Justitsminister smittet med coronavirus - mødtes med Mette Frederiksen fredag

Nick Hækkerup er som flere af sine kolleger i Folketinget smittet med coronavirus og går i isolation.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er smittet med corona, skriver han på Facebook.

Han har symptomer i form af hoste og feber, men er ved godt mod, skriver han.

- At jeg har corona påvirker mange af mine kolleger, som nu arbejder hjemmefra, og det gør selvfølgelig livet noget mere besværligt for både mig og min familie, men det er en situation, som jeg deler med mange andre danskere.

- Jeg har symptomer med hoste og feber, men har det ellers godt og er ved godt mod. Mine nære kontakter får naturligvis besked, så vi kan få brudt mulige smittekæder hurtigst muligt. Pas på jer selv - og ikke mindst hinanden, skriver han. 

Dermed er Nick Hækkerup den første minister i regeringen, der er smittet. En række S-ministre venter lige nu på svar på deres coronatest efter at have været tæt på en smittet.

Justitsministeren er den seneste i en række af folketingsmedlemmer, der er blevet testet positiv for coronavirus.

Corona-udbrud på Christiansborg

Siden fredag har seks danske politikere oplyst, at de er testet positive for covid-19.

Det gælder indtil videre:

  • Nick Hækkerup, justitsminister
  • Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti
  • Mads Fuglede, integrations- og udlændingeordfører for Venstre
  • Lars Christian Lilleholt, forsvarsordfører for Venstre
  • Niels Flemming Hansen , forsvarsordfører for Venstre
  • Jeppe Bruus, folketingsmedlem for Socialdemokratiet
  • Egil Hulgaard, stedfortrædende folketingsmedlem for Det Konservative Folkeparti

Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, er testet positiv for coronavirus. Det samme er Søren Pape Poulsen, formand for De Konservative.

Venstres forsvarsordfører, Lars Christian Lilleholt, er også smittet. Han er med egne ord blevet "noget syg" og får medicinen Remdesivir.

Omkring midnat kom det også frem, at Venstres integrations- og udlændingeordfører, Mads Fuglede, er konstateret smittet. Det fandt han ud af, da han var i studiet på TV 2, som en del af dækningen af det amerikanske præsidentvalg, skriver tv2.dk.

Statsminister skal testes

Ifølge en pressemeddelelse fra statsministeriet skal alle ministre, der har deltaget i møder med folketingsmedlemmer, som er bekræftet smittede, gå i hjemmekarantæne og testes for coronasmitte.

Samtidig meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at hun fredag deltog i et møde med justitsministeren, der nu er testet positiv. Om det betyder, at hun også selv skal i karantæne, vides endnu ikke.

Udbruddet med coronavirus på Christiansborg fik tirsdag Folketingets Præsidium til at mødes og diskutere situationen.

Det blev her besluttet, at der indføres nye restriktioner i forhold til tilhørere ved møder. Men lovgivningsarbejdet fortsætter trods coronaudbrud.

Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet var det første folketingsmedlem, der blev smittet. Det meldte han ud den 2. oktober.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik