Hotel har fyret hver tredje ansatte – ny kampagne skal lokke flere lokale gæster til

Wonderful Copenhagen har igangsat en ny kampagne, der skal få københavnerne til at holde ferie i egen by, så længe turisterne ikke er i den danske hovedstad.

Til trods for at efterårsferien i dag for alvor gik i gang, så er der langt mellem bookningerne på hotellerne i København.

Det gælder blandt andet Absalon Hotel på Vesterbro.

- Vi er stadigvæk helt dernede, hvor jeg næsten ikke vil bruge ordet kedeligt. Men der er ikke mange at hjælpe her på hotellet, siger Jonathan Clausen, der er gæsteansvarlig på hotellet.

Absalon Hotel er vant til en feriebelægning på omkring 90 procent - men i dag er der mærkbart tomt, da der kun bor gæster på en fjerdedel af de i alt 160 værelser.

Jonathan Clausen, der er gæsteansvarlig på Absalon Hotel på Vesterbro, savner flere gæster.
Jonathan Clausen, der er gæsteansvarlig på Absalon Hotel på Vesterbro, savner flere gæster.
Foto: TV 2 Kosmopol

- Det rører os alle sammen, at der ikke er nogle gæster til at holde os kørende. Hvis vi skal være kørende i mange flere år, som vi håber på, så skal vi selvfølgelig også reddes ud af den her coronatid.

- Det er vi også blevet en lille del hen ad vejen, men det er så stoppet nu med alle de her hjælpepakker. Og det kan altså godt mærkes. Det er vi ikke bange for at sige, siger Jonathan Clausen.

Op mod en tredjedel af de i alt 50 ansatte på hotellet er blevet fyret som konsekvens af coronavirus.

Ny kampagne søsat 

For at København som fremtidig turistby kan klare sig gennem krisen, er der brug for lokal opbakning med det samme, lyder det fra turistorganisationen Wonderful Copenhagen.

Derfor har Wonderful Copenhagen igangsat en ny kampagne, der skal få københavnerne til at holde ferie i egen by, så længe turisterne ikke er i den danske hovedstad.

- Vi tror, at rigtigt mange københavnere har været mindre ude at rejse i år, end de normalt ville være, og formentlig kommer de heller ikke ud at rejse i det omfang, de plejer, her resten af året. Så vi appellerer i virkeligheden til dem og prøver at inspirere dem til at komme ud og få nogle af de oplevelser. Gå på museer, gå ud på byens attraktioner, gå ud at spise på nogle af de dejlige steder, vi har i byen, siger Tine Kastrup-Misir, der er kommunikations- og marketingchef i Wonderful Copenhagen.

Tine Kastrup-Misir er kommunikations- og marketingchef i Wonderful Copenhagen.
Tine Kastrup-Misir er kommunikations- og marketingchef i Wonderful Copenhagen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Med hashtagget #Brugdinby skal kampagnen få københavnerne til at være turister i egen by - da hovedstaden har haft en nedgang i internationale overnatninger på hele 86 procent fra marts til august.

Derudover kommer et samlet tab i omsætning fra turisme på mere end 15 milliarder kroner, så der er brug for lokal opbakning, hvis byen også i fremtiden skal kunne tilbyde alt det, den kan i dag.

- Bredden i det oplevelsestilbud, som vi kender København for, vil være mindre på den anden siden af krisen, hvis ikke vi også får københavnere til at hjælpe til, siger Tine Kastrup-Misir.

Branchen støtter op

I brancheorganisationen Horesta er der stor opbakning til den nye kampagne, der potentielt kan redde mange jobs og sikre København sin position som populært rejsemål.

- Gå ud, og brug hotellerne og restauranterne nu. For ellers er det altså ikke sikkert, at de er der om et år. Uanset om det er som en ekstra forkælelse i hverdagen eller en weekendtur, så få brugt feriepengene og støt lokale aktører i turismebrancen. Det er nødvendigt, siger Kristian Nørgaard, der er politisk chefkonsulent i Horesta.

Kristian Nørgaard er politisk chefkonsulent i Horesta.
Kristian Nørgaard er politisk chefkonsulent i Horesta.
Foto: TV 2 Kosmopol

Tilbage på Hotel Absalon på Vesterbro har man også allerede sænket priserne og forsøgt at lave pakkeløsninger, så det forhåbentligt bliver endnu mere attraktivt for de danske gæster at være lokale turister.

- En stor del af de danske gæster vil gerne have noget for pengene, hvor man får mere end blot et hotelværelse. Derfor har vi kigget lidt på de her pakkeløsninger, hvor man kan få Halloween i Tivoli, sightseeing ude på vandet i efterårsferien eller et besøg på en restaurant, vi samarbejder med, med i prisen, siger gæsteansvarlig Jonathan Clausen.

Wonderful Copenhagen opfordrer københavnerne til at bruge efterårsferien på mini-ophold i hovedstaden for at hjælpe turismevirksomhederne, der styrtbløder.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik