Gabriel på syv år blev kørt ned - og bilisten kørte bare videre

Drengens mor efterlyser via Facebook vidner til den ulykke, der kunne have kostet hendes søn livet

Rose Haruzzi fra København kommer ikke til at glemme onsdag den 12. januar lige med det samme. 

For den dag kunne have mistet sin syvårige søn Gabriel i en trafikulykke på Lykkebovej i Valby. 

Og mens chokket endnu ikke har lagt sig, så er der én ting, hun spørger sig selv om igen og igen. Bilisten standsede nemlig ikke efter påkørslen af drengen.

Men hvordan kan bilisten have undgået at lægge mærke til, at han midt på en bred vej ramte en lille dreng?

- Min søn var i SFO. De plejer at sende ham hjem ved 15-tiden. Men af en eller anden grund blev det senere, end det plejer - og mørket var jo ved at falde på. Men vejen er godt oplyst, fortæller hun til TV 2 Lorry.

Lyden af sirener

Hjemme gik Rose Haruzzi og ventede på at drengen skulle komme hjem. Og til sidst besluttede hun sig for at gå ham i møde.

- Jeg var bekymret, for jeg kunne høre sirener i det fjerne. Og mens jeg var ved at tage tøj på, bankede det hårdt på min dør, fortæller Rose Haruzzi.

Hun åbnede, og en kvinde fortalte hende, at Gabriel var blevet kørt ned. 

quote Da jeg kom frem, var der politi og ambulancer. Jeg fik øje på Gabriel, der sad bag i ambulancen med blod over det hele

Rose Haruzzi

Så løb Rose mod Lykkebovej.

- Jeg har aldrig løbet så hurtigt før. Da jeg kom frem, var der politi og ambulancer. Jeg fik øje på Gabriel, der sad bag i ambulancen med blod over det hele. Mit hjerte sank helt ned til tæerne, forklarer Rose Haruzzi, der til daglig arbejder som kjoledesigner og bryllupsarrangør.

Ingen alvorlige skader

Kort efter blev den syvårige dreng kørt på sygehuset. Her viste det sig til alt held, at han slap med en flænge over øret. Ingen indre kvæstelser og ingen knoglebrud.

- Nogle vidner har fortalt, at bilen kørte mellem 50 og 60 kilometer i timen. Gabriel forsøgte at krydse vejen 20 meter fra et lyskryds. Men der er så oplyst der, så  jeg forstår ikke, hvordan bilisten har undgået at se ham, siger Rose Haruzzi og fortsætter:

- Det her handler ikke om skyld, men jeg synes, at sagen skal frem, så andre ikke ender i samme situation, siger hun med adresse til bilisten i den hvide varevogn, som bare kørte videre - enten med vilje - eller fordi han simpelt hen ikke opdagede, at han havde ramt en lille dreng.

Rose Haruzzi har skrevet om episoden på Facebook, hvor hun efterlyser flere vidner. 

Hendes opslag er foreløbig blevet delt mere end 4.700 gange.

Politi bekræfter trafikulykke

Københavns politi bekræfter over for TV 2 Lorry, at de kender sagen.

- Vi kan bekræfte, at vi onsdag den 12. januar klokken cirka 16.40 fik en anmeldelse om et færdselsuheld på Lykkebovej i Valby. En syvårig dreng var blevet ramt af en varebil og blev kørt på hospitalet til behandling. Vidner har forklaret, at varebilen ikke standsede, efter ulykken skete. Vi efterforsker nu sagen, skriver politikredsen i en mail til TV 2 Lorry.

Roses søn Gabriel er hjemme igen. Og når man kun er syv år, så er det ikke sikkert, man ved, hvor heldig, man er, når man slipper med skrammer efter at være blevet påkørt af en varevogn midt på Lykkebovej i Valby.

Scanner

_









Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik