Grøn plan for bioaffald annulleret – frygter enormt CO2-udslip

Hovedstadsbeboernes bioaffald bliver i dag kørt tværs over Sjælland for at blive forgasset i Slagelse. En aftale skulle forkorte turen med 67 procent, men den aftale må nu droppes.

Det var med et stort smil og med stolthed i stemmen, at Københavns Kommunes Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen i november sidste år kunne fortælle, at det københavnske bioaffald fremadrettet skulle sendes til Solrød.

Planen ville nemlig mindske CO2-udledningen fra transporten med hele 67 procent, fordi bioaffald hidtil er blevet kørt tværs over Sjælland for at blive behandlet i Slagelse og nogle gange endda også i Ringe på Fyn.

Men aftalen, der også gælder for bioaffaldet fra Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør, er nu blevet annulleret, fordi et flertal i Folketinget i midten af juni besluttede, at kommunale affaldsselskaber ikke længere må eje eller drive anlæg, der behandler eller sorterer genanvendeligt affald.

- Det er jo rigtigt bekymrende, for vores hovedformål har jo været at håndtere affaldet på den mest CO2-neutrale måde, siger Enhedslistens Teknik- og Miljøborgmester i København Ninna Hedeager Olsen.

quote Jeg har svært ved at se, hvad hele ideen bag det her er

Susan Hedlund, Bestyrelsesformand, Amager Ressource Center

- Det er jo enormt ærgerligt, for hvis vi nu skal til at køre langt med affaldet, så er det jo ikke godt for klimaet, siger Susan Hedlund, der er bestyrelsesformand i de fem kommuners fælles affaldsanlæg Amager Ressource Center.

Den politiske affaldsaftale på Christiansborg er indgået af et bredt flertal bestående af alle partier bortset fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. En del af aftalen siger, at alt genanvendeligt affald skal sendes i udbud, og altså ikke først må blive forbehandlet af kommunerne.

- Jeg har svært ved at se, hvad hele ideen bag det her er, siger Susan Hedlund, der udover at være bestyrelsesformand også er medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Socialdemokratiet.

Bioanlæg i Solrød skulle omdanne affaldet til en ressource

Aftalen fra november bestod i, at Amager Ressource center skulle bygge et forbehandlingsanlæg til bioaffald i Solrød til 62 millioner kroner.

Anlægget skulle så omdanne bioaffaldet til en pulp, som skulle videre til selskabet Solrød Biogas, der skulle forgasse affaldet, før restproduktet kunne køres ud på de økologiske marker omkring Solrød.

Amager Ressource Center var godt i gang med at formulere udbudsmaterialet til byggeriet, men fordi der endnu ikke er ”foretaget væsentlige, irreversible investeringer,” så skal projektet droppes. Hvis byggeriet var gået i gang, så måtte det blive færdiggjort, og så ville anlægget blot skulle sælges til private investorer inden for fem år.

- Det er jo enormt ærgerligt, at det grønne anlæg vi har haft i støbeskeen, nu ikke bliver til noget, siger bestyrelsesformand Susan Hedlund.

Venstrepolitiker tror på kortere transport

Men selvom mundvigen hænger nedad mange steder, fordi aftalen i Solrød er droppet, så findes der også dem, der tror på, at der kan komme noget godt ud af, at bioaffaldet nu skal i udbud.

- Jeg er overhovedet ikke bekymret, for jeg tror på markedet. Bioaffald er jo i dag en ressource, så jeg er sikker på, at der bliver fundet en løsning, der er god for miljøet, siger Jan E. Jørgensen, der udover at være folketingsmedlem for Venstre også er formand for By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune.

quote Vi skal ikke have 98 kommuner, der hver især sidder og kigger på, hvad det smarteste er for lige præcis dem. Vi skal prøve at løfte det op, og se hvad der er de bedste løsninger for Danmark som et hele

Jan E. Jørgensen, Venstre

- Vi kan jo skrue et udbud sammen, hvor vi siger, at vi vil have den billigste løsning, og den der er bedst for miljøet, og så lader vi markedet om at finde ud af, hvem der så er de bedste til at levere på det, for jeg tror altså, at markedet er bedre, end vi er som kommunalpolitikere til at finde de bedste løsninger, siger Jan E. Jørgensen.

Han pointerer, at det langt fra er sikkert, at bioaffaldet fortsat skal køres hele vejen til Slagelse, og at det endda sagtens kan være, at det alligevel snart skal køres til Solrød. Det vil blot kræve, at nogle private investorer også mener, at det er den bedste løsning, og at de derfor investerer i et anlæg der.

- Men det kan også godt være, at det ender med at skulle køres lidt længere væk end til Solrød. Men så kan det jo så til gengæld være, at det anlæg så også får affald fra nogle andre steder, der er lidt tættere på. For det er jo det store samlede billede, vi skal kigge på. Vi skal ikke have 98 kommuner, der hver især sidder og kigger på, hvad det smarteste er for lige præcis dem. Vi skal prøve at løfte det op, og se hvad der er de bedste løsninger for Danmark som et hele, siger Jan E. Jørgensen.

Frygter at mere plast vil blive brændt af

Udover bioaffaldet så er der i hovedstadskommunerne også bekymring for en anden grøn affaldsløsning. Amager Ressource Center har nemlig planer om at bygge et eftersorteringsanlæg, der skal sortere plast og metal ud af det almindelige restaffald. Men om den kan gennemføres er endnu usikkert.

Udgangspunktet er, at de kommunale værker ikke skal sortere det genanvendelige affald. Men restaffald er ikke umiddelbart genanvendeligt, men skal blot brændes. Til gengæld vil det plast og metal, der skal hives ud af affaldet, være genanvendeligt.

- Som aftalen er skrevet, er vi i tvivl, om vi kan lave vores sorteringsanlæg til restaffald, siger bestyrelsesformand i Amager Ressource Center Susan Hedlund.

quote Den her aftale har nogle uklarheder, som jeg er rigtig bekymret for

Ninna Hedeager Olsen, Teknik- og Miljøborgmester, København, Enhedslisten

- Hvis vi ikke længere må grovsortere plast ud, inden affald skal forbrændes, så vil det jo betyde, at der vil blive brændt mere plastik af, og det vil altså være rigtig skidt for både miljøet og klimaet, siger Ninna Hedeager Olsen.

Affaldsaftalen er indgået med et bredt flertal, men den er endnu ikke blevet konkretiseret som egentlig lovtekst. Hovedstadskommunerne ved godt, at det meste vil være svært at rokke ved, men de håber, at de alligevel kan få enkelte rettelser ind for klimaets skyld.

- Den her aftale har nogle uklarheder, som jeg er rigtig bekymret for, så jeg håber, at regeringen ikke har 100 procent lukket den her aftale endnu, men at de stadig, også i den her fase som kommer, vil lytte til kommunerne, og de bekymringer vi har, før de endelig vedtager loven, siger Københavns Teknik- og Miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik