13 centrale billeder - her er Frank Jensens op- og nedture

Københavns overborgmester er gået af. Men hvem er Frank Jensen - og hvad har han stået for på Københavns rådhus? Vi har været et dyk i arkiverne for at kigge tilbage - og her fortæller vi en historie om hans storhed og fald i video og billeder. Vi starter i 2005 - for det var ingen selvfølge, at nordjyden fra Ulsted endte som overborgmester. Af Kasper Bruun Vindum Brandt Udgivet d. 25 oktober 2020

 

2005: Kronprinsens fald fra de politiske tinder

Trods stor opbakning - blandt andet fra kredsformændene i København - måtte daværende folketingsmedlem og minister Frank Jensen se sig slået i kampen om formandsposten af Helle Thorning-Schmidt i kampvalget i 2005.

Den rutinerede folketingspolitiker og tidligere minister Frank Jensen blev spået store chancer som den næste formand for Socialdemokratiet, da Mogens Lykketoft annoncerede en tilbagetrækning fra formandsposten i 2005.

Hans eneste modstand på posten var den netop hjemvendte og unge EU-parlamentariker Helle Thorning-Schmidt, som også ville gå efter formandsposten.

Alligevel måtte den spåede kronprins efter Mogens Lykketoft se sig slået af den unge kvinde, der bragede igennem og varslede en ny æra for Socialdemokratiet.

Frank Jensen tabte - og forlod samtidig folketinget og dansk politik.

 

2009: En jydetamp som overborgmester i København?

Da daværende overborgmester Ritt Bjerregaard bekendtgjorde, at hun agtede at forlade tronen i København efter kommunalvalget i 2009, fik Socialdemokratiet pludselig travlt.

Med en historik som socialdemokratisk kommune siden 1903 var det vigtigt for partiet at finde et stærkt kort til posten som overborgmester.

Der blev spekuleret og hos Socialdemokraterne på Christiansborg var den nye formand Helle Thorning-Schmidt trukket i arbejdstøjet.

Den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev nævnt som et bud ligesom den erfarne folketingspolitiker Christine Antorini var i spil.

Alligevel ringede Helle Thorning-Schmidt til sin gamle formands-fjende Frank Jensen, der nu var direktør hos Danske Advokater.

Først var det et nej, men "cirkushesten lugtede savsmuldet i manegen", og Frank Jensen endte med at stille op til posten som overborgmester i København.

 

2010: Møgsagen om nepotisme

Den nye overborgmester havde knap fået kæden om halsen, før den første skandalesag landede på hans bord.

Med skiftet på overborgmesterposten fulgte også fire opslåede stillinger i Frank Jensens nye administration.

Men de fire stillinger blev besat efter bare fire samtaler - og ifølge Venstres daværende gruppeformand Lars Dueholm var der ingen tvivl: Der var tale om nepotisme.

Dueholms anklager blev yderligere bestyrket, da det kom frem, at de ansatte alle havde arbejdet sammen med Frank Jensens kampagne tidligere.

Sagens karakter fik ombudsmanden på banen, som endte med at udtale skarp kritik af måden, som administrationen havde handlet på i forbindelse med ansættelserne.

Alligevel klarede overborgmesteren frisag, da det ikke kunne bevises, at han kendte til eller havde taget del i måden, som ansættelserne skete på.

Herunder kan du se ham udtale sig i sagen i et interview i TV 2 Lorrys tidligere magasin Ugen Igen.

 

2011: Julefrokost med kys, slik og befamlinger

Efter et i det store hele fredeligt første år på rådhuset, ser den første sag om sexisme begået af Frank Jensen dagens lys ved en julefrokost i 2011.

Efter flere ugers stilhed fra overborgmesteren selv, får sagen for alvor luft under vingerne af Ekstra Bladet i starten af 2012, og sagen ender med, at Frank Jensen må beklage sin opførsel.

- Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at det udviklede sig med min glade dans på dansegulvet til en julefrokost med 250 mennesker på en måde, hvor nogle efterfølgende har følt sig provokeret eller har givet udtryk for at de har følt sig provokeret og det er jeg selvfølgelig ked af, lød det fra overborgmesteren.

Sagen bliver også undersøgt af forvaltningen selv og i et personalejuridisk spor, men sagen får ingen konsekvenser for Frank Jensen.

Herunder kan du se Frank Jensen beklage.

 

 

2012: Valgt til magtfuldt hverv i hovedpartiet

Overborgmesterposten i København betragtes som en af de tungeste poster i dansk politik.

Frank Jensen har efter nederlaget om formandskabet i 2005 ikke beskæftiget sig med landspolitik, men en dag ringer Helle Thorning-Schmidt igen.

Posten som næstformand i partiet er ledig, og formanden, der nu også er statsminister, vil have Frank Jensen til at tage posten.

- Jeg vil ind og bruge denne her næstformandspost til at få hovedstaden København til at stå endnu tydeligere - også i en landspolitisk sammenhæng, sagde Frank Jensen.

 

2013: Kampen mod bander og genvalg

I 2013 plages hovedstaden af en opblussende bandekrig, som medfører talrige skyderier i hele hovedstadsområdet.

Efter ni skudepisoder på bare to uger tager Frank Jensen konsekvensen: Noget må der ske.

Han kalder til stormøde om bandekriminalitet med alle relevante spillere og ender med at lave en aftale om et såkaldt "aktivt partnerskab" med Københavns Politi for at dæmme op for urolighederne.

 

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan - både fra kommunens side og politiets side - for at genskabe trygheden i København, lød det blandt andet fra Frank Jensen.

Samtidig var 2013 også året, hvor Frank Jensen blev genvalgt som overborgmester i København. Det gjorde han me 28.625 personlige stemmer - mere end 7.000 færre end ved kommunalvalget i 2009.

2014: Den københavnske næstformand viser tænder

To år efter udnævnelsen som næstformand for Socialdemokratiet falder den første store appelsin ned i Frank Jensen turban.

Frank Jensen fortsatte Ritt Bjerregaards kamp for flere og billigere boliger til københavnerne. Særligt de billige boliger blev sværere og sværere at finde i hovedstaden i takt med, at populariteten steg og flere blev hængende.

I 2014 viste overborgmesteren med al tydelighed, hvilken betydning det havde, at han var næstformand i partiet.

Her vedtog S-regeringen og Radikale Venstre i forbindelse med finansloven en ændring af planloven, som betød, at byråd og kommunalbestyrelser nu kunne stille krav om, at en fjerdedel af boligerne i nye boligområder skulle være almene.

Dermed blev det lettere for overborgmesteren at holde sit løfte om billigere boliger i hovedstaden.

- Det er historisk – og det er en kæmpe god dag for mig, for jeg har presset på for det her i tre år, sagde overborgmesteren.

 

2015: Terrorangrebet der forandrede hovedstaden

Angrebet mod Krudttønden og synagogen i Krystalgade i 2015 ændrede København for altid.

Den 14. februar 2015 ændrede København sig.

Ved et foredrag om ytringsfrihed, hvor muhammedtegneren Lars Vilks var særlig gæst, i kulturhuset Krudttønden på Østerbro skød Omar Abdel El-Hussein mod glasfacaden og efterfølgende direkte på filminstruktøren Finn Nørgaard, som afgik ved døden.

Siden startede en menneskejagt, som først sluttede tidligt søndag morgen den 15. februar.

Inden da havde gerningsmanden slået til mod synagogen i Krystalgade, hvor vagten Dan Uzan blev dræbt.

Allerede mandag den 16. februar stod den øverste politiske top, danskerne og selvfølgelig Københavns overborgmester sammen i kampen mod terror, da ofrene blev mindet med et fakkeltog hvor over 20.000 danskere var med.

Her satte Frank Jensen ord på københavnernes frustration og frygt i en samlende tale hos TV 2 Lorry.

 

2016: Flere ungdomsboliger til københavnerne

København skal være for alle!

Mantraet er Frank Jensens, og gennem sin tid som overborgmester i København har han lagt vægt på byudvikling og boliger.

2016 blev året, hvor overborgmesteren kunne løfte sløret for planer for byggeri af 2.400 nye ungdomboliger i hovedstaden.

 

2017: Kampen om Amager Fælled

Kampen om et boligbyggeri på Amager Fælled tegnede store dele af den politiske dagsorden i 2017.

Et salg af en byggegrund, som skulle være med til at finansiere Metro Cityringen i København gav i 2017 store hovedbrud for overborgmester Frank Jensen.

Manden, der efter eget udsagn altid søgte brede forlig, blev for alvor udfordret, da samtlige partier på Københavns Rådhus ønskede at stoppe planerne om at rydde området Strandengen på Amager Fælled til fordel for et nyt boligkvarter.

En rasende Frank Jensen langede særligt ud efter Radikale Venstre i København, efter partiet trak støtten og fundamentet under planerne og Jensen smuldrede.

- Jeg forstår simpelthen ikke, at Radikale Venstre, som altid i Folketinget har brystet sig af at være et økonomisk ansvarligt, nu løber fra en regning, man var med til at skabe for næsten 25 år siden, sagde Frank Jensen, som senere vendte på en tallerken og efter eget udsagn "slog en streg i sandet":

- Jeg måtte konstatere, at der ikke er flertal for det. En række partier har peget på muligheden for at flytte det hen til et sted, hvor der er planlagt en campingplads. Nu har jeg sagt, at nu slår jeg en streg i sandet. Nu ligger vi det gamle byggefelt bag os og kigger på det nye byggefelt.

Herunder kan du se det ophedede interview med Frank Jensen om Amager Fælled, hvor han endte med at gå.

 

2018: En ny ø ud for København

En efterårsdag i 2018 indkaldte daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen til pressemøde med både transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og overborgmester Frank Jensen.

Her præsenterede statminsteren planerne om en helt ny ø ud for Københavns kyst.

En ø, der skal ligge i forlængelse af Refshaleøen og være både klima- transport- og boligsikring for københavnerne i fremtiden.

Endda med både 35.000 nye boliger og 35.000 nye arbejdspladser, lyder det i principaftalen, som blev indgået mellem Københavns Kommune og VLAK-regeringen.

- Københavnerne kommer nu til at kunne se frem til en helt ny bydel, lød det fra Frank Jensen, der endnu engang fik hovedstaden på landkortet.

 

2019: Tour de France - den største sportsbegivenhed i hovedstaden

- Det er den største sportsbegivenhed i København - ja i Danmark, nogensinde.

Sådan sagde Frank Jensen, da det stod endelig klart, at verdens største cykelløb skulle starte i Danmark i 2021.

Og den nu tidligere overborgmester havde en stor finger med i spillet om at få cykelløbet og de mange hundrede millioner tv-seere til at se København.

Som formand for interessentselskabet Grand Depart Copenhagen var overborgmesteren en afgørende faktor for, at den franske løbsdirektør Christian Prudhomme overhovedet overvejede det lille land i norden som startdestination.

Siden kom corona som bekendt - og det betød blandt andet, at europamesterskabet i fodbold blev flyttet til 2021. Et mesterskab, som København også deltog i.

Derfor startede intense forhandlinger endnu engang for at sikre, at Danmark kunne være vært for begge dele. Tour de France-starten i Danmark endte med at blive rykket til 2022 i stedet. Og også her spillede overborgmesteren en nøglerolle, lyder det fra DRs sportskommentator Henrik Liniger.

- Da der i sommer var tvivl om, hvornår Tour-starten i Danmark skulle finde sted, spillede Frank Jensen en afgørende rolle i forhandlingerne med både Uefa (det europæiske fodboldforbund, red.) og ASO (Tour de France-arrangøren, red.).

- Det er besværligt for den danske Tour-organisation, men det havde været mere sårbart, hvis udskiftningen var sket tidligere i forløbet. Alle aftaler er på plads nu, siger Henrik Liniger til DR.

 

 

2020: "Jeg er en krænker"

I efteråret 2020 fik MeToo-bevægelsen godt fat i danskerne.

Anført af Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Awards, rullede bølgen over det ganske land og klarlagde blandt andet, at der også i politiske kredse hersker en stærk sexistisk kultur.

Netop denne kultur havde Frank Jensen været fanebærer af mange år tidligere - men i alt 11 nye anklager om krænkelser igennem en årrække kunne overborgmesteren ikke holde til.

Søndag den 18. oktober indkaldte Frank Jensen selv til krisemøde med sit parti på rådhuset, og efter et maratonmøde stod det sent søndag aften klart, at han havde fået mandat til og agtede at fortsætte som overborgmester - også som spidskandidat ved kommunalvalget 2021.

- Jeg ved jo godt, at med min historik, så er den sti meget smal, lød det fra Frank Jensen. 

Men allerede 12 timer senere havde truffet en ny beslutning. 59-årige Frank Jensen forlod dansk politik og gik af som overborgmester i København.