Freja og Emil vil gøre hjemmelavet cool med nyt fællesskab

Det tager mig ikke mange minutter at finde ud af, at Freja Marcussen er en entreprenant kvinde.

Lejligheden er fyldt med inkarnationerne af hendes idérigdom; tasker, der er hæklet af gamle t-shirts, en hjemmebygget – og sammenklappelig – arbejdsstation og hjemmestrikkede trøjer.

Selv kjolen og smykkerne, hun har på, er selvgjorte.

Og for godt en måned siden søsatte hun, sammen med sin kæreste Emil Zangenberg, det seneste projekt i rækken. En online handelsplatform for hjemmelavede kreationer, der hedder Slowmade.

- Vi vil gerne vise folk, at hjemmelavede kreationer faktisk er seje, så vi kommer til at se det endnu mere i modebilledet og generelt i samfundet, forklarer hun.

Jeg havde svært ved at tro på mig selv

I mange år drømte 23-årige Freja Marcussen om at starte sit eget brand op, hvor hun kunne vise og sælge sine egne designs.

Imidlertid skulle der vise sig at være en del forhindringer på vejen.

Dels kunne hun ikke finde et sted, der kunne hjælpe hende med at sælge sine hjemmelavede kreationer, og dels havde hun svært ved at tro på, at der rent faktisk var nogen, der synes, det var noget værd.

- Jeg har, som mange andre, haft enormt svært ved at tro på mig selv. Jeg troede ikke, der var nogen, der ville synes, at det, jeg laver, er fedt, forklarer hun.

- Og der er rigtig mange af dem, som er en del af vores univers, der har det på samme måde. Og som synes, det er fedt med et fællesskab, hvor man kan støtte hinanden og få anerkendelse fra udefrakommende.

Mere kærlighed og energi

Med projektet håber parret, at de dels kan støtte små designere og kreative sjæle, ligesom de vil forsøge at udfordre den måde, vi producerer og forbruger på.

- For mig ligger der en kæmpestor værdi i noget, der er hjemmelavet. Jeg laver selv mange af mine ting, så jeg ved, hvor meget tid, der er lagt i det, forklarer Freja Marcussen.

De håber, platformen kan åbne vores øjne for, hvor stor værdi, der ligger i at gå med noget hjemmelavet fremfor noget, der er masseproduceret.

- Fast fashion er meget lettilgængeligt, og der bliver masseproduceret og massekøbt alt muligt. Men når man køber noget, der er lavet af en anden person, ligger der meget mere kærlighed og værdi i det, siger Freja Marcussen.

Håndarbejde er blevet højstatus

Freja Marcussen og Emil Zangenberg er ikke alene med ønsket om at genopdage den langsomme og hjemmelavede produktion.

Ifølge Mathilde Aggebo, der er dekan for Design på Det Kongelige Akademi, er det en del af en fremadstormende tendens både i modeverdenen og samfundet som sådan.

Og selv om hovedstaden muligvis er et par måneder foran, så er det unge over hele landet, der efterhånden har taget hjemmelavede kreationer og håndarbejde til sig.

- Tendensen peger på, at håndarbejde er blevet højstatus. Fra at håndarbejde i 80'erne og 90'erne ikke var hipt, er der i dag langt flere, der kan lide det unikke og langtidsholdbare. Det er især unge, der vil have færre ting, som de til gengæld kan have i længere tid. Og de betaler gerne for, at kvaliteten er høj, siger hun.

- Desuden er det blevet mere attraktivt at eje noget hjemmelavet, fordi det er noget, man ofte har en særlig tilknytning til.

Mathilde Aggebo peger blandt andet på corona som en af de faktorer, der har sat skub på den hjemmelavede bølge indenfor bæredygtig mode.

- Jeg tror, det er noget af det, der har blomstret under corona, hvor man skulle have noget at lave. Der er opstået nogle nye fællesskaber omkring broderi, strik og så videre. Det bliver taget ud af en husmoderlig kontekst for i stedet at tilbyde moderne samvær, hvor bæredygtighed bliver en sidegevinst.

Hun mener, at interessen for håndarbejde og det hjemmelavede er en tiltrængt modtendens i mode- og tekstilverdenen, der som branche udleder mere CO2 end hele transportsektoren. 

Og det er i en erkendelse af netop det, at flere af nutidens forbrugere gerne vil vide, hvordan tingene er produceret.

- I fast fashion er det eneste, man konkurrerer på, priser. Og der er en stigende erkendelse af, at det hverken er miljømæssigt eller socialt bæredygtigt, siger hun.

Hun peger på, at vi i fremtiden vil se en produktion, der i langt højere grad vil producere tøj, der passer folk. Det kan eksempelvis være ved at bruge metoder som kropsscanning til at få syet en jakke af høj kvalitet, der passer til ens krop, og som man kan have resten af livet.

Imidlertid understreger hun, at mode generelt er underprioriteret forskningsmæssigt på trods af den store CO2-udledning fra netop mode- og tekstilbranchen, hvilket hun håber, bliver anderledes i de kommende år.

Men gør tendensen rent faktisk en forskel i det store CO2-regnskab?

- Vi er ude i det her lillebitte hjørne af systemet, der hedder menneskelig bæredygtighed. Og der gør det en forskel, afslutter hun.