Her er forklaringen: Derfor lyser bygninger overalt i hovedstaden blåt

En række bygninger lyser lørdag aften blåt af en helt særlig årsag.

Går du en tur gennem Københavns centrum lørdag sen eftermiddag eller aften vil du opleve byen badet i blåt lys.

Ja, du læste rigtigt. Blåt lys.

En række af de kendte bygninger bliver nemlig badet i det blå skær lørdagen igennem af en særlig grund.

Både Københavns Hovedbanegård, Industriens Hus, Udenrigsministeriet, Unicefs Verdenslager i Københavns Nordhavn og Pandoras hovedkontor i København lyser nemlig blåt for at markere børnekonventionens 32-års fødselsdag - en dag der også kaldes Børnenes Kampdag.

Om Børnenes Kampdag

• UNICEF fejrer over hele verden børnekonventionens fødselsdag hvert år den 20. november. I år har UNICEF Danmark for første gang nogensinde valgt at markere begivenheden som Børnenes Kampdag, der igennem november giver børn mulighed for at fortælle om de kampe, som de mener, er vigtige.


• Børnenes Kampdag markeres blandt andet med en stafet, der i november har rejst rundt på danske skoler og undervejs er blevet dekoreret med børns visioner for fremtiden. Stafetten blev overrakt til Folketingets formand den 19. november, og samme dag udgav UNICEF Danmark en ny undersøgelse, der kaster lys over børns opfattelse af tidens vigtigste problemer.


• På selve kampdagen den 20. november farves ikoniske bygninger verden over i blåt lys for børnene. Endelig annoncerer UNICEF Danmark modtageren af den årlige UNICEF-pris, der går til en person, organisation eller virksomhed, der gennem flere år har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for børn i Danmark eller internationalt.

Kilde: Unicef Danmark

Fejres verden over

Den blå farve repræsenterer FN’s børneorganisation, UNICEF, som i 75 år har arbejdet for, at børn overlever og klarer sig i livet.

Håbet er, at de blå bygninger kan være med til at sætte fokus på børnenes kampe og starte samtaler, forklarer Susanne Dahl, som er direktør for partnerskaber i Unicef Danmark.

- Jeg er meget glad for, at flere danske virksomheder har valgt at lyse blåt for børnene i dag. De blå bygninger skal minde os om, at børn er verdens fremtid, siger Susanne Dahl og fortsætter:

- Derfor skal vi også huske at lytte til, hvilke problemer der fylder hos dem, og vi skal tage dem med på råd, når vi søger løsninger, siger hun.

Det er ikke kun i København, at dagen markeres. Ude i verden er hundredevis af bygninger og monumenter - blandt andre Eiffeltårnet - iklædt blåt for verdens børn.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik