"Hvorfor er vores familie ikke lige så god som alle andre?"

Kaspar og Lambang Arianto kan ikke få lov at registrere sig som familie, fordi de er homoseksuelle. Socialdemokratiet og Radikale er blandt de partier, der vil se på reglerne.

- Vi kæmper stadig for at blive registreret som familie, for det må man ikke i Danmark, når man er to fædre. Og det gør mig ked af det.

Sådan siger Lambang Arianto, der sammen med sin mand, Kaspar Arianto, undrer sig over reglerne for homoseksuelle fædre i Danmark.

quote Vi vil hellere have en lille lejlighed fyldt med larmende børn end et stort, lækkert hus uden børn.

Kaspar Arianto

- Hvis vi ikke skulle gå ned med flaget, var vi nødt til at sige til os selv, at der ikke var nogen, der overlagt ville os det ondt, siger Kaspar Arianto og tilføjer:

- Vi har et system, der ikke passer til en familie som vores. Men i stedet for blot at acceptere, at vi så må være en "tålt" familie, vælger vi at råbe op og sige: "Hvorfor er vores familie ikke lige så god som alle andre"?

Solgte drømmeboligen for at få råd

Parret - som du måske kender fra programmet 'Sommerdrømme' på TV 2 - har fået to børn, der er født af en surrogatmor i USA. Hun har altså født parrets tvillinger efter at være blevet insemineret med et befrugtet æg. 

Det blev løsningen efter alternativerne - at stifte en regnbuefamilie, en familiesammenføring eller en adoption - blev afskrevet af forskellige årsager.

- Lindsay, vores rugemor, var fantastisk, og hun hjalp os virkelig igennem processen, fortæller Lambang Arianto.

- Vi blev matchet med hende, og vi tog derover for at møde dem og finde ud af, om de var de rigtige at fortsætte samarbejdet med, tilføjer Kaspar Arianto.

Det kostede parret deres nykøbte drømmebolig. Processen var så dyr, at de besluttede sig for at sælge den igen. 

- Vi vil hellere have en lille lejlighed fyldt med larmende børn end et stort, lækkert hus uden børn, siger Kaspar Arianto.

Da Lindsay havde født, kunne de rejse tilbage til Danmark med to sunde børn - men her stødte de på nye problemer.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Kaspar og Lambang sammen med deres højgravide surrogatmor, Lindsay, i 2018.
Kaspar og Lambang sammen med deres højgravide surrogatmor, Lindsay, i 2018.
Foto: Privatfoto


"Lovgivning baseret på gamle myter"

Ved hjemkomsten til Danmark viste det sig umuligt at registrere parret som forældre til begge børn. 

Og så kunne børnene ikke registreres som søskende.

Termen 'medfar' er nemlig ikke anerkendt i Danmark, selvom det for kvinder er muligt at blive registreret som 'medmor'.

Den danske lovgivning betyder blandt andet, at de i dag er registreret som to familier, som hver består af én enlig far og ét barn. 

- Vi synes selvfølgelig, det er problematisk, at vi ikke kan have en mere saglig debat om rugemorskab og vores familietype i Danmark anno 2021. Når politikerne udtaler sig om det, er det som om, de hænger sig i de samme gamle myter, der har eksisteret i årtier, siger Kaspar Arianto.

Det var også besværligt at få sundhedsplejerske, vaccinationer og lægehjælp, fordi de to børn manglede et dansk CPR-nummer, nu hvor de var født i udlandet. 

quote Det er vigtigt, at man kan blive en familie og være sammen, men hvordan det konkret skal udfolde sig, ved jeg ikke endnu.

Lars Aslan, ligestillingsordfører, Socialdemokratiet

Det stiller familien usikkert, hvis uheldet skulle være ude, siger Mikkel Langvad Raahede, der er formand for DARE. Organisationen arbejder for fuld ligestilling for alle familiekonstellationer.

- Det betyder, at hvis den ene forælder skulle omkomme, så er der ingen garanti for, at den anden far må overtage forældreskabet, siger han.

Og ifølge ham er Kaspar og Lambang langt fra alene med deres frustrationer.

- I Danmark går vi desværre meget op i det kønnede forældreskab, og at 'mor' rangerer juridisk og emotionelt højere end andre forældre. Og så har vi en skepsis over for surrogacy (rugemødre, red.). Tingene kan jo gå galt, mennesker kan misbruges, men erfaring og forskning viser, at man kan regulere sig ud af det, siger han.

Mikkel Langvad Raahede fortæller, at DARE årligt rådgiver cirka 100 par om forældreskab i alle afskygninger.

- Dem, der kontakter os, er typisk bekymrede for, om de overhovedet kan få deres børn med hjem, om de bliver taget fra dem, og om de kan registreres som familie, siger Mikkel Langvad Raahede.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Foto fra tvillingernes fødsel på hospitalet i USA i 2018.
Foto fra tvillingernes fødsel på hospitalet i USA i 2018.
Foto: Privatfoto

Vil tage emnet op til forhandlinger

Fædrenes bønner er da også registreret på Christiansborg. 

Samira Nawa, der er ligestillingsordfører for Radikale Venstre, håber at kunne indføre termen 'medfar', næste gang Folketinget skal forhandle øremærket barsel til fædre.

- Står det til Radikale, skal homoseksuelle fædre have de samme rettigheder, som fædre har. Det medfører store problemer for familierne og for børnene, og forhåbentlig kan vi ændre på det, hvis 'medfar' indføres som juridisk term, siger hun til TV 2 Lorry.

Ifølge hende vil Radikale Venstre også se på mulighederne for surrogacy i Danmark, så par som Kaspar og Lambang ikke nødvendigvis skal søge mod USA. 

I dag er surrogacy lovligt i Danmark, hvis en kvinde er rugemor uden at få penge for det. Det er ikke et krav i USA, der har et langt mere etableret system for surrogacy.

- Det skal også være muligt at udvide, så det ikke kun er søster eller en veninde, der kan bære barnet, men hvordan den endelige løsning helt konkret ser ud, kan jeg ikke sige lige nu, siger hun.

Socialdemokratiets ligestillingsordfører, Lars Aslan, er også indstillet på at ændre på homoseksuelle fædres rettigheder.

- Det vil vi meget gerne kigge på, og det er vi også i gang med sammen med vores støttepartier. Det er vigtigt, at man kan blive en familie og være sammen, men hvordan det konkret skal udfolde sig, ved jeg ikke endnu.

Ifølge Lars Aslan vil Socialdemokratiet tage debatten op i Folketinget i løbet af sommeren.

I videoen i toppen af artiklen fortæller ægteparret Kaspar og Lambang Arianto om deres kamp for at blive forældre og deres undren over den danske lovgivning.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik