Kæmpe succes udvider med ny butik: Her åbner den næste Wefood

Det populære madkoncept forventer at redde 250 tons mad fra skraldespanden i 2019.

Siden Wefood i februar 2016 slog dørene op til den første forretning på Amagerbrogade har populariteten været overvældende. Et halvt år senere åbnede butik nummer to på Nørrebrogade og nu kommer den tredje Wefood i København.

Den får adresse i Sydhavnen på Borgbjergsvej 9-11, hvor der den 5. december vil være åbningsfest.

Butikskæden er et såkaldt supermarked, der sælger overskudsvarer eller varer, som almindelige supermarkeder smider ud. Det er Folkekirkens Nødhjælp, som står bag.

- Vi glæder os simpelthen så meget til at åbne i Sydhavnen. Det er en bydel i stor udvikling med mange engagerede borgere. Vi har allerede fået en række henvendelser fra både unge som gamle, der glæder sig til at handle i butikken. Det er dejligt at mærke den lokale opbakning,  siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, i en pressemeddelelse.

Drives af frivillige

Wefood drives udelukkende af frivillige og bekæmper madspild ved at sælge varer, som konventionelle supermarkeder ofte kasserer.

Det kunne eksempelvis være varer, som er forkert mærket eller som har fået brudt sin emballage. Alt overskuddet går til at bekæmpe sult i verdens fattigste lande.

- De mange frivillige er uundværlige for vores arbejde, og vi vil ikke kunne drive Wefood uden dem. Vi er lige nu i fuld gang med at rekruttere gode kræfter til Sydhavnen, og vi håber, at rigtig mange har lyst til at være med, siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Så nu er der flere på vej ud over de 2 på hhv. Nørrebro og Amager.

Også mad, der har overskredet sin sidste salgsdato kan købes i forretningen - så længe det ikke er forbundet med sundhedsfare at indtage det.

Blandt de mange Wefood-leverandører er Salling Group, der blandt andet står bag Føtex, Netto og Bilka. Også Dr. Oetker, Nemlig.com, Daloon og Nordthy er blandt   samarbejdspartnerne.  

Hvert femte indkøbskurv ryger ud

Ifølge Wefood smider vi i Danmark hvert år 700.000 tons mad i skraldespanden, hvilket er til stor skade for både klimaet og vores privatøkonomi.

Det største madspild sker i de danske husholdninger og i detailhandlen. En gennemsnitlig dansk familie smider mad ud svarende til 10.000 kroner om året. Det svarer til, at hver femte indkøbskurv ender direkte i skraldespanden.

Men det forsøger man at gøre noget ved i Wefood og sidste år reddede butikskæden og de mange kunder 173,5 tons mad fra skraldespanden. I år forvente man, at det tal vil stige til 250 tons mad.

Til dags dato er der solgt 186 tons varer i de tre nuværende Wefood-butikker. Udover de to i København findes der en enkelt butik i Aarhus.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik