet specifikt

Hvis man kunne tænke sig at søge jobbet, er det først og fremmest vigtigt, at man interesserer sig for Potter, Weasley, Granger og alle de andre karakterer i forfatteren J.K. Rowlings hitserie, forklarer Nanna Rodio.

Man kommer nemlig til at tale rigtig meget, om "drengen, der ikke kan dø". Både med kunder og med ens kollegaer.

- Vi er en masse nørder herinde, der alle har en interesse, som kommer fra samme sted, kan man sige. Derudover skal man kunne rumme, at der er mange børn, der har mange ting at fortælle og spørge om, siger hun.

quote Vi er selvfølgelig nogen, der tilhører Slytherin. Andre hælder mere til Ravenclaw og Hufflepuff. Der er sågar en enkelt, der holder med Gryffindor

Nanna Rodio, afdelingsleder i Faraos Cigarer

Derudover understreger Nanna Rodio, at det i høj grad også er et butiksjob som alle andre. At sætte varer på plads, holde styr på lageret, kundeservice og mødestabilitet er alle egenskaber, som man forventes at have eller få styr på, siger hun.

- Vi forventer, at ansøger er engageret, mødestabil og måske har noget erfaring indenfor servicefaget. For det drejer sig ikke kun om at stå og tale om Harry Potter. Vi tæller også lager, lægger ting på hylderne og taler sammen om, hvilke varer der skal købes ind til butikken, siger hun.

(Artiklen fortsætter under faktaboksen...) 

Så meget ved Harry Potter-afdelingenslederen selv om universet

Fem hurtige Harry Potter-spørgsmål til Nanna Rodio:

1. Hvor udspiller den sidste udfordring i Flammernes Pokal sig efter Cedric Diggory og Harry Potter rør pokalen samtidig? 

- Der bliver de transporteret til kirkegården i Little Hangleton. (Korrekt)

2. Hvad er Voldemorts borgerlige navn?

- Det er Romeo Gåde eller Tom Riddle. (Korrekt)


3. Hvad hedder den lille husalf, der hjælper Harry Potter? 

- Dobby. (Korrekt)


4. Hvilket fabeldyr forvandler professor Lupus sig til ved fuldmåne? 

- En varulv. (Korrekt)


5. Hvad hedder Hagrids bror, som er kæmpe, men dog en lille en af slagsen?

 - Grawp. (Korrekt)

Enorm interesse for den lille troldmand

Nanna Rodio husker, hvordan det var at læse Harry Potter første gang. Selv var hun ikke mere end elleve år, da hun stiftede bekendtskab med De Vises Sten. Det vil sige, at hun selv var jævnaldrende med bogens hovedperson. 

- Jeg elsker Harry Potter. Det er fedt, jeg får lov til at arbejde med min hobby og nørde med de ting, jeg kan lide. Men første gang, jeg fik stukket bogen i hånden, var jeg utilfreds og gad ikke læse den. "Hvorfor skulle jeg læse om en dreng med sådan en tryllestav der", sagde jeg. På en måde fik jeg læst den og blev total bidt af det. Det er jeg stadig i dag, siger hun. 

quote Interessen for Harry Potter er mega stor

Nanna Rodio

Og Nanna Rodio er bestemt ikke den eneste, der har ladet sig fange af fortællingen, hvor håndtasker kan rumme et telt og et sværd, og det at flyve på koste efter en lille gylden bold med vinger er den foretrukne sportsgren. 

Årsagen, til at mange stadig finder Harry Potter spændende - her 25 år efter den første bog udkom - er, at det er et fantastisk univers, der transcenderer tidens tand, siger Nanna Rodio.  

- Interessen for Harry Potter er mega stor. Det er alle fra små børn til nørdede voksne, der aldrig helt har kunne slippe det og nu vil præge deres barn i den retning. For eksempel er der mange i min generation, der er vokset op med det og som nu har fået børn. Og de skal jo ikke snydes. 

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Kælderen på Vimmelskaftet 47. Det kunne også have været et sted i Diagonalstræde.
Kælderen på Vimmelskaftet 47. Det kunne også have været et sted i Diagonalstræde.

Et godt team

Nanna Rodio har været afdelingsleder for Harry Potter-delen af Faraos Cigarer i et års tid efterhånden.

I alt har kæden ni forretninger fordelt på de fleste større byer i landet. Det gælder både i Aarhus og i Odense.

I sommeren 2021 flyttede afdelingen for danske og udenlandske tegneserier, Tintin og Harry Potter ind på Strøget i København. Det er også her på Vimmelskaftet 47, at vedkommende, der ender med at besætte fuldtidsstillingen som Harry Potter-specialist, skal slå sine folder.

- Der er en god sammensætning af kollegier på arbejdet. Vi er selvfølgelig nogen, der tilhører Slytherin. Andre hælder mere til Ravenclaw og Hufflepuff. Der er sågar en enkelt, der holder med Gryffindor. Men det er bestemt ikke, fordi vi dømmer nogen på baggrund af, hvilket kollegie de tilhører, siger afdelingsleder Nanna Rodio. 

Indtil videre har 50 håbefulde ansøgere søgt stillingen. 

Så hvis man kunne tænke sig jobbet som Harry Potter-ekspert, er det bare med at skynde sig at søge stillingen. Der bliver nemlig lukket for ansøgninger den 1. april 2022.

Og det er ikke nogen aprilsnar, understreger Nanna Rodio fra Faraos Cigarer. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik