Her stikker boremaskinen Helga hovedet frem: 1100 meter tunnel boret færdig

Regnvand fra hele Østerbro skal fra næste år ledes frem mod Strandboulevarden. Og under den er HOFOR snart færdige med en tunnel, der har kapacitet til at samle vandet og få det ledt ud i Københavns Havn.

Tunnelarbejde, der udføres af gigantiske boremaskiner under København, er nok noget de fleste forbinder med metro og transport, men der er også andre projekter i gang i den københavnske undergrund.

Et af de helt store er forsyningsvirksomheden HOFOR i gang med de afsluttende faser på under Strandboulevarden på Østerbro. 

Her har tunnelboremaskinen Helga netop boret det sidste stykke af en 1.100 meter lang tunnel, der bliver en del af hovedstadens forsvar mod voldsomme mængder vand i forbindelse med fremtidige skybrud.

- Vi ramte en milepæl, da vi atter så fronten af tunnelboremaskinen Helga. Hele teamet har arbejdet på højtryk for at komme i mål med tunneleringen, og Helga har gjort en solid indsats hele vejen igennem, fortæller en stolt projektleder,  Peter Schofield i en pressemeddelelse fra HOFOR.

Den godt en kilometer lange tunnel løber under Strandboulevarden. Vest for den ligger det tætbefolkede Østerbro, og det er regnvand fra hele det område, der skal føres frem mod den nyetablerede tunnel.

Fra tunnelen løber vandet videre under jernbanestrækningen, der forbinder København med Helsingør - og ud i Københavns Havn.

Nok har Helga taget den sidste bid af undergrunden på Østerbro, men der går stadig en rum tid, inden anlægsprojektet er helt færdigt.

Nu skal alle bygværkerne færdiggøres, og tunnelen skal tilsluttes det eksisterende regnvandssystem flere steder på Strandboulevarden. Siden skal Københavns Kommune arbejde med at skabe grønne byrum oven på de strækninger, der har været berørt af byggeriet. 

1100 meter tunnel i kampen mod skybrud

Tunnelen under Strandboulevarden bliver i alt ca. 1100 meter lang og vil løber mellem Løgstørgade og Næstvedgade.

Den vil være 2 meter i diameter.

Den vil ligge 6 meter under asfalten.

Tunnelen vil samle regnvand fra hele Østerbro, og ved skybrud lede det under jernbanen og ud i havnen.

Anlægsarbejdet startede i januar 2019.

Skybrudstunnelen forventes afsluttet ultimo 2021, hvorefter Københavns Kommune går i gang med overfladeløsningerne. 

Hele projektet forventes færdigt ved udgangen af 2022.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik