Fremhævet af Obama: 26-årige Nima har skabt Tinder for frisk fisk

26-årige Nima Tisdall har skabt en digital markedsplads i kampen for at revolutionere den måde, vi køber frisk fisk på. Af Morten Bisgaard Christensen & Mette Serup Udgivet d. 6. december 2020

Nima Tisdall er opvokset tæt på havnen i Snekkersten, men har aldrig interesseret sig synderligt for fiskeri eller tænkt, at det var det, hun skulle bruge sin CBS-uddannelse på. Lige indtil hendes amerikanske veninde begyndte at undre sig. Veninden forstod ikke, hvorfor det var så svært at få fat på frisk fisk i Danmark, når ingen danskere har mere end 50 kilometer til havet.

Det fik Nima Tisdall og amerikanske Christine Hebert til at undersøge, hvordan det stod til i de små havne i Danmark.

- Vi fandt ud af, at fiskene skal igennem en rigtig lang logistikkæde, før de kommer ud til slutforbrugeren, og der tænkte vi, at det måtte vi kunne gøre bedre, fortæller Nima Tisdall.

Sammen har de to iværksættere skabt konceptet Blue Lobster, der fungerer som en slags Tinder for frisk fisk. Via en app kan fiskere sælge deres fangst direkte til restauranter og dermed spare turen omkring de store fiskeauktioner. Det giver både friskere fisk til forbrugerne, sparer klimaet for en masse forurenende transport og en større fortjeneste til fiskerne.

I juni 2019 blev Blue Lobster fremhævet af den forhenværende amerikanske præsident Barack Obama. Det skete på The Obama Foundations hjemmeside, hvor historien om Blue Lobster blev fortalt gennem 11 billeder.

GENERATION JORD TIL BORD 

En lille madrevolution er i gang. Drevet af en ung generation, der ikke gider spise fødevarer, der er fragtet fra den anden side af kloden eller har været 14 dage undervejs. 

I denne serie møder vi tre projekter, der vil forkorte afstanden fra jord til bord. Du kan se hele serien her

Det er eftermiddag, og erhvervsfisker Brian Kyed er på vej ind med dagens fangst i Københavns Sydhavn. Der er tradition for, at man bliver fisker i hans familie. Brian Kyed er bundgarnsfisker på fjerde generation. Men nu har han besluttet at være med til at forny fiskeindustrien og er begyndt at sælge sin fisk gennem Blue Lobster.

 

- Konceptet med Blue Lobster er en god idé, fordi de kan køre fisken direkte fra fiskeren og ud til restauranterne. Før i tiden lossede vi det hele til Hvide Sande Fiskeaution, og det er jo fuldstændig åndssvagt, når halvdelen af det skal køres tilbage igen til København til restauranterne, fortæller fisker Brian Kyed.

 

- Det er ikke meget, når man tænker på, at det er seks bundgarn, og de har stået hele weekenden, konstaterer Brian Kyed.

 

Det har ikke været nemt for Blue Lobster at komme ind som ny spiller på markedet, og de har mødt en hel del modstand fra den etablerede fiskeindustri, som i mange år har styret salget af fisk fra de store auktioner, fortæller Nima Tisdall:

- Jeg tror, at når man kommer ind som en nytænkende person i en fiskebranche, som ikke har ændret sig drastisk i mange år, så møder man selvfølgelig nogle udfordringer i, at man skal overbevise folk om, at man har fået en idé, der kunne virke. Der er måske nogle, der er ret traditionelle i industrien og giver os noget modspil på det, vi gerne vil. Men det må vi jo bare presse igennem. Vi oplever, at vi har en idé, som fiskerne gerne vil være med til. Vi oplever flere og flere af dem, der kommer til os nu. Der skal vi jo bare lave en bevægelse, hvor de fiskere, der gerne vil sælge lokalt, rent faktisk får redskaberne.


Restaurant Gorilla i Kødbyen i København er en af de restauranter, der køber fisk gennem Blue Lobster:

- Vi synes, det er en god idé, at fiskerne får en større andel af det arbejde, de ligger i det. Oven i købet er det fisk, vi får, meget friskt. Det kommer stort set direkte fra havnen, når vi får det ind. Det er enormt fedt at arbejde med som kok, fortæller køkkenchef Alban Lehn Kiki.

 

- Det vigtigste for mig er, at vi begynder at få øjnene op for, hvad der foregår under havets overflade. Det betyder noget, hvilke redskaber fiskene er hevet op med. Er vi gang med at hive hele havbunden op eller overfiske? Hvad er det for nogle processer, der foregår derude? Jeg tror, at de fleste danskere – inklusive mig selv – har en rigtig svag forståelse for, hvad bæredygtig fisk er. Det er vigtigt, at vi passer på vores hav, for det betyder rigtig meget for, hvor vores klima er på vej hen. Den forståelse skal vi have ind i folks hjerner, så de kan begynde at lave nogle gode valg. Jeg tror, at de fleste gerne vil træffe de rigtige valg, men har ikke rigtig redskaberne eller viden til det, fortæller Nima Tisdall.


Mød Nima, der er en af stifterne af Blue Lobster. En virksomhed, der har udviklet en app, hvor restauranter kan købe fisk direkte fra fiskeren.