Ikonisk rockalbum bliver til musikteater for første gang nogensinde

Johan Olsen får hovedrollen, når Østre Gasværk, som det første teater nogensinde, opsætter Pink Floyds The Wall til de skrå brædder.

Pink Floyds The Wall må siges at være et hovedværk i den internationale rockhistorie.

Dobbeltalbummet fra 1979 indeholder store hits som Another Brick in the Wall og Comfortably Numb, og albummet har solgt mere end 30 millioner plader og er endda blevet filmatiseret.

Nu skal The Wall stå sin prøve på de skrå brædder. 

Som det første teater i verden har Østre Gasværk Teater i København sikret sig rettighederne og omsætter dermed rockalbummet til musikteater i forestillingen, der går under titlen 'Another Brick in THE WALL, Part 5.'

Forestillingen får premiere 23. september 2023, og forberedelserne er så småt i gang:

- At få lov til at realisere det her værk, som er det måske mest ikoniske rockkonceptalbum nogensinde, er en kæmpe gave, siger teaterchef Søren Møller til TV 2 Lorry.

Forsanger har særlig historie

Hovedrollen skal spilles og synges af Johan Olsen, forsanger i rockbandet Magtens Korridorer.

Den 53-årige sanger har et helt særligt forhold til The Wall-pladen, der var det første album, han selv købte.

Han husker især et minde fra sin tid i folkeskolen i Lyngby:

- Skoleinspektøren havde sådan et kaldeanlæg, hvor han kunne tale ud til alle eleverne over højtaleren. Der var en båndoptager ved siden af, så der satte jeg selvfølgelig The Wall på og spillede det udover hele skolen, siger Johan Olsen med et skævt smil til TV 2 Lorry.

Og når man skal spille hovedrollen i et værk som man selv – og mange andre – elsker, så er det med en vis ærefrygt, fortæller Johan Olsen:

- Det er uden tvivl det album, som har betydet allermest for mig, og det er en kæmpe ære at skulle være med første gang, det bliver opført i en teaterversion.

Kostumedesigner Line Bech, der har ansvaret for at klæde skuespillerne på i forestillingen, går også til opgaven med stor seriøsitet:

- At lave the Wall er særligt på den måde at der er lidt ekstra pres på, i forhold til at ramme rigtigt fordi det er et værk der er omspundet af så meget respekt, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Superfan støtter

En af dem, der helt sikkert skal indløse billet til forestillingen er 55-årige Georg Hagstrøm. Han er lidt større Pink Floyd-fan end de fleste.

Georg Hagstrøm har været fan af Pink Floyd siden folkeskolen.
Georg Hagstrøm har været fan af Pink Floyd siden folkeskolen.

Og for ham står The Wall også som et helt særligt album:

- Jeg tror, jeg gik i syvende klasse, og al det der med 'no education' og sådan noget, det var jo lige mig for jeg gad jo ikke gå i skole, siger han.

The Wall blev startskuddet til en en årelang musikalsk besættelse, og i dag rejser han gerne Europa rundt efter koncertoplevelser med idolet Roger Waters.

Another Brick in THE WALL, Part 5 får premiere på Østre Gasværk Teater fredag den 22. september næste år. Efterfølgende bliver forestillingen også opsat med premiere den 5. januar 2024 på Musikhuset Aarhus.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik