Gigantisk trykkammer til 70 millioner på Riget bliver nordens største

Rigshospitalet får nyt trykkammer til en værdi af 70 millioner kroner.

En donation på 35 millioner kroner gør det muligt for Region Hovedstaden at skabe et nyt, større og højteknologisk trykkammer på Rigshospitalet.

Trykkammeret kan blandt andet behandle dykkersyge, livstruende infektioner, sårheling, kulilteforgiftninger og strålefølger fra kræftbehandling.

Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

Donationen på 35 millioner kroner kommer fra Ellab-Fonden. Derudover har Region Hovedstaden selv postet samme beløb i det kommende trykkammer.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen fra Socialdemokratiet glæder sig over muligheden for at skabe et trykkammer, der kan tilbyde patienterne individuel behandling.

- Med et nyt trykkammer har vi en unik mulighed for at hjælpe de patienter, der går igennem svære sygdomsforløb og har gavn af den specielle behandling, som kun trykkammeret kan tilbyde. Vi kan nu styrke og målrette behandlingsmulighederne for endnu flere patienter fra hele landet, siger hun.

Se TV 2 Lorrys indslag om trykkammeret herunder:

Et trykkammer på Riget i København bliver nu opgraderet for 70 mio. kroner. For behandlinger i kammeret har vist sig i den grad at forbedre livskvaliteten for de kræftpatienter, der har været igennem en strålebehandling.

Flere patienter, bedre behandling

Det nuværende trykkammer på Rigshospitalet er det mest benyttede i Norden med cirka 5.000 behandlinger årligt, og antallet af patienter stiger. Derfor er man hos Ellab-Fonden også glad for at kunne hjælpe til med etableringen af et nyt, forbedret trykkammer.

- Vi ønsker at være med til at skabe en forandring og støtte projekter, der har stor vigtighed for samfundet, men har lille bevågenhed. Trykkammeret er for nogle akutte patienter forskellen på liv og død, mens det for rigtig mange andre patienter spiller en væsentlig rolle for at få en bedre livskvalitet og komme sig hurtigt over et svært sygdomsforløb, fortæller formanden i fonden, Sys Rovsing.

Tv, radio og toilet

I det nye trykkammer venter der patienterne en mere behagelig og mere individualiseret behandlingsoplevelse.

Der er større rum og mere plads, stole der kan indstilles efter patientens behov og mulighed for individuel underholdning i form af video og musik eller radio.

Der vil også være indbygget håndvask og toilet i kammersektionerne. Alt sammen forhold som vil gøre behandlingerne mere trygge for patienterne, der fremadrettet kan modtage uafbrudt behandling.

Trykkammeret er klar til brug i slutningen af 2021.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik