Kamilla er selvudnævnt jule-tosse: Har designet København-julekugle

Marmorkirken, Vor Frelsers Kirke og en garder er blandt de 12 vartegn og seværdigheder, der pryder ny København-julekugle.

- Det hele begyndte, da jeg fik øjnene op for, at julekugler kunne være andet end runde.

Sådan siger Kamilla Sigh om baggrunden for, at hun i dag driver en webshop, der sælger alverdens forskellige julekugler i et væld af former og farver.

Den seneste tilføjelse til kollektionen er en 13 centimeter høj julekugle-cadót til København.

- Sidste år lavede jeg en julekugle, jeg kaldte "Minder om Aarhus", og siden fik jeg en masse henvendelser fra folk, der ønskede sig en julekugle dedikeret til deres by, siger Kamilla Sigh.

- Når det nu blev Københavns tur, skyldes det, at jeg selv har en fortid som københavner.

På julekuglen "Minder om København" har Kamilla Sigh udvalgt 12 vartegn og seværdigheder, der for hende indrammer den københavnske sjæl. Blandt dem er Vor Frelsers Kirke, hvor hun blev gift med sin mand.

"Der findes altid en julekugle, der passer til dig"

Julepynt er i høj kurs i disse dage, hvor juleaften nærmer sig med hastige skridt. Ifølge Danmarks Statistik er Region Hovedstaden den region, hvor den gennemsnitlige husstand bruger flest penge på julepynt. 

179 kroner per husstand bliver det til sammenlignet med Region Syddanmark, der ligger lavest med kun 77 kroner per husstand.

- Julepynt som julekugler kan være meget personligt, siger Kamilla Sigh.

- Du kan altid finde en julekugle, der passer lige til dig, din mormor eller din nabo. Det synes jeg er virkelig sjovt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

En julemand med mundbind er en af årets bestsellere i Kamilla Sighs julekugle-webshop, siger hun.
En julemand med mundbind er en af årets bestsellere i Kamilla Sighs julekugle-webshop, siger hun.
Foto: Solaris af Camilla Brix Anders

Hun har stået for designet af den københavnske julekugle, der er produceret i Polen. Den sælges for den nette sum af 569 kroner stykket fra hendes webshop Sighs.

Tror du på, at folk har så mange penge til en julekugle?

- Den ér dyr, men den er også håndmalet og mundblæst. Den er til dem, der ønsker sig et særligt minde. Vi kan også godt finde på at bruge mange penge på en dyr taske, men her får du altså et stykke kunst, der kan holde i mange år, siger Kamilla Sigh.

Mød hende - og den københavnske julekugle - i videoen i toppen af artiklen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik