Fysioterapeut voldtog tre kvinder i sin lejlighed i København

27-årig mand skal i fængsel i fire år og seks måneder for voldtægter, som alle skete i mandens lejlighed.

Tre kvinder blev i 2019 voldtaget af den samme mand i hans lejlighed på Amager.

Det har Københavns Byret onsdag fundet bevist, og derfor straffes den 27-årige Daniel Haack med fire år og seks måneders fængsel.

Det oplyser Københavns Byret og anklager Anne Marie Meulengracht.

Manden blev dømt for tre voldtægter af tre forskellige kvinder, mens han blev frifundet for to voldtægter.

Anklageren ville også have den dømte frataget retten til at arbejde som fysioterapeut, som han er autoriseret som. Det mente retten dog ikke skulle ske.

Kvinderne, som manden voldtog, var ikke klienter hos ham.

Den første voldtægt blev begået i marts 2019. Kvinden modsatte sig, men han tvang hende med vold. Hun græd og bad ham flere gange om at stoppe.

Anal voldtægt

To måneder senere gik det ud over en anden kvinde. Han tiltvang sig analt samleje, mens kvinden fortalte ham, at hun ikke havde lyst. Hun forsøgte at komme væk, men han fastholdt hendes arme.

En tredje kvinde blev voldtaget i juli 2019 om aftenen. Med vold og trusler tiltvang han sig samleje med kvinden, der forsøgte at slippe fri.

Han var også tiltalt for fire voldtægter af den samme kvinde i en periode fra april til november 2019. Det blev han frifundet for.

Anklager Anne Marie Meulengracht er tilfreds med dommens udfald.

- Jeg er glad for, at man har troet på de forurettede kvinders forklaringer, og jeg er tilfreds med strafudmålingen, siger hun.

Den 27-årige skal desuden betale en erstatning til de tre kvinder på 100.000 kroner.

Den dømte har anket sin dom til landsretten. Han vil frifindes.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik