Kæmpe, gul lastbil på Rådhuspladsen skal redde de værste julebranderter

De kommende tre weekender vil Akutberedskabets mobile behandlingsplads - en stor, gul lastbil - tage imod folk med skader fra nattelivet på Rådhuspladsen i København.

Julen er for mange en travl tid. Det gælder ikke mindst for Region Hovedstadens Akutberedskab, der mærker et øget pres på telefonlinjerne, når julefrokostsæsonen går i gang.

Derfor har regionen i samarbejde med Københavns Politi besluttet, at man de kommende tre weekender vil teste en løsning, der måske kan aflaste 1-1-2 og Akuttelefonen 1813.

quote Vi har ikke en mirakelkur mod beruselse, og oftest handler det om, at folk skal rådgives til at komme sikkert hjem

Anders Damm-Hejmdal, lægefaglig leder af Region Hovedstadens Vagtcentral

Fredage og lørdage vil Akutberedskabets mobile behandlingsklinik, en stor, gul lastbil, nemlig holde på Rådhuspladsen, hvor den vil tage i mod folk med skader fra nattelivet.

- Formålet er både at skabe tryghed blandt borgerne i de travle weekendnætter og aflaste regionens samlede akuthjælp. Initiativet vil blive evalueret efter to-tre uger, hvor vi vil tage stilling til, om det giver mening at videreføre, og om der eventuelt skal justeres på tilbuddet," siger regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).

Fulde folk fylder for meget på linjerne

Ifølge regionen vil lastbilens opgaver være at behandle småskader som eksempelvis flænger samt at fungere som en slags præhospital visitation - en tidlig vurdering af, om skaden kræver behandling på hospital, kan behandles på stedet eller om det i virkeligheden kan klares bedst ved blot at tage hjem og sove.

- I nattetimerne i weekenderne får vi altid mange henvendelser på 1-1-2 og 1813 omkring berusede folk. Det kan være folk, der ringer ind om deres ven, der er blevet for fuld til at cykle hjem. Andre ringer, fordi de opdager en beruset person, der ligger og sover på gaden, siger Anders Damm-Hejmdal, lægefaglig leder af Region Hovedstadens Vagtcentral og fortsætter:

- Ofte ringer folk fra nattelivet ind flere gange og bliver længe i telefonen, hvis de også selv er berusede. Vi har ikke en mirakelkur mod beruselse, og oftest handler det om, at folk skal rådgives til at komme sikkert hjem. Det er ikke en akut opgave for sundhedsvæsenet, og man skal ikke ringe 1-1-2, medmindre det er akut og livstruende.

Kan møde op uden aftale

Akutberedskabet vil henvise borgere til den mobile behandlingsplads, hvis det vurderes, at det er relevant. Samtidig vil politiet og eksempelvis Natteravnene også kunne lede fulde og tilskadekomne mod lastbilen på Rådhuspladsen, ligesom Akutberedskabet også forventer, at en del mennesker vil henvende sig uden forudgående henvisning.

- Vores forventning er, at det vil tage lidt af presset af de mange henvendelser vi får om tilskadekomst og sygdom via 1-1-2 og Akuttelefonen 1813 i løbet af natten, og dermed mindske presset på vores ambulancer, siger Anders Damm-Hejmdal.

Første åbningsdag vil være fredag den 26. november, og sundhedsfagligt personale vil give behandling og rådgivning i tidsrummet 22-05.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik