Frank Jensen hylder Mikkel Kessler: ”Det er bare så fortjent”

Bokseren Mikkel Kessler blev lørdag aften optaget i Sportens Hall of Fame, og det har fået Københavns overborgmester, Frank Jensen, til tasterne.

Mikkel Kessler er en af Danmarks allerbedste boksere gennem tiderne, og det blev lørdag aften stadfæstet, da han blev optaget som det nyeste medlem i den særlige Hall of Fame blandt andre danske sportskoryfæer som blandt andre tæller Michael Laudrup, Poul Elvstrøm, Lene Køppen og Erik Gundersen.

Kessler bliver medlem nummer 35 i den eksklusive klub, og han er blot den anden bokser efter Tom Bogs, der har fået den eftertragtede titel.

- Det er en kæmpe ære for mig at blive en del af Sportens Hall of Fame, og jeg er helt overvældet. Jeg har altid set op de andre atleter, og de har fyldt meget i min opvækst, lød det selv fra Mikkel Kessler lørdag aften.

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) hylder på Facebook Mikkel Kessler med hæderen, hvor han skriver følgende salut:

”Kæmpe tillykke til knægten fra Islands Brygge, Mikkel Kessler, med den flotte titel i Hall of Fame. Det er bare så fortjent. Du repræsenterer på alle måder det bedste for vores by. Vokse op på Bryggen som en lille spinkel dreng og ende blandt de største for din by og for dit land. Tillykke.”

Selv er Mikkel Kessler meget glad, og han sender en tak ud til danskerne, der har fulgt hans karriere og givet ham opbakning.

- Uden den havde jeg ikke kunnet levere de resultater, som jeg gjorde, og jeg har for eksempel aldrig tabt på hjemmebane. Opbakningen har givet mig energi i svære situationer, og jeg har altid følt, at jeg kæmpede for Danmark, når jeg var i ringen.

Startede på Christianshavn

Det hele begyndte i bokseklubben CIK på Christianshavn, hvor Mikkel Kessler en dag i 1992 som 13-årig troppede op. Den dag blev skelsættende for ham.

- Her mødte jeg Richard Olsen, der blev træner for mig. Han kom til at betyde alt for mig og min karriere. Han dedikerede al sin tid til os unge drenge, og han var som en far for mig. Når jeg ikke dukkede op til træning, så kom han hjem og bankede på døren, og han sikrede, at jeg ikke bevægede mig ud ad nogle forkert veje, husker Mikkel Kessler.

Hos CIK udviklede han sit talent, og da han blev professionel som 19-årig, begyndte han at drømme om at blive verdensmester i et af de store forbund.

Den største kamp

Det lykkedes i 2003, da han vandt WBA-bæltet, og siden kom WBC-bæltet til. I 2007 blev det hele sat på spil i en kamp mod waliseren Joe Calzaghe på udebane foran 60.000 fjendtligt indstillede tilskuere. I alt var der fire bælter på spil i den kamp, som Mikkel Kessler endte med at tabe, men som han alligevel betragter som sin karrieres højdepunkt.

- Det var min største kamp. Vi havde alle fire bælter i spil, og vi troppede begge op som ubesejrede. Det kunne ikke blive større end det. Jeg ville gerne have mødt ham igen, men han stoppede sin karriere kort efter.

Trods nederlaget rejste han sig igen og genvandt siden både WBA- og WBC-titlerne, inden han indstillede karrieren.

- Boksning har gjort mig til den person, jeg er. Hvis du vil være den bedste, er der ikke tid til alt muligt andet, så boksning har været mit liv. Men jeg har heldigvis fundet ud af, at der også er et liv efter boksning, siger Mikkel Kessler, der siden sin sidste kamp i 2013 er blevet far til tre børn.

Medlemmer af Sportens Hall of Fame

Mikkel Kessler, bokser (optaget i 2020)

Lotte Friis, svømmer (optaget i 2019)

Tom Kristensen, racerkører (optaget i 2018)

Eskild Ebbesen, roer (2017)

Peter Gade, badmintonspiller (2016)

Lars Christiansen, håndboldspiller (2015)

Brian Laudrup, fodboldspiller (2014)

Camilla Martin, badmintonspiller (2013)

Camilla Andersen, håndboldspiller (2012)

Hans Nielsen, speedwaykører (2011)

Poul-Erik Høyer, badmintonspiller (2010)

Jesper Bank, sejlsportsudøver (2009)

Wilson Kipketer, atletikudøver (2008)

Peter Schmeichel, fodboldspiller (2008)

Michael Laudrup, fodboldspiller (2007)

Anja Andersen, håndboldspiller (2007)

Tom Bogs, bokser (2002)

Preben Elkjær, fodboldspiller (1999)

Morten Olsen, fodboldspiller (1998)

Morten Frost, badmintonspiller (1997)

Erik Gundersen, speedwaykører (1996)

Allan Simonsen, fodboldspiller (1995)

Leif Mortensen, cykelrytter (1994)

Niels Fredborg, cykelrytter (1993)

Gunnar 'Nu' Hansen, sportsjournalist (1993)

Ole Olsen, speedwaykører (1992)

Lene Køppen, badmintonspiller (1992)

Ole Ritter, cykelrytter (1992)

Erik Hansen, kajakroer (1992)

Erland Kops, badmintonspiller (1992)

Kurt Nielsen, tennisspiller (1992)

Paul Elvstrøm, sejlsportsmand (1992)

Lis Hartel, dressurrytter (1992)

Ragnhild Hveger, svømmer (1992)

Knud Lundberg, sportsjournalist, fodboldspiller mv. (1992)


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik