Ingen kørsel om natten: Metroen tester nye tog

Der er splinternye tog på vej til den københavnske metro. De skal testes, og derfor indsættes der metrobusser om natten i en længere periode på M1 og M2.

Der er nye tog på vej til de to "gamle" metrolinjer i København - M1 og M2. 

Metroselskabet oplyser, at der er indkøbt i alt otte nye tog, som skal øge kapaciteten på linjerne, der strækker sig fra Vanløse og til henholdsvis Københavns Lufthavn og Vestamager.

Men de nye tog skal testes.

Derfor vil der i aften- og nattetimerne ikke være metrodrift på de to linjer fra mandag til og med natten mellem torsdag og fredag. Rejsende skal derfor tage metrobusser i stedet. 

Da togene endnu ikke er godkendt til at køre med passagerer, skal de igennem en lang række tests, inden de kan tages i brug ved årsskiftet. 

Det oplyser Metroselskabet i en pressemeddelelse.

20 år gamle tog

- Vi arbejder løbende med at optimere kapaciteten i metroen, så vi også fremover kan sikre vores kunder en god rejseoplevelse og en stabil drift. Cirka 200.000 passagerer benytter hver dag metrolinjerne M1 og M2, og togene har snart 20 år på bagen. Derfor gennemfører vi en række store investeringer i metroen – både for at vedligeholde den og for at skabe bedre plads, siger Rebekka Nymark, der er direktør i Metroselskabet.

Og når Metroselskabet oplyser, at togene skal testes, så er det mange tests, de hvide tunneltog skal gennemgå.

I alt omkring 500 forskellige tests.

Det gælder tests af døre, bremser, køreegenskaber og så videre. Flertallet af de mange tests er dog allerede foretaget på fabrikken i Italien, men togene skal altså også testes på den strækning, de ender med at køre på.

Mere plads

Metroselskabet oplyser, at de nye tog er indrettet anderledes, så der bliver bedre plads til passagererne. 

Sæderne bliver placeret på langs med vinduerne i togene, og der vil blive etableret flere klapsæder og færre faste sæder, end passagererne har været vant til. Det gør brugen af pladsen i togene mere fleksibel.

- Formålet med at øge kapaciteten i metroen er at kunne imødekomme den forventede stigning i antallet af passagerer frem til 2035, så kunderne også i fremtiden vil opleve en rejse af høj kvalitet, forklarer Rebekka Nymark.

- Når de nye tog til M1 og M2 sættes i drift ved årsskiftet, ventes de at øge antallet af tog i myldretiden med knap 20 procent, hvilket giver hyppigere afgange på begge linjer. For vores kunder betyder det, at der bliver helt ned til 90 sekunder imellem togene i myldretiden på de strækninger, hvor der rejser flest, tilføjer hun.

Ændringerne gælder i ugerne 18 til 25, og de vil fremgå af Rejseplanen.





Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik