Jette holder havekoncerter for anbragte børn - nu spænder politiet ben

Plejemor Jette Hill Ludvigsen holder private havekoncerter for anbragte børn og unge. Men nu er der opstået et problem.

Jette Hill Ludvigsen havde egentlig lukket ned for sine havekoncerter for i år. 

Havekoncerter, som hun siden 2020 har afholdt i sit hjem i Vanløse for anbragte børn og unge. 

Men så blev hun kontaktet af komiker Anders Matthesen, skuespiller David Owe og musiker Chief 1, som gerne ville give en optræden og møde børnene. 

Okay, tænkte hun. 

Det er et tilbud, som hun ikke kunne lade gå forbi. 

Hun stablede derfor endnu en velgørenhedskoncert på benene, der efter planen skal afholdes den 2. oktober. 

200 børn, hvoraf mange bor på børnehjem eller i plejefamilie, er blevet inviteret. 

Men så fik hun en besked fra Københavns Politi, der spænder ben for festen. 

De har afvist at give hende tilladelse til at afholde havekoncerten.  

De vurderer, at arrangementet hører under bekendtgørelsen om offentlige forlystelser. 

Men det er helt skævt, fortæller Jette Hill Ludvigsen. 

Hendes arrangement har intet med forlystelser at gøre, og det er ikke åbent for offentligheden. 

- Jeg har kæmpet så blodet springer, og da også fældet nogle tårer for børnene i den her sag, for jeg synes, det er så vildt at opleve, at når man rækker ud til samfundets svageste, ender man med at skulle kæmpe med politiet, siger hun. 

Arrangementet er privat, hun overholder det tilladte støjniveau, og hun tjener ikke en rød reje på det, fortæller hun. 

- Det er stille og rolige formiddagsarrangementer. Når alle andre bakker op, giver det ingen mening, siger Jette Hill Ludvigsen. 

Det sociale ansvar

TV 2 Lorry har tidligere besøgt Jette Hill Ludvigsen ved et af hendes velgørenhedskoncerter. Det er blevet til i alt 13 koncerter siden 2020, hvor blandt andet Jimilian, ICEKIID og Artieartigt har optrådt for de udsatte børn og unge. 

Københavns Kommune oplyser, at de gennem årene har modtaget fem klager over Jette Hill Ludvigsens arrangementer, hvoraf nogle af dem er sendt videre til politiet. 

Men det er ikke klagerne, der er grund til, at Københavns Politi nu vil lukke ned for festen, mener Jette Hill Ludvigsen. Det er fordi hun selv har henvendt sig for at være sikker på, at hun overholder reglerne, hvilket hun nu har politiets ord for, at hendes havekoncerter ikke gør.

Og det ærgrer Jette Hill Ludvigsen.

- Jeg gør det, fordi jeg kommer på børnehjem, jeg har to børn i pleje, og jeg har set, hvor stor forskel det gør for de her børn. Jeg ved, at når vi rækker ud efter børnene, kan vi få dem i en god retning, væk fra de dårlige løbebaner, fortæller hun:

- Nogle af de her børn er jo simpelthen så krøllet sammen, fordi de er blevet udsat for vold, overgreb og jeg ved ikke hvad, men de folder sig ud, når de møder det her fællesskab ved arrangementerne, det er så rørende at se. 

quote Det vigtigste for mig, når mit kistelåg klapper i, er, at jeg kan se mig selv i øjnene og vide, at jeg gjorde noget for andre

Jette Hill Ludvigsen

Jette Hill Ludvigsen er selv vokset op i en tryg kernefamilie, fortæller hun. Hendes forældre havde ofte en dreng med hjem, og det blev en gave for familien.

- Han var ikke i pleje, men han kom hos os engang imellem. Jeg tror, at det åbnede mine øjne for det sociale ansvar, vi har. Det vigtigste for mig, når mit kistelåg klapper i, er, at jeg kan se mig selv i øjnene og vide, at jeg gjorde noget for andre, siger hun. 

Vil kæmpe videre

Jette Hill Ludvigsen har nu klaget til Rigspolitiet over Københavns Politis afgørelse. 

Hun mener ikke, at politiet har ret i sin afgørelse. Hun mener faktisk slet ikke, at politiet har noget at skulle have sagt, da arrangementerne overholder regler for støj og foregår på privat grund uden offentlig adgang. 

Københavns Politi har ikke ønsket at stille op til interview, da der er tale om en personsag, men skriver i en mail til TV 2 Lorry, at de ikke har vurderet, at arrangementet lever op til kravene i den gældende lovgivning. 

"Der er derfor ikke givet tilladelse til afholdelsen," skriver politiet videre. 

Jette Hill Ludvigsen har dog tænkt sig at kæmpe for, at børnene fortsat kan komme på besøg i haven. 

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at børnene kan fortsætte med at få en god og rolig dag i min have. For det kan simpelthen ikke være rigtigt, siger hun.