Kære biografgæster: Kan vi aftale, at I bliver hjemme næste gang?

Dette er en klumme, det betyder at holdningerne i teksten er skribentens og ikke TV 2 Lorrys.

Jeg er ikke nogen ivrig biografgænger, alligevel har jeg lagt mærke til en meget kedelig tendens blandt mine medgæster i de røde sæder: De gider ikke se filmen. 

For et par uger siden var jeg i biografen på Fisketorvet i København med min snart fire-årige søn og min hustru.

Det er anden gang i min drengs korte liv, vi ofrer den mindre formue, det efterhånden koster, at invitere sin familie i biffen. Så arvingen var forventningsfuld og spændt, og naturligvis fik han også charmeret sig til både vej-selv-slik og sodavand. Igen en større udskrivning, hvor man overvejer, om man burde have investeret i de labre larver og vampyrer eller hellere skulle have lagt udbetalingen til en mindre bungalow i Kastrup.

Okay, jeg overdriver en smule, men I forstår sikkert min gevaldige hentydning til, at det er blevet møgdyrt at se film i biografen, og netop derfor er det ekstra vigtigt, at det er en god oplevelse.

quote Jeg vendte mig lettere skulende rundt og fik øjenkontakt med moren til det ryg-læns-sparkende-barn og som sendte et beklagende signal retur.

Christina Gerion

Sådan skulle det langt fra gå.

Velplaceret i de magelige sæder var vi klar til, at filmen skulle begynde. Mørket sænkede sig, og det samme gjorde den svalende ro, man efterhånden finder så sjældent i vores samfund.

SLAM!

Et velplaceret spark ramte mit ryglæn, og jeg var tæt på en tidlig død – kvalt i en lakridspolet.

SLAM – SLAM – SLAM. 

En serie af spark fulgte.

Jeg vendte mig lettere skulende rundt og fik øjenkontakt med moren til det ryglæn-sparkende-barn. Hun sendte et beklagende signal retur.

Aaah, freden var genetableret, reklamerne overstået og filmen var for alvor gået i gang.

quote Pludselig gik biografsalens dør op og fire store teenagepiger, kom skvadrende og småfnisende ind.

Christina Gerion

Pludselig gik biografsalens dør op, og fire store teenagepiger kom skvadrende og småfnisende ind og satte – oh skræk – kursen imod vores sæderække og de ledige pladser klos op ad vores, alt imens de alle fire lyste med deres mobiler, så de kunne finde vej i vores andres mørke.

Og her begyndte vores biograftur for alvor at lide under, at andre ikke gider eller ønsker at tage hensyn til deres medmennesker.

De fire piger havde helt tydeligt ingen interesse i filmen. Det er helt fair, men så lad dog være med at købe billet.

På intet tidspunkt var de stille, og på intet tidspunkt var deres mobiler i ro. Jeg var blandt andet med i en ophedet diskussion om, hvorvidt Karl Emil eller Kassem var lækrest fra klassen! Jeg så sørme også billeder af begge hankøn.

Og der blev sendt så mange snaps og taget så mange selfies MED blitz, at jeg igen havde været i overhængende livsfare, hvis jeg havde været epileptiker. Jeg var konstant badet i flimrende lys hele filmen igennem.

quote Hvorfor sagde jeg ikke bare noget til dem, spørger du kære, forstående læser?

Christina Gerion

Og selvom jeg på bedste tantemanér rømmede og rømmede mig til mit stemmebånd nærmest blødte, var der ingen reaktion fra pigerne.

Hvorfor sagde jeg ikke bare noget til dem, spørger du kære, forstående læser?

Jo, det var, fordi jeg i mit modsatte øre havde en konstant hvislen fra min hustru, som sagde, at jeg skulle lade pigerne være i fred, at de var teenagere og dermed uden for almindelig rækkevidde. Min kone er folkeskolelærer og ved en ting eller to om pubertetsramte unge.

Episoden, som toppede dette inferno af forstyrrelser, var, da faren til to små børn på rækken lige foran mig tog sin mobil frem og begyndte at skrive beskeder – ikke bare en enkelt besked, men beskeder i flertal!

Og da han var færdig, kunne han naturligvis ikke modstå fristelsen og tjekkede også lige Instagram og bold.dk. 

Og fandme – undskyld sproget, men her er jeg faktisk nødt til at bande – om samme far ikke ti minutter senere tog mobilen frem igen.

Denne gang ringede den, og nej, han afviste ikke opkaldet, men gled i stedet ned i stolen og svarede med et ”Hej Michael – Ja, jeg har godt set det. Det er sgu vildt!” 

quote Hvad der var så vildt gik ikke rigtig op for mig. Og det ærgrede mig faktisk en smule.

Christina Gerion

Hvad der var så vildt gik ikke rigtig op for mig. Og det ærgrede mig faktisk en smule, for jeg havde for længst opgivet at følge med i filmen, og så kunne jeg jo lige så godt følge med i samtalen, når jeg nu alligevel var tvangsindlagt til at være publikum til den.

Nå, men endelig gled rulleteksterne over skærmen, og lyset blev tændt. Endelig kunne jeg komme væk fra andre menneskers dårlige opdragelse og totale hensynsløshed over for de øvrige biografgæster.

Oplevelsen er klart den mest ubehagelig, jeg til dato har haft i en biografsal, men det er langt fra første gang, jeg oplever, at folk gør præcis som det passer dem i mørket. Og de er helt ligeglade med, om det kan være til gene for andre.

Så her kommer en idé: Hvis du ikke gider se filmen, hvis du egentlig hellere vil tale med dine venner, være på snappen eller tage lækre billeder af dig selv – så lad for Guds og vores andres skyld være med at tage i biografen. Spar pengene og lav noget helt andet.

Kan vi ikke godt blive enige om det? 

På forhånd tak.

Med venlig hilsen
Christina Gerion - en meget ærgerlig biografgæst
og journalist på TV 2 Lorry


Flere klummer

Se flere

Illustrationer: Louise Heine Cassens

Mest læste i dag

Se flere

Kultur

Rasmus Augustesen0

Pengemænd, protester og boykot stopper ikke Rasmus – nu kæmper han for at samle Brøndby-fans igen

1_1_Sekvens.00_02_04_19.Still002

play"Jeg håber, vi får en statsminister med mørk hudfarve snart"

Jernbanecaféen

Dødsgløgg, pynt og pakkekalendere: Her er guiden til fem jule-værtshuse, du skal besøge

20000718-184214-1-1920x1307we

P-skilte i restordre: Nu må borgere vente på storstilet parkeringsprojekt

København