Her er tilslutningen til vaccination af børn lavest: Nu kommer ny borgmester med kontant udmelding

Kort før skolestart viser tal, at tilslutningen til vaccination af 5-11-årige børn er lavest i Region Hovedstaden. Det får den nytiltrådte børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager (K), til at opfordre forældre til at lade deres børn vaccinere.

I Region Hovedstaden vil blot ét ud af 20 børn i alderen 5-11 år være færdigvaccineret, når de onsdag igen indtager landsdelens skoler.

Og det får nu den nytiltrådte børne- og ungdomsborgmester i Københavns Kommune, Jakob Næsager (K), til at reagere.

Budskabet er klart: Få dit barn vaccineret.

Det fortæller han til TV 2 Lorry mandag, der også markerer første arbejdsdag for den nye borgmester.

- Som nytiltrådt vil jeg gerne bakke op om den anbefaling Sundhedsstyrelsen kommer med. Det vil jeg af hensyn til børnene, så færrest muligt bliver syge, når de møder i skole. Men også af hensyn til lærere og pædagoger, så de ikke skal udsættes for risiko, siger Jakob Næsager.

Ikke bekymret for skoleåbning

Det er særligt vaccinetilslutningen blandt de 5-11 årige, som Jakob Næsager gerne vil have fokus på.

Ifølge tal fra Statens Serum Institut har 42 procent af de 5-11-årige på landsplan påbegyndt coronavaccinationen. I Region Hovedstaden er tallet dog lavere nemlig 37 procent, hvilket er den laveste tilslutning, når man sammenligner med tilslutningen i de øvrige regioner.

Det svarer til, at kun lidt mere end hver tredje 5-11-årige barn har fået første stik, når de onsdag vender tilbage i skole, mens kun én ud af 20 er færdigvaccineret. Det svarer til knap 5 procent.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Jakob Næsager e rgruppeformand for De Konservative i Københavns Borgerepræsentation.
Jakob Næsager e rgruppeformand for De Konservative i Københavns Borgerepræsentation.
Foto: Søren Bidstrup - Ritzau Scanpix

Onsdag vender de danske skolebørn retur efter juleferien. Og selvom en stor del af børnene altså ikke er vaccinerede mod corona, så er det ikke noget, der bekymrer Jakob Næsager.

- Nej, jeg er ikke bekymret, men jeg vil gerne støtte den anbefaling Sundhedsstyrelsen kommer med. Særligt når vi kan se, at mange forældre endnu ikke har fulgt den, siger han til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg tror, der er en del forældre, som lige skulle se tiden an. Måske nogle har glemt det (anbefalingen red.) over julen, og så vil jeg gerne give dem et venligt puf. For jeg vil så gerne have, at børnene i vores skoler og institutioner kan have så normal en hverdag så muligt med de lærere og pædagoger, de er vant til at se.

Minister: "Forsvarligt at åbne skolerne"

Da skoleeleverne blev sendt hjem inden jul, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) blandt andet, at det var regeringens "store håb", at alle børn blev vaccineret i december.

Men regeringens ønske er ikke blevet indfriet. Det fortalte børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) søndag til TV 2.

Samtidig understregede hun, at det ifølge hende er forsvarligt at sende børnene tilbage i skole den 5. januar.

- Spørger du mig, om jeg synes, det er forsvarligt, er svaret ja, lød det fra ministeren.

Børne- og Undervisningsministeriet holder tirsdag formiddag pressemøde om rammerne for børnenes tilbagevenden til skole.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik