Gør en forskel: Bliv frivillig og hjælp alvorligt syge og døende

Afdeling for alvorligt syge søger frivillige, varme hænder, der kan give de syge tryghed.

Hvis du har et sæt varme hænder, du gerne vil låne ud et par timer om ugen, så skal du læse videre.

Center for Rehabilitering og Akutpleje på Vigerslevvej - Afdeling for Lindring i København, søger nemlig frivillige, som vil skabe hygge og nærvær for de alvorligt syge og døende.

quote Vi vil gerne yde en enormt stor omsorg og respekt, særligt for de mennesker som måske ikke er vant til at blive mødt med omsorg og respekt.

Bettina Hede Tostrup, afdelingsleder

Centeret er ikke et hospice, men alligevel et sted, hvor alvorligt syge kommer hen. Særligt for denne afdeling er, at der ofte kommer mennesker, som på en eller anden måde har været udsatte. Det gælder eksempelvis hjemløse.

De frivillige skal sørge for at skabe hygge og nærvær.
De frivillige skal sørge for at skabe hygge og nærvær.
Foto: TV 2 Kosmopol

Derfor søger afdelingen heller ikke hvem som helst.

- Vi søger ikke folk, der kun har tænkt sig at gøre det her i en kort periode. Vi vil gerne sikre at det bliver længerevarende både for borgernes skyld, for medarbejdernes skyld og for det, at vi skal skabe noget kontinuitet, siger Bettina Hede Tostrup, der er afdelingsleder, til TV 2 Lorry.

Hun fortsætter:

- Jeg og medarbejderne sætter en enorm stor ære i at være der for alle. Vi vil gerne yde en enormt stor omsorg og respekt - særligt for de mennesker, som måske ikke er vant til at blive mødt med omsorg og respekt, siger hun.

Frivillige med kvalifikationer

Formålet med det nye tiltag er at skabe en stemning på afdelingen, som ikke bærer præg af sygehus. Derfor vil de frivillige også skulle være klædt i deres eget tøj og kunne tilbyde den døende et uformelt samvær.

quote Vi har ikke sat en annonce op nede i Bilka omkring det her, og det skyldes, at der skal være seriøsitet omkring den her arbejdsopgave

Bettina Hede Tostrup, afdelingsleder

Det kan indebære alt fra at holde hånd til at læse op fra dagens avis.

Ifølge afdelingslederen må de frivillige gerne selv have prøvet at miste, så de er bedre til at sætte sig ind i den syges og pårørendes sted.

- Vi har ikke sat en annonce op nede i Bilka omkring det her, og det skyldes, at der skal være seriøsitet omkring den her arbejdsopgave. Folk skal ikke bare komme gående lige ind fra gaden. De skal have lidt indsigt i, hvad det drejer sig om, siger Bettina Hede Tostrup.

Opgaven som frivillig indebærer, at man skal tage cirka én vagt per uge. En vagt varer tre timer.

Som frivillig får man til gengæld mulighed for at sparre med en frivillig koordinator, får undervisning på temadage og får et fællesskab med frivilliggruppen.

Læs mere om frivilligjobbet her.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik