Høje flammer omsluttede kirke: Årsagen er formentlig fejl i en elinstallation

Hyltebjerg Kirke gik mandag til grunde i en omfattende brand, og på grund af fare for, at de efterladte murbrokker skulle styrte ned, har det været svært at undersøge området og dermed finde årsagen til branden.

Alligevel peger de indledende undersøgelser på, at det formodentlig er en fejl på en elinstallation, der har forårsaget den voldsomme brand i kirken på Ålekistevej i Vanløse.

Det oplyser Københavns Politi torsdag til TV 2 Lorry.

Politiet lægger vægt på, at man ikke kan være fuldstændig sikker, før om en uges tid, når der ikke længere er nedstyrtningsfare.

Finn Vejlgaard, der er provst i Valby-Vanløse provsti, som Hyltebjerg Kirke ligger i, forstår politiets formodning om brandårsagen:

- Vi har alle vores tanker om årsagen, og det, der virker mest sandsynligt, er, at det er tekniske installationer, der har forårsaget branden. Vi ved ingenting endnu, men det er svært at forestille sig andet, siger han torsdag til TV 2 Lorry.

Vil genopbygge kirken

Det har været nogle voldsomme dage for dem, der har deres daglige gang i Hyltebjerg Kirke.

- Vi har det mærkeligt. De første dage er selvfølgelig meget præget af chok, alt er kaos, og efterhånden melder der sig en vis modløshed, for der er jo en kæmpe opgave at løfte nu, siger Finn Vejlgaard.

Og der er netop ingen tvivl om, hvad der skal ske med Hyltebjerg Kirke, når de tekniske undersøgelser er færdige - og når chokket hos menigheden og kirkens ansatte har lagt sig.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Hyltebjerg Kirke i Vanløse brændte mandag den 21. marts 2022.
Hyltebjerg Kirke i Vanløse brændte mandag den 21. marts 2022.
Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Tirsdag aften - knap 24 timer efter, at kirken havde været omsluttet af flammerne - holdt menighedsrådet møde. Her besluttede de, at Hyltebjerg Kirke skal bygges op igen.

- Det var jo under et døgn efter, at det var sket, at vi holdt mødet, så alt var kaotisk, og der var ingen, der rigtig vidste, hvad der skulle ske. Men nu er beslutningen truffet. Den skal genopbygges, og det var der ingen tvivl om, siger Finn Vejlgaard.

Indtil arbejdet med genopbygningen af Hyltebjerg Kirke kan begynde, og indtil den står igen, må menighed og ansatte finde andre steder at foretage kirkelige handlinger.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Omfattende skader efter branden mandag aften i Hyltebjerg Kirke, i Vanløse tirsdag den 22. marts 2022.
Omfattende skader efter branden mandag aften i Hyltebjerg Kirke, i Vanløse tirsdag den 22. marts 2022.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix og Nordsjællands Politi

Hyltebjerg Kirke har derfor allerede nu allieret sig med nabokirkerne, Vanløse Kirke, Adventskirken og Grøndalskirken til dåb, begravelser og vielser.

Også gudstjenester skal holdes et andet sted, og den første gudstjeneste efter branden kommer til at finde sted i Vanløse Kirke, mens de gudstjenester, der kommer efter, vil foregå i Højskoleforeningens lokaler ikke langt fra Hyltebjerg Kirke.

Andre kirkelige aktiviteter vil foregå i et lokalt aktivitetscenter.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik