Idrætsforbund om borgmesters OL-drøm i København: Store ting kræver store visioner

Københavns kulturborgmester mener, at byen bør gå efter at blive OL-vært. DIF-formand er ikke afvisende.

For nogle lyder en idé fra Københavns kultur- og fritidsborgmester, Mia Nyegaard (RV), om hovedstaden som OL-vært måske som en utopisk tanke.

Men selv om meget formentlig skal ændre sig, før den danske hovedstad overhovedet kan komme med et bud på sommerlegene, er man ikke afvisende over for visionen i Danmarks Idrætsforbund (DIF).

Det siger formand Hans Natorp.

- Visioner er noget, man skal have for at få gode og store ting til at ske. Det er bestemt en drøm at få et stort olympisk event til København, men det er en lang vej, som bestemt også både skal og bliver realitetstjekket undervejs.

- Men visioner driver mange gode samtaler og tanker. Jeg glæder mig til at tale mere med borgmesteren om hendes tanker, siger han.

"Det billigste OL"

I et interview med Berlingske fortæller Mia Nyegaard mandag om sin drøm.

Hun mener, at København bør gå efter at afholde "det billigste, det mest bæredygtige og det mindste OL nogensinde". Gerne i 2036.

Hvor billigt det i så fald skal være, kan hun ikke sætte tal på, da hun understreger, at der er tale om en vision.

En undersøgelse fra Oxford University viste i 2020, at samtlige olympiske værtsbyer siden 1960 har overskredet deres budget.

Heller ikke Hans Natorp har noget bud på, hvad vil det kræve af økonomiske ressourcer.

- Nej, det har jeg ikke. Bæredygtighed er også et afgørende parameter i det her. Er det en investering i 14 dages OL, eller er det en investering, som i øvrigt kommer mange andre ting til gavn?

- Hvis det er en investering, der bredt set sætter et aftryk, som er varigt, er det jo et andet regnestykke, man kommer frem til. Det er lige præcis det, vi skal tale om, lyder det fra DIF-formanden.

Vil synliggøre København

Alene det, at København går ind i en debat om at blive vært for en af verdens største sportsbegivenheder, er positivt, mener han.

- Når man går ud og markerer sig med så stor en vision som at få OL til Danmark, er det noget, der skaber international opmærksomhed. Alene det er med til at synliggøre Danmark og København.

- Jeg har ikke set, at den slags budprocesser, uagtet om de når hele vejen i mål eller ej, er negative. De fører altid et eller andet med sig, og det er interessant, synes jeg.

Paris er vært for sommerlegene i 2024, Los Angeles står for OL i 2028, mens begivenheden i 2032 afvikles i australske Brisbane.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik