København er kendt som tårnenes by - med spir, der stikker op over skylinen. En af årsagerne er, at hovedstaden ikke har haft ret mange højhuse. I stedet har vi bygget lave, solide huse. Derved har København formået at skille sig ud fra mange andre store byer.
Det er der ved at blive ændret på i takt med, at der bygges højhuse på stribe nærmest overalt i København. Men hvad gør det ved byen? Er fordelene ved boligbyggeri i højden egentlig større end ulemperne? Og findes der alternativer til højhuse, når byen fattes boliger?
- Hvis man gerne vil bo tæt, viser man allerede på Frederiksberg eller i brokvartererne, hvordan man kan bo tæt, siger ph.d. i byplanlægning, og programleder i Dansk Anne Katrine Haarders, da hun er blevet sat i stævne af den dansk-canadiske byplanlægger Mikael Colville-Andersen ved Bohrs Tårn i Carlsberg Byen til en samtale om Københavns udvikling på højhusfronten.
En brun kæmpeklods
På Frederiksberg, der er landets tættest befolkede kommune, bor der 12.064 personer per kvadratkilometer. I svømmehalskvarteret er tallet ca. 7.000. Alligevel er der næppe mange, der opfatter Frederiksberg som en højhuskommune. I Carlsberg Byen, der blev udlagt til ny bydel, efter Carlsberg i 2008 stoppede ølproduktionen og flyttede til Fredericia, forventes der ifølge Mikael Colville-Andersen at bo ca. 8.000 personer, når bydelen er færdigbygget i 2024.
Målet med Carlsberg Byen var ifølge tegnestuen Entasis, der stod for masterplanen for bydelen, at den skulle ”strutte” med otte tårne. Når man ser på dem, der foreløbigt er bygget, ligger de temmelig langt fra dem, der vises i hæftet fra 1967 med titlen ”Byen med de skønne tårne” udgivet af Carlsberg.
Det første, der blev bygget trods kraftige protester fra naboerne, er Bohrs Tårn, der stod færdigt i 2017 og med sine 30 etager nu rager 100 meter op.
Skønhedspriser har det ikke ligefrem høstet. Kort efter det var færdigt, kaldte daværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) højhuset for ”en brun kæmpeklods i Københavns bybillede” og tilføjede, at ”æstetikken er ikke-eksisterende, og det er kort sagt dødssygt.”
- De fleste synes, den er virkelig grim, konstaterer Anne Katrine Harders, der til gengæld ved, at beboerne i højhuset har fået et anderledes smukt udsyn.
- Jeg har været oppe i toppen. Man bliver jo forelsket i udsigten. Den er fuldstændig fænomenal. Det er noget af det, et højhus kan. Man kan se ud over byen, som hun siger.
Masser af vind og skygge
Men en ting er æstetikken. En anden er de udfordringer, der uundgåeligt følger med højhusbyggeri.
Vind og turbulens på gadeplan er et af de store, kendte problemer. Når vinden rammer en bygning, accelererer vinden nedad og hvirvler rundt på gadeplan. Som Mikael Colville-Andersen konstaterer, behøver man ikke at være cyklet eller gået forbi f.eks. Codan-bygningen på Gammel Kongevej mange gange, før man ved, hvordan vind i bunden af et højhus føles, og i Danmark er det meget sjældent vindstille.
- Og der er endnu ingen vindsimulering, som viser, hvordan man redder mikroklimaet, når vind rammer bunden af bygningen, siger Anne Katrine Harders.
Et andet problem er lyset, for mens det er fantastisk for dem, der bor højt oppe i selve højhuset, er det noget andet, for dem, der bor ved siden af – ikke mindst fordi vi i Danmark bor ret højt oppe på den nordlige halvkugle.
- Uanset hvor godt man tegner et højhus, skygger det for solen. Hvis det er smalt højhus, er det i kort tid, og hvis det er et monstrøst højhus, er det i længere tid. Det er en konsekvens af at bygge i højden, som Anne Katrine Harders konstaterer.
Ikke specielt effektive kvadratmeter
Højhuse er ikke et nyt fænomen i København og omegn. Vi har haft dem siden 1950’erne og 1960’erne – i Gladsaxe, i Herlev, i Brøndby og visse steder på Frederiksberg, for blot at nævne nogle af stederne. Men de blev ikke det sociale boligbyggeri, man havde drømt om, og i Brøndby er man for tiden i gang med at rive nogle af dem ned igen.
Ikke desto mindre er det i disse år igen trenden at bygge højhuse, blandt andet i selve København. Forklaringen er befolkningstilvækst og få grunde at bygge på.
- Der er kun én ting, der er dyrere end at bygge i højden, og det er grundpriserne, så der er bare en kæmpe motivation for at bygge i højden. Man kan få flere kvadratmeter på mindre af den dyre grund. Det er jo en kommerciel model, hvor man skal tjene penge på det, siger Anne Katrine Harders.
Er det så altid mest effektivt at bygge i højden, spørger hun og svarer selv.
- Der skal jo være servicefunktioner. Mennesker skal op og ned med elevator, der skal være brandtrapper, folks ting og sager - og lort i bogstavelig forstand skal jo op og ned. Det optager meget plads på hver eneste etage, så i virkeligheden er det ikke specielt effektive kvadratmeter.
I stedet lyder hendes vurdering, at vi nu bor større, end vi tidligere har gjort. I Bohrs Tårn varierer lejlighedsstørrelserne f.eks. fra 133-185 kvm. fordelt på 2-5 værelser uden altan.
- Det var planen, at de skulle have haft indbyggede altaner. Men fordi man gik i gang med at bygge, før det var færdigprojekteret, var der noget med kulde- og varmepåvirkning, der betød, at det ikke kunne lade sig gøre, og så var man nødt til at bygge lejlighederne lidt større, fortæller byplanlæggeren.
Den manglende altan har for nogle været grund til at fravælge at bo i Bohrs Tårn, der generelt har været svært at sælge, selvom skydevinduer til dels kan løse problemet med udekvadratmeter, men på grund af blæst er det begrænset, hvor meget de bruges.
Placering er afgørende
For Anne Katrine Harders er der imidlertid endnu et aspekt ved højhuse, som, hun mener, bør fylde i debatten, nemlig hvad de gør ved de mennesker, der skal køre forbi det, gå forbi det og kigge på det, og hvordan det ændrer udsynet - i Bohrs Tårn-tilfældet for dem på Istedgade, der skal kigge på det.
Placeringen af højhuse er med andre ord et vigtigt element at have med, når man planlægger dem, og Anne Katrine Harders kan godt finde velfungerende højhuse i København.
- Jeg synes, at vi har nogle gode eksempler: The Silo i Nordhavn. Axel Towers (over for Tivoli, red.) kan også noget helt særligt. Med den rette arkitektur kan de jo være superfede – hvis de er placeret det rette sted, fastslår hun.
Hvor længe trenden med højhusbyggeri vil fortsætte, er svært at spå om. Byplanlæggerens vurdering er, at der er tale om cyklusser. Hun bruger London som eksempel.
- For ti år siden begyndte man for alvor i London, og nu er de ved at være ret trætte af det. Vi er måske lige de ti år efter London, så det bliver spændende at se, hvad vi siger til alle de her højhuse om ti år, siger hun.
Det bliver også spændende at se, om København til den tid stadig kan kalde sig byen med de skønne tårne, eller om vi ikke længere kan se dem for bare højhuse.
_
_
