John vandt parkeringsstrid i retten - I stedet for p-bøde skal han nu betale 10.000 kroner

Kan det betale sig at klage over en parkeringsafgift, og hvor skal man klage henne? John Ørum håber, hans historie kan tjene som eksempel for andre.

- I bagklogskabens ulideligt klare lys skulle jeg aldrig nogensinde have ført sagen selv.

Ordene er John Ørums, og de falder til TV 2 Lorry på bagkant af en dom i både by- og landsretten, hvor han blev frikendt for en parkeringsafgift, han havde fået af UnoPark ApS.

Men selvom det burde fejres, så er det endt i en endnu større frustration.

For med sejren fulgte en regning på 10.090 kroner - altså væsentligt mere en parkeringsafgiften på 795 kroner.

- I mit hoved var sagen så sikker, at jeg ikke havde forestillet mig, at jeg skulle betale noget. Når man vinder en sag, så skal man da ikke betale?, spørger han retorisk.

Men sådan er det ikke gået i Johns tilfælde, som du kan se i faktaboksen herunder.

Udgifter i forbindelse med retssag

Oprettelse (start af sag i retten) - 500 kroner 


Retsafgift sikkerhed (sikkerhedsstillelse) - 1340 kroner


Sagsomkostninger (i henhold til domsafsigelsen fra Københavns Byret) - 2500 kroner


Landsretten (i henhold til domsafsigelsen fra Østre Landsret) - 1000 kroner


Retsafgift (retsafgift for at starte en kærresag i landsretten) -  750 kroner


Rådgivning af advokat - 4000 kroner


I alt - 10.090 kroner


For omkostningerne i forbindelse med sagen er endt op i cirka 10.000 kroner. Penge, der blandt er gået til advokatrådgivning, og som dækker parkeringsselskabet UnoParks' sagsomkostninger.

Sagen tog sin begyndelse den 11. juni 2020, da John Ørum om formiddagen parkerede sin Suzuki Alto på Amager Strandvej 44-46. Da han kom tilbage til bilen igen om aftenen - efter at have hjulpet sin gravide datter, der var genhuset på grund af en vandskade - blev han mødt af den letgenkendelige gule seddel, der kun kan være én ting: en parkeringsafgift.

UnoPark hev John i retten

Det vakte en del undren hos John, der ikke havde noteret sig nogen skiltning om parkering på stedet, hverken før eller efter han tog afsted. Derfor greb han knoglen dagen efter, og hev fat i parkeringsselskabet UnoPark for at få en forklaring på afgiften.

Foreholdt John Ørums undren var personen i den anden ende af røret ikke videre lydhør, da John forsøgte at forklare, at der ikke var opsat noget parkeringsskilt, da han satte sin bil på adressen.

John var langt fra den eneste, der fik en bøde for at parkere på Amager Strandvej den dag i juni. Alle de andre biler også havde fået parkeringsafgifter.
John var langt fra den eneste, der fik en bøde for at parkere på Amager Strandvej den dag i juni. Alle de andre biler også havde fået parkeringsafgifter.
Foto: Privatfoto

Da det gik op for John, at parkeringsselskabet hverken var til at hugge eller stikke i, indgav han en klage, men den fik han ikke medhold i.

Selvom flere biler havde fået en hilsen fra parkeringsselskabet, så hævdede UnoPark, at John var den eneste, der klagede. Og da han ikke ønskede at betale sin parkeringsafgift, så virksomheden ingen anden udvej end at politianmelde ham. De hævdede i stedet, at John selv havde fjernet parkeringsskiltene, og derfor hev de ham nu i retten.

Tre dage senere kan John konstatere, at der er kommet et parkeringsskilt op. Men skiltningen bærer mange fejl. En af dem er, at skiltet er sat alt for højt, som det også fremgår af dette billede.
Tre dage senere kan John konstatere, at der er kommet et parkeringsskilt op. Men skiltningen bærer mange fejl. En af dem er, at skiltet er sat alt for højt, som det også fremgår af dette billede.
Foto: Privatfoto

John rådgav sig inden retssagen med en advokat for at få styr på reglerne for skiltning af parkering. Advokatens vurdering var, at skiltningen på stedet ikke levede op til reglerne om korrekt skiltning af parkeringsreglerne.

Med advokatens rådgivning i baghånden førte John Ørum selv sagen i retten, hvor han blandt andet argumenterede for, at skiltene, der nu stod på adressen, ikke levede op til bekendtgørelsen, der siger, at parkeringsskilte skal være letlæselige.

Argumenter for dårlig skiltning

Argument 1

John har haft kontakt til en advokat, som har oplyst, at skiltningen på stedet ikke lever op til reglerne om korrekt skiltning af parkeringsreglerne. Ved indkørsel til parkeringspladsen står der nu et skilt, hvor det fremgår, at der er standsning og parkering forbudt, og at reglerne for parkering fremgår af skiltning på stedet. Skiltet er udstyret med et firmalogo, og det er forkert, da det kan skabe forvirring. 


Argument 2

Skiltet skal være letlæseligt. Det var én af de mange ting, som, advokaten gjorde opmærksom på, var forkert i henhold til bekendtgørelsen.


Argument 3

Skiltene er også for høje, da de er opsat i en højde af 2,65 m over jorden, hvor de ikke er synlige for bilisterne, som kører ind på pladsen. Han har taget billeder fra flere af EuroParks parkeringspladser, hvor skiltene sidder i en højde af 1,42 - 1,45 m, og hvor skiltene er synlige i billygterne, også når det er mørkt. 


Argument 4 

Skiltene er sorte, og de er opsat på en mørk væg, så han mener, at skiltene burde have været lyse.

I retten forklarede p-vagten, der havde udstedt bøden, at han godt kunne huske Johns bil. Han kunne også godt huske de seks andre biler, der holdt på samme række. De fik nemlig også en parkeringsafgift. Ifølge p-vagten var der skiltning på stedet, og han observerede bilerne i cirka et minut, inden han kvitterede med pynt til ruden.

En medarbejder hos en underleverandør for UnoPark, der stod for opsætning af skilte, forklarede i retten, at han personligt havde været med til at sætte skiltene op på stedet. Det blev gjort den 9. juni 2020 - altså to dage før, John Ørum fik en bøde.

Forklaring på skiltningen

I retten svarede en medarbejder hos en underleverandør for UnoPark, der stod for opsætning af skilte, på nogle af de fremførte argumenter. Du kan læse argumenterne i faktaboksen længere oppe i artiklen.


Argument 1

Han er ikke bekendt med, at der ikke må fremgå firmalogo på undertavlen, hvor der står, at parkeringsreglerne fremgår af skiltning på pladsen.


Argument 3

Skiltene hænges op på øjemål, men skal være synlige og letlæselige. De ved, hvor høje folk i gennemsnit er, og det tager de højde for, når de hænger skiltene op.

Men nogle dage senere kunne de konstatere, at skiltene var blevet pillet ned igen, og derfor tog de ud og hængte skiltene op igen 11. juni. Ifølge medarbejderens forklaring, så bliver skiltene hængt op på øjemål. Men for at undgå, at de bliver pillet ned igen, så sætter de dem ikke "for lavt".

Med sig i retten havde John to vidner, der begge var til stede på parkeringspladsen den 11. juni 2020. Begge kunne bekræfte Johns udlægning af, at der ikke var skiltning vedrørende parkering om formiddagen.

Vigtige forklaringer fra vidner

Det ene vidne kunne fortælle John, at der ganske rigtigt havde været nogen og sætte skilte op hen ad middagen. Her kunne vidnet endda konstatere, at der allerede var udstedt parkeringsafgifter, selvom de stadig var i gang med at sætte skilte op.


Det synes han ikke var ”fair”, står der i afgørelsen fra både by- og landsretten.


Det andet vidne havde parkeret på adressen om morgenen for at lufte sin hund på den nærliggende hundestrand. Hun kom der dagligt, og hun parkerede altid på pladsen, og hun har aldrig fået en parkeringsafgift for at holde parkeret der.


Om morgenen d. 11. juni lagde hun ikke mærke til nogen skiltning, ligesom hun heller ikke havde modtaget nogen bøde, da hun vendte tilbage til sin bil.


Da hun kom igen mellem 23.30 og midnat mødte hun John Ørum, der henvendte sig til hende. De blev enige om, at det var mærkeligt, han havde fået en parkeringsafgift. Ingen af dem kunne nemlig se nogen parkeringsskilte, selvom de gik rundt og ledte efter dem.

Den ene kunne endda bekræfte, at der blev sat skilte op samme om middagen - og at der på det tidspunkt allerede var udstedt parkeringsafgifter til de biler, der allerede var parkeret der.

På baggrund af vidnernes forklaring konstaterede by- og landsretten, at "der på tidspunktet for udskrivelsen af parkeringsafgiften var skiltet med parkeringsreglerne for pladsen."

Troede ikke han skulle betale "en rød reje"

Men på baggrund af det ene vidnes forklaring om, at skiltene først kom op i løbet af dagen, fandt by- og landsretten ikke, at der var ført tilstrækkeligt bevis for, at der var korrekt skiltet med parkeringsreglerne tidligere på dagen den 11. juni.

Og således blev John Ørum frikendt og undgik at betale den parkeringsafgift, han var blevet tildelt af UnoPark. Samtidig frafaldt anklagen om tyveri i skiltningen, som han ellers var blevet hevet i retten for.

Selvom dommen faldt ud til hans fordel, så sidder John Ørum - som nævnt tidligere - ikke ligefrem med hænderne over hovedet i ren begejstring og fryder sig.

- Sagen lå lige til højrebenet, når der er et vidne, der fortæller, at de sætter skilte op, mens de giver parkeringsbøder. Jeg regnede med, at jeg ville vinde sagen, og at jeg derfor ikke skulle betale omkostningerne selv.

FDM: Det skal du gøre, hvis du får en uretmæssig parkeringsafgift

Chefkonsulent hos FDM, Dennis Lange, forklarer, hvad du skal gøre, hvis du mener, du har fået en uretmæssig parkeringsbøde:


Det første man skal gøre, det er at klage til det selskab, der har udstedt bøde, hvis det er et privat selskab.


Hvis man ikke kan blive enige, kan man kontakte os hos FDM, hvis man er medlem, men ellers kan man indbringe sagen for parkeringsklagenævnet, som et et klageorgan, som man kender det fra andre forbrugsområder som eksempelvis forbrugerklagenævnet.


I over halvdelen af de sager Parkeringsklagenævnet afsluttede sidste år, fik bilisterne enten medhold, eller p-selskaberne frafaldt deres krav. Det viser, at det betaler sig at klage, mener FDM, der er en del af Parkeringsklagenævnet.


Det koster 175 kr. i gebyr at oprette en sag hos Parkeringsklagenævnet. Får du medhold, får du gebyret igen.

- I dommen fra både by-og landsretten står der, at du ikke har dokumenteret dit krav om, at UnoPark skal betale dig 10.000 kroner. Hvorfor har du ikke dokumenteret det?

- Der står i sagen, at det (beløbet på 10.000 kroner, red.) er til dækning for advokatudgifter samt uretmæssig anmeldelse til politiet for tyveri af skilte, forklarer John Ørum til TV 2 Lorry.

Han ankede efterfølgende byrettens afgørelse om, at han skulle betale UnoParks sagsomkostninger. Alligevel kom landsretten frem til samme afgørelse.

John Ørum skulle derfor betale UnoParks advokatudgift for den nedlagte påstand om, at parkeringsselskabet skulle betale ham 10.000 kroner.

- Er det her ikke et godt eksempel på, hvorfor man betaler i "dyre domme" til advokater? Fordi at de har styr på sådan noget?

-  Jo, det er så også rigtigt. Men jeg førte sagen selv for at spare penge på det her, siger John, der har svært ved at forstå, at han overhovedet skal betale noget:

- Det er forkasteligt, at jeg har fået en bøde, jeg aldrig nogensinde skulle have haft. Det havde været billigere bare at betale bøden. Havde jeg vidst, det ville ende her, så havde jeg jo bare betalt den.

John Ørum håber, at hans sag kan tjene som eksempel, hvor dyrt og tidskrævende det er at klage over en uretmæssig parkering.

- Jeg håber på, at folk i hele Danmark får øjnene op for, hvad det er, der foregår her, siger han til TV 2 Lorry. 

For Johns vedkommende er kampen nu slut, håndklædet er kastet i ringen, og pengene er betalt.

Disclaimer

TV 2 Lorry har i afdækningen af sagen fået adgang til domsafsigelsen fra både Københavns Byret og Østre Landsret. Heri fremgår både John Ørum og UnoParks påstande, samt en række vidners forklaringer. TV 2 Lorry har valgt ikke at nævne vidnernes navne, da det ikke vurderes at have nogen relevans.


TV 2 Lorry har heller ikke forsøgt at indhente en kommentar fra UnoPark, da der er afsagt dom i sagen. Det er således rettens afgørelse, at det er John Ørum, der skal betale UnoParks sagsomkostninger. Vi har heller ikke henvendt os til by- eller landsretten for en kommentar til afgørelsen, da den er endelig. Samtidig fremgår rettens forklaring i domsafsigelsen og er beskrevet i artiklen.


John Ørum har ønsket at fortælle sin historie, fordi han med egne ord "synes det skal belyses, hvor urimeligt, hvor dyrt og hvor tidskrævende det er at klage over en uretmæssig parkering."


TV 2 Lorry har valgt at bringe hans historie fordi, vi vurderer, den har en vis samfundsmæssig relevans i og med at andre kan havne i en lignende situation. I de situationer kan denne artikel være relevant.


_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik