Hip restaurant politianmeldes igen efter nyt uhumsk fund

Københavnsk restaurant har fået tre sure smileys siden sidste sommer. Nu har Fødevarestyrelsen atter valgt at politianmelde den.

Dim Sum er små dampede og indbagte delikatesser fyldt med kød og grønt. Dim Sum som betyder ”at røre hjertet”. Arkvifoto. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix

Kødbyen på Vesterbro er kendt som et af de hippeste kvarterer i København.

Her kan man spise god mad i alskens spændende afskygninger. Men det er ikke alle kvarterets restauranter, som har styr på hygiejnen.  

Den 5. februar var Fødevarestyrelsen på kontrolbesøg på restauranten Magasasa Dim Sum & Cocktails, som serverer en skæv blanding af kinesisk mad og cocktails.

Læs også Spisested på Bakken får bøde – Ansat havde uhygiejnisk vane

Her konstaterede styrelsen, at restauranten havde store problemer med vedligeholdelsen, og som konsekvens kvitterede Fødevarestyrelsen med en politianmeldelse.

"Virksomhedens skærebrætter fremstår slidte med dybe riller og fuger og med plastik som afskaller. Gulv i fryser fremstår med slidt belægning, således at det ikke fremstår rengøringsvenligt,"skriver Fødevarestyrelsen i deres kontrolrapport.

Her han man desuden læse, at en væg over en dør fra restaurantområdet til køkkenet fremstod med rå beton på køkkensiden.

"Bordplade i forområde er revnet og fremstår med en rille i bordet. Røremaskine står på en plade, der fremstår med kanter af råt træ. Væg bag kvivblok fremstår med ujævn overflade, der vanskeliggør rengøring," står der yderligere i kontrolrapporten.

Fik bøde på knap 40.000 kroner

Et nærmere blik på Magasasa Dim Sum & Cocktails' smiley-statistik viser, at Fødevarestyrelsen har aflagt restauranten fire kontrolbesøg siden sidste sommer, og at der ved tre af kontrolbesøgene er givet en sur smiley.

Læs også Restaurant politianmeldes efter ulækker afsløring

Den første sure smiley blev givet den 9. juli, hvor restauranten dumpede for dårlig rengøring og fik to større bøder på tilsammen 37.500 kroner.

Dernæst fulgte et kontrolbesøg den 21. august, hvor den sure smiley blev vendt til en glad smiley. Men glæden var kun ganske kortvarig.

Artiklen fortsætter under billedet.

Magasasa i Kødbyen. Foto: Google maps - Street View

Blev politianmeldt i efteråret 

Blot tre måneder senere – den 22. november – vendte Fødevarestyrelsen nemlig atter tilbage, og her blev det konstateret, at rengøringen var så skidt, at restauranten blev politianmeldt.

"I kølebord overfor komfur, indvendigt i toppen fremstår det med beskyttelses film som er revnet og med indtørret snavs, i siden er der en opsamlings beholder ved køle aggregatet som fremstår med ansamlinger formodet skimmel. I kølebordet opbevares der uemballeret kød," står der i kontrolrapporten.

Læs også Kendt spisested slagtet: "Ligner noget fra tilbudshylden"

Cirka to og en halv måned senere er det så vedligeholdelsen, der er årsag til, at Magasasa Dim Sum & Cocktails endnu engang har fået en politianmeldelse på nakken.

Magasasa er en restaurantkæde med i alt fire restauranter i København - en i Kødbyen, en på Istedgade, en på Vesterbrogade og en på Amagerbrogade.

TV 2 Lorry rettede tidligere på ugen henvendelse til Magasasa, men restaurantkæden er ikke vendt tilbage med en kommentar.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik