Jacob kæmper for at komme med metroen - har i årevis forsøgt at råbe kommunen op

Væltede cykler spærrer jævnligt den eneste adgang til elevatoren på metrostationen Skjolds Plads. Det frustrerer kørestolsbrugeren Jacob Wittorff. Allerede i 2019 gjorde han Københavns Kommune opmærksom på problemet.

Når Jacob Wittorff skal bruge metroen ved Skjolds Plads, er det ofte en kilde til stor frustration.

Han sidder nemlig i kørestol og oplever nærmest hver gang, at cykler ligger hulter til bulter på den 'sti', han skal passere for at komme med elevatoren ned til undergrundstoget.

Og det skaber stor usikkerhed, når han bevæger sig mod metroen.

- Det er frustrerende, hvis man skal nå noget, at man ikke kan vide sig sikker på, om man kan komme med, siger Jacob Wittorff til TV 2 Lorry.

Et usikkerhedsmoment

Jacob Wittorff bor tæt på metrostationen, men bruger oftest sin bil, når han skal rundt.  

Metroen benytter han dog jævnligt, og her oplever han stort set hver gang, at cyklerne spærrer for den eneste vej hen til elevatoren - når man som Jacob sidder i en kørestol.

Og de mange cykler gør det nærmest umuligt at komme forbi. 

I galleriet herunder kan du se, hvordan det ser ud, når Jacob Wittorff forsøger at komme hen til elevatoren, så han kan komme med metroen. Artiklen fortsætter under galleriet.

Derfor må han også ty til andre midler for at sikre, at han kan komme med metroen.

- Som regel beder jeg folk om at hjælpe mig, og folk er heldigvis søde til at flytte cyklerne, så der er plads til mig, siger Jacob Wittorff og fortsætter:

- Men det er et usikkerhedsmoment, at man skal tænke på, om der nu også er nogen, der kan hjælpe en. Især sent om aftenen kan det være problematisk.

quote Hvis man havde spurgt en kørestolsbruger, havde de set risikoen med det samme.

Jacob Wittorff.

Opråb siden 2019

Problemet ved Skjolds Plads metrostation er, at der kun er ét fortov, der leder hen til elevatoren. Fortovet går på højre side langs med den trappe, der går ned til metroen. Fortovet på venstre side af trappen er belagt med riste, som en kørestol ikke kan køre på.

Allerede i slutningen af 2019, da metrostationen åbnede, sendte Jacob Wittorff en mail til Københavns Kommune, der har ansvaret for området. 

quote Det er irriterende, at der ikke sker noget, men jeg håber, at kommunen finder en løsning.

Jacob Wittorff

Her gjorde han opmærksom på, at de manglende adgangsveje kunne blive et potentielt problem.

- Hvis man havde spurgt en kørestolsbruger, havde de set risikoen med det samme. Det undrer mig, at man ikke har gjort de tanker, da man lavede stationen, siger Jacob Wittorff.

Står det til ham, bør der sættes skilte op med 'cykelparkering forbudt'. Han mener også, at man med fordel kan inddrage cykelstien til venstre for metronedgangen og omdanne den til fortov, så der er flere veje til elevatoren.

Tavshed fra kommunen

Foruden mailen i 2019 har Jacob Wittorff siden juni i år desuden jævnligt gjort kommunen opmærksom på problemet - blandt andet på det sociale medie Twitter. 

Artiklen fortsætter under tweetet.

I september svarede kommunen, at fagfolk var på sagen for at udbedre problemet. Men i slut oktober - altså over en måned senere - er der fortsat intet sket.

- Det undrer mig, at man ikke er hurtigere til at sætte et skilt op og sørge for at etablere rigeligt med cykelparkering andre steder, siger Jacob Wittorff og fortsætter:

- Det er irriterende, at der ikke sker noget, men jeg håber, at der er en god grund, og at kommunen finder en løsning.

TV 2 Lorry har gentagende gange forsøgt at få et interview med Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune. Men det er ikke lykkedes.

Vi ville gerne have spurgt, hvad forvaltningen vil gøre for at løse problemet, samt hvorvidt de mener, at de er gode nok til at imødekomme kørestolsbrugere - særligt i forbindelse med byudvikling.

I en skriftlig kommentar skriver de dog følgende:

Svar fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune


Det er dog ikke kun Jacob Wittorff, der oplever problemer, når han skal rundt med sin kørestol. Ifølge Dansk Handicap Forbund er det et generelt problem i København. Det fortæller Hans J. Møller, der er lokalformand i Dansk Handicap Forbund i København.

- Som kørestolsbruger skal man igennem en labyrint af cykler og andre forhindringer, når man skal med metroen i København, siger han til TV 2 Lorry.

Udfordringer med at komme rundt som kørestolsbruger er dog ikke kun et problem ved byens metrostationer. Det blev tydeligt i 2020, da vi tog med Hans J. Møller på tur rundt i Indre By. Og det var mildt sagt en kamp - for høje trin, brosten, smalle veje og cykler over det hele spærrede veje og indgange. 

Det kan du se i indslaget her:

Svært at få adgang til butikker og restauranter