Frygter uro: Tivoli aflyser koncert på fredag

Efter flere episoder med ballade til fredagsrock i Tivoli, så har Tivoli nu valgt at aflyse Fredagsrock på fredag.

Unge der bliver mast i græsset, og genstande der bliver kylet gennem luften.

Scenen til to af årets Fredagsrock-koncerter i Tivoli har båret præg af voldsomme uroligheder i stedet for musikalsk fest.

Derfor oplyser Tivoli nu, at de aflyser Fredagsrock på fredag den 6. maj med CHEFF Records, der blandt andet tæller navne som TopGun, Klumben og KIDD.

quote Vi er meget kede af, vi er nødt til at aflyse koncerten.

Frederik Wiedemann, kulturdirektør, Tivoli

- Vi har haft særlige udfordringer med nogle af det yngre publikum til to af de første store koncerter i år. Vi har derfor valgt at aflyse den næste Fredagsrock, mens vi skaber det bedste setup for koncerter – også med et yngre og feststemt publikum, forklarer Tivolis kulturdirektør, Frederik Wiedemann og slår fast:

- Vi skal sørge for, at det er sjovt for alle at gå i Tivoli, også når der er en stor koncert om aftenen.

Hvad med alle dem, der skulle have været til koncert på fredag?

- Vi er meget kede af, vi er nødt til at aflyse koncerten. Vi havde også selv glædet os til det, men situationen er usædvanlig, hvor vi har set nogle ting, som vi ikke plejer. Derfor kan vi simpelthen ikke være klar til på fredag, svarer kulturdirektøren.

Arrangerer i en ny koncert med CHEFF Records?

Vi er nødt til at aflyse den koncert fuldstændig, da vi har en fuldt booket kalender, Svarer Frederik Wiedemann.

Nyt system skal videreudvikles

Tivoli havde ellers holdt en vellykket Fredagsrock-koncert med Aqua sidste fredag, hvor de afprøvede et nyt reservationssystem, som fungerede, som det skulle.

Men Tivoli forventer, at CHEFF Records tiltrækker mange unge fans, som potentielt kan give unødvendige udfordringer. 

Derfor vil forlystelsesparken videreudvikle det nye system, før de tør at slå dørene op.

- Efter en meget vellykket koncert med Aqua i fredags arbejder vi videre med vores værktøjer for at sikre alle gæster en god Tivoli-oplevelse, når vi har store koncerter og begivenheder i forlystelseshaven. Bl.a. skal vi kode videre på reservationssystemet, så det kan fungere mere optimalt, fortæller Frederik Wiedemann.

Sammen med pladsreservation er yderligere tiltag som øget spot-tjek af gæster i indgangene, konfiskering af medbragt alkohol og øget bemanding af kontrollører redskaber, som Tivoli bruger mod uønsket adfærd blandt publikum. 

Den samlede løsning skal nu videreudvikles og give endnu større træfsikkerhed i forhold til sommerens koncertprogram, oplyser Tivoli.

Forventer at være klar næste fredag

Trods aflysning af den kommende koncert, så håber Tivoli, at de er klar til at holde koncert fredag den 13. maj, hvor dj'en Martin Jensen gæster Tivoliscenen.

- Jeg håber, vi kan være klar. Det er vores ambition og forventning, at vi har tingene på plads til den tid, siger Frederik Wiedemann. 



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik