Hassan hjælper hjemløse: Spis gratis på min restaurant

En indisk restaurant på Amager har besluttet at invitere hjemløse ind i varmen til et måltid mad to gange om ugen.

Restaurantejer Hassan Butt er træt af, at der konstant ryger for meget mad, der ikke fejler noget, direkte i skraldespanden.

Derfor inviterer han nu hjemløse ind til et solidt måltid indisk mad hver mandag og tirsdag i sin restaurant The Taj på Amager.

I sidste uge skrev Hassan Butt et opslag på Facebook, hvor han annoncerede det gratis tilbud til de trængende med sultne maver.

- Jeg har længe tænkt over, at der bliver smidt for meget mad ud på restauranterne, især buffetrestauranter, hvor det er svært at vurdere, hvor meget mad der skal bruges i løbet af aftenen, siger Hassan Butt til TV 2 Lorry.

quote Jeg vil rigtig gerne have spredt budskabet. Hjemløse og andre trængende er meget velkomne, og jeg håber at endnu flere restauranter vil gå samme vej

Hassan Butt, ejer af restaurant The Taj

Selvom opslaget på Facebook er delt mere end halvanden tusind gange og har modtaget enorm positiv respons, er der kun dukket to hjemløse op i restuaranten, som har fået et gratis måltid mad.

- Jeg vil rigtig gerne have spredt budskabet. Hjemløse og andre trængende er meget velkomne, og jeg håber, at endnu flere restauranter vil gå samme vej, så vi undgår al det madspild og kan mætte nogle maver, siger Hassan Butt.

Grunden til, at den gratis madservering ligger om mandagen og tirsdagen, er, at der er flest kunder op til og i løbet af weekenden, så der er både mere plads og mad de udvalgte dage.

Vækker glæde hos hjemløse-oganisation

Hos SAND, de hjemløses landsorganisation, har man ikke før hørt om sådan et tiltag, men byder det velkomment.

-Det er jo interessant når borgere vælger at tage skeen i egen hånd, udenom politikerne, og jeg synes, da det er et formidabelt tiltag, fortæller Ask Svejstrup, sekretariatsleder hos SAND.

- Det er jo ikke alene måltidet, som betyder noget for den hjemløse, men i høj grad også oplevelsen af at sidde på en restaurant, ligesom Hr. og Fru Danmark. Den ligeværdighed, det skaber, er vigtig for hjemløse at opleve, siger han.

Der følger ikke drikkevarer fra menukortet med til det gratis måltid, men der er naturligvis postevand til at slukke tørsten. Hassan Butt lover dog, at maden ikke er alt for krydret. 

- Vores mad er altså meget mildt, og især det som er i vores buffet. Så alle kan være med, selv børn på et år, siger Hassan Butt.

Buffeten er åben for hjemløse og andre trængende mandage og tirsdage, mellem kl. 20:30 og 21.

Her kan du se, hvor Hassans restaurant ligger:

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik