Hal sat til salg for 1 krone: Her er køberen

Det vakte opmærksomhed, da Køge Kommune satte en oppustelig hal til salg for 1 krone tilbage i juni måned.

Fire strømper uden fod, en tomat så rød som blod, og en gammel gulerod ka’ du få for en krone.

Der var ikke den ting, man ikke kunne få for en krone i den gamle julekalender Jullerup Færgeby, der løb over skærmen første gang tilbage i 1974.

I dagens Danmark er det ikke meget, du kan få for en krone. Det skulle da lige være en oppustelig hal.

quote Så var der nogle medlemmer, der for sjov fortalte, at der var en til salg for en krone. Det kiggede jeg videre på og fandt ud af, at det godt kunne lade sig gøre

Martin Olafsen, Sportschef, Copenhagen Beachvolley

Tilbage i juni måned indrykkede Køge Kommune en opsigtsvækkende annonce på Den Blå Avis, hvor de satte en hal til salg for den nette sum af en krone.

Helt så billig endte hallen dog ikke med at blive. Det kan Martin Olafsen fortælle. Han er sportschef for Copenhagen Beachvolley, der endte med at købe hallen i august måned.

- Vi havde faktisk i forvejen kig på en boblehal. Så var der nogle medlemmer, der for sjov fortalte, at der var en til salg for en krone. Det kiggede jeg videre på og fandt ud af, at det godt kunne lade sig gøre.

- Vi købte den efter en budrunde, hvor vi endte med at give i omegnen af 55.000 kroner, fortæller han til TV 2 Lorry.

Skal fyldes med sand

Copenhagen Beachvolley vil bruge den oppustelige hal til at pakke deres beachvolleybaner ind, når vejret ikke tillader dem at være udenfor mere. Når det så bliver sommer igen, så piller man bare den oppustelige hal ned igen.

I forbindelse med budrunden havde Køge Kommune fået indskrevet, at køberen selv skulle stå for det omstændelige arbejde med at tage hallen ned og flytte den.

quote Det er simpelthen årets fund til prisen!

Martin Olafsen, Sportschef, Copenhagen Beachvolley

I alt vurderer Martin Olafsen, at foreningen ender med en regning på omkring 150.000 kroner. Langt fra den ene krone, som hallen var sat til salg for, men stadig en af Danmarks billigste haller - måske endda den billigste.

For fem år siden gav Køge Kommune 2,5 millioner kroner for hallen, og set i det lys må hallen sige at være et røverkøb. Driften af hallen ligger et sted mellem 2- og 300.000 kroner om året.

I dag ligger hallen pakket ned hos Hafniahallen i Valby. Copenhagen Beachvolley har nemlig købt hallen uden at vide, om de kan få lov til at puste den op, og uden at vide hvor de må rejse den henne.

Politisk håndsrækning

Men de hurtigt-arbejdende politikere i Kultur- og Fritidsudvalget på Københavns Rådhus er kommet foreningen til undsætning.

quote Og stor ros til forvaltningen, der har arbejdet hurtigt og politikerne, der har bakket op.

Jens-Kristian Lütken, Gruppeformand for Venstre, Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget

På Kultur- og Fritidsudvalgets møde 14. oktober blev det nemlig besluttet at reserverer ikke mindre end 900.000 kroner til den nødvendige klargøring af hallen, så den kan blive pustet op og blandt andet sluttet til fjernvarmen, samt 200.000 kroner til driften.

Martin Olafsen er godt klar over, at han tog en gambling med foreningens penge.

- Det kunne have endt med, at vi brændte nallerne, men vi ville gerne vise over for vores medlemmer, at vi gerne vil gøre noget for dem, siger han og roser forvaltningen og politikerne på Københavns Rådhus.

- Vi ender med at få politisk medvind. Og stor ros til forvaltningen, der har arbejdet hurtigt og politikerne, der har bakket op.

Det er meget sjældent, at Københavns Kommune løber så stærkt. De vidste ikke noget om det her før midt i september, forklarer sportschefen.

Vindersag

Og der er en god grund til, at samtlige medlemmer af Kultur- og Fritidsudvalget slog til. For når det kommer til at skabe rammer og vilkår for idrætsklubberne står det skidt til i København. Det viser en undersøgelse, som Danmarks Idræts Forbund, står bag.

quote Copenhagen Beachvolley har set en massiv fremgang i medlemmer af piger og kvinder

Kim Fischer, Projektchef, Hafniahallen

Her fremgår det, at København indtager en sidsteplads over samtlige kommuner i Danmark.

- Det er simpelthen årets fund til prisen!, lyder det fra Jens-Kristian Lütken, der gruppeformand for Venstre og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget. Han uddyber:

- Normalt plejer vi at bygge alt for dyrt i København, nu får vi landets billigste hal. Det kan vi være rigtig godt tilfredse med på idrætslivet og skatteydernes vegne.

Han glæder sig også over, at politikerne kan hjælpe beach-sporten med manglende faciliteter. Og der er i den grad brug for flere beachvolleybaner.

Der er omkring 1.000 foreningsmedlemmer indenfor Beachvolley-sporten i København, og der har det seneste stykke tid været en massiv fremgang i antallet af medlemmer. 

- Det, der er interessant, er, at Copenhagen Beachvolley har set en massiv fremgang i medlemmer af piger og kvinder. Sand kan åbenbart et eller andet i forhold til den målgruppe, som mange gerne vil have er mere aktive, fortæller Kim Fischer, der er projektchef i Hafniahallen.

Stor medlemsfremgang

Hafniahallen er et af de få steder i Danmark, hvor man kan spille beachvolley indendørs, når det ikke er vejr til at spille det udenfor. Men tre baner er ikke meget, når man tager den store forespørgsel på at spille beachvolley i betragtning.

- Hallen er et plaster på et blødende sår. Der er en ekstrem efterspørgsel på at spille indendørs beachvolley. Med denne hal bliver det pludseligt muligt at få tre ekstra baner ret hurtigt, siger Kim Fischer og uddyber:

- I praksis er der ikke rigtig nogen frie tider i øjeblikket, men med den nye hal bliver det muligt for dig og mig, der ikke spiller i en forening, at booke bane, uden at skulle booke tre måneder ud i fremtiden.

Med de 900.000 kroner i ryggen er hallen nu klar til at blive pakket ud, pustet op og gjort klar til, at man snart kan spille beachvolley ved Hafniahallen.

quote Den SKAL stå der til næste efterår, men kan den komme op i løbet af vinteren, så vil det være godt

Martin Olafsen, Sportschef, Copenhagen Beachvolley

Forude venter en byggetilladelse, og hos Copenhagen Beachvolley håber man, at den kommer tidsnok til, at hallen kan blive rejst allerede i denne sæson.

- Den står der, så snart vi har en byggetilladelse. Så håber vi, at bureaukratiet også arbejder hurtigt. Den SKAL stå der til næste efterår, men kan den komme op i løbet af vinteren, så vil det være godt, siger Martin Olafsen til TV 2 Lorry.

Forude venter nogle forhandlinger mellem ejerne og kommunen om de præcise detaljer for opsættelsen af hallen. Men det er mest af alt formaliteter, forklarer Jens-Kristian Lütken til TV 2 Lorry:

- For at være på den sikre side har vi reserveret pengene, men der er lavet et budgetnotat om prisen, så det burde mest af alt være en formalitet.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik