Hver tredje skole og daginstitution genåbner på onsdag i København

Skoler og daginstitutioner genåbner i takt med at de sundhedsmæssigt bliver forsvarligt klar til det

26 skoler og 124 daginstitutioner åbner på onsdag i København, efter at de på grund af coronavirussen har været nedlukkede i omkring en måned.

Selvom det i mange kommuner ville lyde af mange institutioner, så er det i landets mest folkerige kommune kun omkring en tredjedel af de skoler og institutioner, der findes.

- Det er den måde, vi kan gøre det på, for vi skal selvfølgelig efterleve de sundhedsmæssige krav, der stilles til os omkring mere plads og bedre hygiejne, siger overborgmester Frank Jensen (S).

- Derefter så vil vi løbende se åbninger henover de kommende dage, og mandag den 20. april regner vi med, at alle skoler og institutioner vil være åbne igen, siger den socialdemokratiske overborgmester.

Alle forældre til børn i Københavns Kommunes institutioner vil senest i dag få et brev fra kommunen, om hvornår lige præcis deres institutioner åbner igen.

- Det vigtige for os er at levere rammer, så alle kan føle sig helt trygge ved at aflevere deres børn, siger Frank Jensen.

Har målt klasselokaler op med målestok

Planerne for de københavnske institutioner blev præsenteret sent søndag eftermiddag. Ved præsentationen forklarede børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), at forvaltningen har været rundt på alle skoler og daginstitutioner for at se, om der er plads nok.

- Vi har bogstaveligt talt været ude med målestokke for at måle op, hvor mange kvadratmeter, der er i de forskellige lokaler, og altså se hvor mange børn og voksne der så tilsvarende må være der, siger Jesper Christensen fra Socialdemokratiet.

Konklusionen er, at pladsen er trang, og at der derfor skal tænkes kreativt. Derfor beder kommunen nu alle forældre om at melde tilbage til institutionerne, om nogle fortsat vil holde deres børn hjemme.

- Med de nye areal- og afstandskrav så har vi svært ved at være der, hvis alle møder op, siger Jesper Christensen.

I skolerne skal bordene nemlig placeres, så der er to meter mellem hver elev, og i vuggestuer og børnehaver anbefales det, at der skal være et frit gulvareal på henholdsvis seks og fire kvadratmeter per barn, hvilket er dobbelt så meget som normalt.

- Så vi håber også, at der i starten er nogle børn, der stadig vil være hjemme, siger Jesper Christensen.

Skoledag på fritidshjem eller bymuseum

Genåbningen af skolerne er i første omgang for eleverne i 0.-5. klasse. Men det er ikke dem alle, der skal møde på deres skole. Pladsopmålingen viser nemlig, at det ikke er klasselokaler nok. Derfor vil nogle elever skulle møde ind på deres fritidshjem i stedet for.

- Så kommer de til at bruge hele dagen på et fritidshjem. Der vil undervisningen være for nogen klasser, og der vil de så også skulle være når skoledagen slutter, siger Jesper Christensen.

- Grundtanken er, at de skal være på samme sted hele dagen, så de ikke skal ud og skifte lokation i løbet af dagen, siger Jesper Christensen.

Udover at bruge fritidshjem og fritidsklubber, så kom det ved præsentationen af planerne også frem, at endnu mere alternative lokationer kommer i spil. Blandt andet blev der talt om at bruge lokalerne ved det gamle bymuseum på Vesterbro.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik