Hver anden frisørsalon på københavnsk handelsgade blæser på coronaregler

Frisørernes fagforbund tager afstand fra frisører, der ikke overholder reglerne.

Siden den 6. april har det igen været muligt at gå til frisør og få rettet nedlukningsfrisuren mod fremvisning af gyldigt coronapas, men det er ikke altid det bliver overholdt. 

TV 2 Lorry har spurgt en lang række frisørkunder på gaden, hvor flere af dem kunne berette, at de  havde sat sig i frisørstolen uden at vise coronapasset frem.

- Jeg kom ind og sagde, at jeg ikke havde et coronapas, hvorefter frisøren sagde, at det ikke gjorde noget, fortæller Tom Panduro til TV 2 Lorry, der møder ham på Amagerbrogade.

TV 2 Lorry har ringet til en håndfuld af frisørerne på Amagerbrogade for at spørge dem, om det var muligt at booke en tid, selvom man ikke havde et gyldig coronapas. Hertil svarede flere af dem, at det kunne vi sagtens.

Halvdelen af frisørerne bærer ikke mundbind

Da TV 2 Lorrys udsendte reporter tog en tur ned ad Amagerbrogade, kunne hun konstatere, at i syv ud af 15 tilfælde havde frisøren ikke et mundbind på, mens de havde kunder i salonen. Det skal dog tilføjes, at der kan være helbredsmæssige årsager til ikke at bære mundbind.

Ud af de 15 frisørsaloner, som TV 2 Lorrys reporter besøgte, var der kun to ud af 15 kunder i frisørstolen, der bar mundbind. 

Ifølge myndighedernes retningslinjer må kunder godt fjerne mundbindet, hvis frisøren vurderer, at det står i vejen for behandlingen.

Sådan lyder retningslinjerne

Kunden må gerne fjerne mundbindet helt eller delvist under behandlinger eller modtagelse af serviceydelser, hvor ansigtet ikke er dækket, fx i forbindelse med klipning eller farvning af hår, hvis det vurderes nødvendigt i forhold til den enkelte frisørbehandling.


Kilde: Virksomhedsguiden.dk

Connie Mikkelsen er formand for fagorganisationen DOFK, der repræsenterer selvstændige frisører og kosmetikere. Hun tager afstand til de frisører, som ikke overholder reglerne om coronapas og mundbind.

- Når der er retningslinjer på området, skal man selvfølgelig følge dem, selvom det kan være træls. Jeg synes ikke, det er fair, når dem, der overholder reglerne, må leve med udfordringerne af, at andre bare fuldstændig blæser på reglerne, fortæller Connie Mikkelsen, da TV 2 Lorry præsenterer hende for vores stikprøve blandt frisører på Amagerbrogade.

Flere af DOFKs medlemmer melder om, at de mister indtjening, når de afviser kunder uden gyldigt coronapas. Ifølge Connie Mikkelsen er det et stort dilemma. 

- Jeg kan godt forstå dilemmaet, om man skal være solidarisk og overholde reglerne eller bukke under økonomisk. Der vil være nogen, som vælger at trække pengene i kassen, men jeg kan ikke bakke op om det, siger Connie Mikkelsen.

TV 2 Lorry har undersøgt, om frisørerne overholder myndighedernes corona-retningslinjer. Se mere i dette indslag. 

TV 2 Lorry har undersøgt, om frisørerne overholder myndighedernes corona-retningslinjer. Se mere i dette indslag.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik