Har du også set det? Kæmpe bygning får bølgende belysning

Hvorfor ikke udnytte en stor, sort bygning som et lærred til lysende kunst? Den tanke har forsyningsselskabet tydeligvis fået og nu har man også taget skridtet videre.

Amagerværket i udkanten af København har fået en lillesøster. Blok 4 hedder den og skal producere grøn fjernvarme til københavnerne.

I dag er bygningen stor, brunlig og temmelig firkantet.

Men som en superhelt skifter Blok 4 karakter, når mørket falder på. 

En afdæmpet belysning gør værkets unikke facade af lodrette træstammer synlig og tydeliggør strukturen i facaden. Lyset bevæger sig roligt henover stammerne, så det minder om en levende skov - både tæt på og langt væk. 

Det er i hvert fald HOFORs og Gottlieb Paludan Architects´ tanke. Man skal nok hoppe op på cyklen og tage lysværket i øjesyn. 

quote Lyset er ikke tændt hele natten, men slukkes automatisk ved midnat.

Jane Egebjerg Andersen, forsyningsdirektør, HOFOR

Tanken er at man skal opleve en skov, hvor lyset skifter hele tiden, som når vinden får grenene og trækronerne til at bevæge sig i uforudsigelige retninger, så der hele tiden dannes nye mønstre i lyset. Midt i det hele går en trappe op gennem "skoven" til en udsigtsplatform, der åbnes for offentligheden i 2022.

- Vi har lagt vægt på at tænke det hele sammen, således at den grønne omstilling af København afspejles i den måde, blokken er bygget på - og den måde, den er belyst på. Man kan sige, at bygningen giver noget tilbage til byen, når natten falder på. Så tak til Gottlieb Paludan Architects for et stærkt og tillidsfuldt samarbejde - også om lyset, siger forsyningsdirektør i HOFOR, Jane Egebjerg Andersen.

Koster 300 kr.  i døgnet

HOFOR og arkitekterne har fra begyndelsen fokuseret på, at lyssætningen skulle være grøn og klimavenlig - bl.a. ved at bruge diodelys. 

(Artiklen fortsætter under videoen)

Der er sat store kræfter ind på ny læssætning af Amagerværket

- Derfor er det lykkedes at skabe en belysning, som det i gennemsnit koster 300 kroner i døgnet at holde i gang. Lyset er ikke tændt hele natten, men slukkes automatisk ved midnat. Vi har desuden arbejdet meget målbevidst med at optimere og begrænse anvendelsen af lys på de store havne- og lagerarealer rundt om Amagerværket. Det reducerer energiforbruget og begrænser lysforureningen, så der ikke strømmer lys ud fra værket til alle sider, siger Jane Egebjerg Andersen.