Idrætsorganisationer og V med vision for Nordhavn: Naturområde skal være kæmpe idrætspark

Et stort og uberørt område af Nordhavn bør ikke udlægges som utæmmet natur, mener Venstre i København og en række idrætsorganisationer. I stedet bør det laves til en enorm idrætspark.

Når et stort og lige nu bart område af den yderste del af Nordhavn inden for de kommende år bliver færdigopfyldt med overskudsjord, så bør den kunstige halvø gennemgå en forvandling, der skal omdanne spidsen af Københavns nye bydel til en enorm idrætspark.

Det mener et netværk af idrætsforeninger samt Venstre i København.

Parterne er gået sammen om en fælles vision om et idrætsmekka med navnet Nordhavnsparken, som skal kunne hamle op med Fælledparken som et rekreativt område for borgere med hang til sport.

Med i netværket er blandt andet DGI Storkøbenhavn, DBU København samt en række lokale sportsklubber.

Nordhavnsparken vil med en størrelse lig Fælledparken blive et af de største rekreative områder i byen.
Nordhavnsparken vil med en størrelse lig Fælledparken blive et af de største rekreative områder i byen.
Foto: Google Maps

Naturpark eller sportspark? Begge dele, mener netværk

Grundens ejer, By & Havn, har ellers andre planer for området. Selskabet, der er ejet af Københavns Kommune og staten, har tidligere bebudet, at Nordhavnsparken skal udformes som en stor naturpark.

Men ifølge Peder Nedergaard, der er formand for DGI Storkøbenhavn, så udelukker en park med fokus på idræts på ingen måder naturen. Idræt og natur kan nemlig sagtens sameksistere, mener han.

- Vi forestiller os, at de mere uberørte naturområder med fordel kan placeres omkring de to store, eksisterende søer, der ligger ved Nordhavnstippen, mens vi vil arbejde for, at den nordlige del af parken får en række gode idrætsfaciliteter til glæde for befolkningen både i Nordhavn og i det øvrige København, siger DGI-formanden i en pressemeddelelse.

Timingen af den fælles udmelding er ikke helt tilfældig. For i løbet af i år sætter By & Havn og Københavns Kommune gang i en planlægningsproces med inddragelse af borgere og organisationer, som skal munde ud i en beslutning om, hvad der skal ske med den 100 hektar store grund.

Efter planen skal arbejdet med at anlægge det store område gå i gang i 2022, så København om tre til fire år har et nyt rekreativt område.

Idrætsorganisationerne og Venstre har sendt følgende forslag til By & Havn og Københavns Kommune.
Idrætsorganisationerne og Venstre har sendt følgende forslag til By & Havn og Københavns Kommune.
Foto: WERK

40.000 indbyggere får brug for idrætsfaciliteter

På sigt kommer Nordhavn til at rumme omkring 40.000 indbyggere, og netop derfor er det vigtigt, at ikke kun får fokus på natur, men også lavpraktiske faciliteter, så de mange kommende indbyggere har mulighed for at dyrke idræt.

Det mener Cecilia Lonning-Skovgaard, der er Venstres spids på Rådhuset og Beskæftigelses- og Integrationsborgmester.

- Vi ved, at de kommende familier i Nordhavn vil have et helt naturligt behov for at dyrke motion og idræt - spille bold med hinanden, løbe en tur sammen, hoppe i vandet og cykle en tur ud til spidsen for at blive blæst igennem. Vi bliver derfor nødsaget til at huske menneskers hverdagsbehov og inddrage dem i den kommende planlægning af Nordhavnsparken, udtaler hun.

Hun påpeger, at muligheden for at komme ud og opleve vild natur findes andre steder i og uden for København.

I oplægget fra idrætsorganisationerne og Venstre, som du i øvrigt kan dykke ned i her, lægges der op til, at Nordhavnsparken både skal indeholde cykelruter, skatepark, boldbaner, havnebad, discgolf-bane, mountainbikespor, oplyste løberuter og meget andet.

By & Havn indsamler fortsat forslag til, hvad der skal ske med området af Nordhavn. I 2022 ventes der at blive udskrevet en konkurrence for udformningen af den kommende park, så gæster kan begynde at benytte den fra 2024.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik