Hjemløse ud af jobcentret: "Når man ikke har et sted at sove, er det meget svært at stå til rådighed"

Få nu styr på hjemløses sociale og misbrugsmæssige problemer, før de skal stå til rådighed for Jobcentret. Gør man det, kan det være at beskæftigelsesindsatsen rent faktisk kan lykkes, skriver Sofie Bay Petersen fra SAND - De hjemløses landsorganisation i denne kronik.

Dette er en kronik. Den udtrykker skribentens eller skribenternes holdning.

- Når man ikke har et sted at sove eller finde ro, er det meget svært at stå til rådighed. Man bliver mødt af et ’du skal’, og man bliver aldrig lyttet til. Og hvis man ikke møder op eller retter ind, lukker de kassen i.

Jobcenteret! 

Alene ordet er med til at få det til at løbe koldt ned ad ryggen på de fleste hjemløse. 

Ikke fordi der er tale om særligt arbejdssky elementer, der ikke vil arbejde, men fordi de gode oplevelser med Jobcentret kan ligge på et meget lille sted. 

Tvang, ingen tillid, stress, meningsløst er nogle af de ord, der hyppigst bliver brugt om Jobcenteret blandt hjemløse. 

Derfor giver det meget mere mening, at hjælpen til hjemløse rykkes over i socialforvaltningen, hvor man rent faktisk kan få hjælp til de problemer, man har.

quote Når man er på evig jagt efter tag og varme kan man ikke leve op til deres krav. Der skal styr på alt det andet der roder, før man kan overskue at stå til rådighed.

Hjemløs

- Når man er på evig jagt efter tag og varme, kan man ikke leve op til deres krav. Der skal styr på alt det andet, der roder, før man kan overskue at stå til rådighed.

Bag enhver hjemløs ligger en historie om en social deroute. 

Personer der aldrig rigtig har fået fodfæste i tilværelsen. 

Det er historier om at miste alt hvad man ejer i personlige konkurser, frygtelige, voldsomme tragedier med mistede børn, skilsmisser, psykisk sygdom, vold og årelangt seksuelt misbrug.

Og det er forhistorier, der gør, at man har mere end almindeligt svært ved at få fodfæste. 

Hvor misbrug tager over. Man mister grebet. Orker ikke sin lejlighed. Eller livet. Eller krav. 
Og kan ikke overskue andet end gaden og fra hånden til munden.

- Det er mega-stressende, at man ikke ved om man får sine penge udbetalt – eller hvor meget man får. Nogle gange ved jeg slet ikke, hvad det er, jeg ikke har levet op til. Det får man det altså ikke bedre af.

I Danmark har vi skruet et hjælpesystem sammen, der tager udgangspunkt i beskæftigelse. Hvad enten du er hjemløs eller lige blevet fyret fra Arla, så går turen via Jobcentret, og så skal du stå rådighed. 

quote Det er mega-stressende, at man ikke ved om man får sine penge udbetalt – eller hvor meget man får.

Hjemløs

Og gør du ikke det, bliver du trukket i din kontanthjælp. 

Du kan faktisk blive trukket så meget, at der slet ikke går nogen penge ind på din konto, når måneden er omme. 

Det er ikke noget problem, hvis du har styr på e-boks, indkaldelser, mødetider og er rimelig stabil. Men handler hele dit liv om at overleve og om misbrug og dæmoner, så knækker filmen. 

Og det, der skulle være en hjælp, bliver en kæmpe stressfaktor.

FAKTA:

SAND – De hjemløses landsorganisation - har tilbage i november 2021 stillet borgerforslaget ’Hjemløse ud af Jobcentret’.

Forslaget opnåede ikke de 50.000 stemmer, men er af partiet Nye Borgerlige blevet stillet som et beslutningsforslag der 1. behandles midt i maj. Flere partier har på forhånd tilkendegivet, at de er enige i forslaget og mener, at der skal kigges på, hvordan vi skruer indsatsen sammen overfor nogle af de mest socialt udsatte.

For hjemløse giver sanktionerne ikke mening. 

For de får ikke indkaldelserne, for de ser ikke deres e-boks, for de har ikke en computer – eller også har de et liv, hvor de ikke kan overskue det. 

De ser bare, at der går færre og færre penge ind på kontoen hver måned, og deres tillid til systemet bliver tilsvarende mindre. 

Systemet er essentielt for, at de kan komme videre i livet. Men det virker ikke. 

Så det bliver et spild af liv – og et spild af vores alle sammens penge og ressourcer, at have en indsats, der ikke rummer dele af dens målgruppe. 

quote Det betyder ikke, at hjemløse skal opgives og parkeres på passive ydelser og at det ikke skal kunne betale sig at arbejde

Sofie Bay Petersen

I dag har man kun arbejde for øje og slet ikke den sociale dimension. 

Det eneste medarbejderne i Jobcentret kan hjælpe med, er arbejde og aktivering – alt det andet ’har de ikke noget at gøre med’.

Der skal styr på psyke, misbrug og boligsituation, før det giver mening at tale job og beskæftigelse. Dén faglighed ligger i socialforvaltningen. 

Og nej. 

Det betyder ikke, at hjemløse skal opgives og parkeres på passive ydelser, og at det ikke skal kunne betale sig at arbejde. 

Det betyder, at man hjælper folk på fode igen i den rigtige rækkefølge. 

Så man når et punkt i sit liv, hvor man igen kan varetage et job. For det vil de fleste hjemløse faktisk gerne.

Alle citater i klummen er af hjemløse, der er aktive i SAND og som har været med til at formulere det borgerforslag, SAND har stillet for at få hjemløse ud af Jobcentret.