Historisk motorløb flyttes til oktober og bliver en del af Kulturnatten

I stedet for at aflyse har Copenhagen Historic Grand Prix fået grønt lys til at blive afviklet over tre dage i oktober, men flere partier ville have løbet helt skrottet.

Copenhagen Historic Grand Prix er et event, hvor nye som gamle som meget gamle racerbiler kører ræs over en weekend. Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix

Motorløbet Copenhagen Historic Grand Prix, hvor gamle som nyere racerbiler drøner rundt om et boligområde i København, bliver afviklet mellem den 9. og 11. oktober.

Det står klart, efter et meget snævert flertal i Københavns Borgerrepræsentation har givet grønt lys til arrangørerne bag motorløbets ansøgning om at skubbe grandprixet fra dets normale weekend i august og i stedet afvikle det i oktober

Samtidig inkorporeres motorløbet i Kulturnatten fredag den 9. oktober, hvor løbet på denne aften vil foregå efter mørkets frembrud og kun indeholde elbiler.

De følgende to dage afvikles løbet som tidligere med ældre racerbiler, der kører på brændstof.

Opsigtsvækkende afstemning

Flere partier i Københavns Borgerrrepræsentation ønskede dog at sætte en stopper for motorløbet rundt på den aflukkede bane ved Bellahøj. 

Gennem flere år har motorløbet nemlig mødt massive protester fra naboer, der føler sig stærkt generet af støj i dagene før, under og efter motorløbet.

Beslutningen om at give tilladelse til løbet blev da også truffet af en ualmindeligt splittet forsamling af politikere på Rådhuset.

Ved onsdagens møde var et medlem fraværende, mens et andet medlem – der er modstander af grandprixet – undlod at stemme, og så endte det med 27 stemmer for og 26 stemmer imod.

Enhedslisten, Radikale Venstre, Alternativet og SF er principielle modstandere af at afholde motorløbet i København, men alligevel var det gruppeformanden for sidstnævnte parti, der sikrede flertallet for afholdelsen.

Det var bestemt ambivalent at være indirekte årsag til, at motorløbet kan afholdes, når nu jeg og resten af mit parti er modstandere af det

Klaus Mygind (SF)

Modstander sikrede flertallet

Mens resten af SF stemte mod tilladelsen til motorløbet, valgte gruppeformand Klaus Mygind at lade være med at stemme. Havde Mygind stemt imod, var løbet ikke blevet til noget i 2020.

Årsagen til gruppeformandens valg skal findes i, at den sygdomsramte person ved onsdagens møde var fra et af de tre partier – Socialdemokratiet, Venstre og De Konservative – der bakker op om løbet. Dermed ville en afstemning med fuld deltagelse have endt med 28 mod 27 stemmer til fordel for Copenhagen Grand Prix.

Læs også Naboer til motorløb forbereder sig på støjhelvede: Vi føler os svigtet

- Det var bestemt ambivalent at være indirekte årsag til, at motorløbet kan afholdes, når nu jeg og resten af mit parti er modstandere af det, siger Klaus Mygind (SF) til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Men der må også være en vis anstændighed i det, vi gør inde i Borgerrepræsentationen. Det ville simpelthen ikke været fair over for arrangørerne – som vi jo har givet tilladelse til frem til 2021 – hvis et sygdomsfravær skulle være årsagen til, at løbet blev aflyst.

Ved en afstemning i Teknik- og Miljøudvalget i mandags gav SF sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet protokolbemærkningen:

”Partierne er generelt imod at afholde Historic Grand Prix og stemmer derfor også imod at flytte tidspunktet, hvor det afholdes.”

I 2017 gav et flertal i Københavns Kommune Copenhagen Historic Grand Prix en rammetilladelse til at afholde motorløb på banen rundt om Bellahøj til og med 2021.

Ruten til Copenhagen Historic Grand Prix. Bakkehusene ligger i området, der omkranses af racerbanen. Foto: TV 2 Lorry

Massiv modstand fra en gruppe naboer

Dermed slipper naboerne i området omkring banen ved Bellahøj sandsynligvis ikke for den støj, mange af dem har klaget over gennem de seneste år.

Flere beboere i Bakkehusene, der ligger lige ud til banen, har ved de seneste udgaver samlet sig i en protestgruppe mod løbet med aktioner som bannere og forsøg på at spærre banen.

- Man kan jo ikke bruge sit hjem i flere dage. Det er utroligt, at man kan få lov til at arrangere det i områder, hvor der bor mennesker. Det er det virkelig, har beboeren Svend Guttormsen tidligere sagt til TV 2 Lorry.

- Det er et helvede at bo her. Det er som at bo i en besættelseszone. Det er virkelig horribelt, man byder os beboere det.

Læs også Motorløb spærrer store indfaldsveje de kommende dage

Omvendt har arrangøren samt kommunens forvaltning forsvaret sig med, at løbet efter deres overbevisning lever op til alle krav.

I 2018 forhøjede arrangørerne støjbarriererne langs banen. Kommunen såvel som et uvildigt firma aktivt er til stede under løbet og foretager målinger af støjniveauet.

Naboer til motorløbet Copenhagen Historic Grand Prix klager over støjen. Her ses udsigten fra en beboers vindue under løbet i 2018. Foto: TV 2 Lorry

Forventer øgede trafikale problemer

Forvaltningen i Københavns Kommune gør i indstillingen til politikerne dog opmærksom på, at løbets nye kalenderplacering kan give gevaldige trafikale problemer.

For normalt afvikles løbet med dets mange afspærringer af trafikale hovedårer i byen på et tidspunkt, hvor sommerferien mindsker trængslen.

Men med de nye datoer i oktober forventer Teknik- og Miljøforvaltningen, at afviklingen af trafikken i området vil forringes mere end ved tidligere løb.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?