Jasmin er en af mange utrygge skolebørn: Nu bliver 10 veje ved skoler lukket for trafik

Københavns Kommune vil lukke for gennemkørende trafik ved 10 folkeskoler i en time hver morgen. Der er sat navn på de fire første.

Skolevejene skal være mere sikre. Sådan lyder det fra Københavns Kommune, der nu vil lukke for gennemkørende trafik ved 10 folkeskoler i en time hver morgen.

Trafikken kan nemlig være så massiv om morgenen, at mange forældre frygter  for deres børns sikkerhed.

Det gælder blandt andet på Rådmandsgade Skole på Nørrebro.

- Der kører mange biler, så man skal koncentrere sig,  Lars Bornemann Hansen, der er far til Ellen i 1.D

Det er Susanne Nielsen, der har en datter på skolen enig i.

- Det er meget hektisk og masser af trafik. Det er svært selv for forældrene at komme over vejen, siger hun.

Og faktisk er det ikke kun forældrene, der er utrygge. Det gælder også børnene.

- Det er lidt utrygt fordi man skal være mere opmærksom med børnene. Hvis der havde været færre biler, ville der være mere sikkerhed, siger Ismail Hussein, der er far til Jasmin, der ikke kan lide den massive trafik på skolevejen:

Er du så bange for at blive kørt over? 

- Ja, lidt. For nogle gange kan jeg ikke se, når der er rødt. Bilerne står jo i række, siger hun.

Derfor håber forældrene og Jasmin, at vejen til  skole kan blive mere sikker.

- Det er en meget befærdet cykelvej, og den er ret smal, og der er ikke noget cykelsti på den  ved skolen, og det giver ikke så meget mening, synes jeg, siger Kristian Svennevig, som også er far til børn på skolen.

Sikkerheden på Rådmandsgades Skole er allerede ved at blive forbedret med mindre tiltag som bomme og udvidelse af fortovet, så vejbanen bliver smallere. Men forældrene ønsker flere tiltag.

Derfor kan det være, at der snart kommer hjælp fra det nye projekt fra Københavns Kommune, der skal øge trygheden på skolevejene. Det glæder skolens bestyrelse:

- Det er nødvendigt, fordi trafikken omkring skolen er så voldsom om morgenen. Der er cyklister og der er bilister, der kommer for at aflevere deres børn og som kan finde på at lave en U-vending midt på gaden, hvor børnene er på vej over, siger Christina Bramsen, der er bestyrelsesmedlem på Rådmandsgades Skole.

I Nørrebros Lokaludvalg er man også glade for, at Københavns Kommune kigger på at lave mere sikre skoleveje.

- Der er flere og flere, som kører deres børn i skole, og der er jo generelt bare kommet mere trafik. Det er jo et emne, som har været oppe at vende mange gange. Nu sker der noget, så vi er interesserede i at få prøvet det af og se, om det er noget, der kan løse problemet, siger Mogens Petersen, der er formand for Nørrebros Lokaludvalg til TV 2 Lorry.

De første fire skoler i projektet er allerede udpeget. 

Det drejer sig om Lundehusskolen på Østerbro, Korsager Skole i Brønshøj, Al Quds Skolen i Nordvest og Skolen ved Sundet på Amager.

Dermed er der i første omgang altså ikke plads til Rådmandsgade Skole, men det kan nå at komme endnu.

De resterende seks skoler vil nemlig blive navngivet i løbet af sommeren, og projektet implementeret til efteråret. 

Der er afsat 400.000 kroner, som primært skal bruges på skiltning.

Hverken bestyrelsen eller lokalrådet mener, at der er ingen grund til bekymring, hvis trafikken bliver spærret her foran skolen og dermed vil flytte et andet sted hen.

- Som jeg har forstået det, så er det jo kun en gade, der bliver spærret af op til skolen. Man har lagt op til, at man så kan sætte børnene af i en anden gade i stedet for, altså så børnene så skal gå lidt, siger Christina Bramsen.

I Københavns kommune er der i alt 72 folkeskoler.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik