Frank har ikke været udenfor i måneder: "Jeg tror, jeg dør, hvis jeg får covid-19"

Frank Flodin er KOL-patient og i særlig risiko, hvis han bliver smittet med covid-19. I over to måneder har han været i frivillig isolation i sin lejlighed.

Mens verden lige så stille er begyndt at åbne mere op, og foråret for alvor er kommet til Danmark, så må Frank Flodin nøjes med at følge med i verden inde fra sin lejlighed på tredje sal i København.

quote Jeg prøver ikke at tænke for meget på det. Det kommer jo nok til at vare ved. Så kommer der en covid-20 og 21.

Frank Flodin, KOL-patient i frivillig isolation

I lidt over to måneder har Frank siddet inden døre og fulgt verden udenfor, efter at covid-19 blev en realitet i Danmark.

Han lider af lungesygdommen KOL og er afhængig af ilt fra et iltapparat døgnet rundt, og han har derfor valgt at gå i frivillig isolation. Han lader ingen komme ind sin lejlighed, og han forbliver selv, hvor han er af frygt for covid-19.

- Det var en beslutning, jeg tog per automatik. Jeg tror selv på, at jeg dør, hvis jeg får covid-19. Jeg er rædselsslagen for at få den sygdom, siger han til TV 2 Lorry.

Det er foran Frank Flodins hoveddør at både levering af madvarer og samtaler sker i øjeblikket.
Det er foran Frank Flodins hoveddør at både levering af madvarer og samtaler sker i øjeblikket.
Foto: TV 2 Kosmopol

Naboerne hjalp til

Frank Flodin valgte at gå i isolation den 6. marts efter en indlæggelse på Bispebjerg Hospital. En indlæggelse, som var hård ved lungerne, og som derfor gjorde det nemt for ham at træffe beslutningen om at blive inden døre, så længe det kræves.

Naboer og venner har fra begyndelsen af den selvvalgte isolation været søde til at hjælpe med at bære skrald ned, hente post og lignende, fortæller Frank Flodin.

- Lige så snart jeg blev isoleret her, så var der mange fra opgangen, der ringede og tilbød deres hjælp, og det giver en vis form for tryghed. Jeg har jo hørt om opgange, hvor man ikke engang hilser på hinanden, siger han.

TV 2 Lorry har snakket med Frank Flodin over Skype.
TV 2 Lorry har snakket med Frank Flodin over Skype.
Foto: TV 2 Kosmopol

Barndommensvennen Ole kommer også forbi en gang i mellem til en snak gennem døren, og det glæder begge at mødes, selvom forholdende er lidt usædvanlige.

- Jeg køber lidt ind for ham, og han ved, at han altid kan kontakte mig, hvis han behøver noget. Han siger jo, at han savner kontakt. Jeg er bare glad for at kunne hjælpe ham, og at vi kan snakke, selvom der er en dør imellem os, fortæller Ole Skibsted Svendsen til TV 2 Lorry.

Udbringningsfirmaer som Nemlig.com leverer madvarer til Frank Flodins hoveddør. De bliver efterladt på måtten, hvorefter Frank selv henter varerne ind. Herefter bliver der grundigt sprittet af.

Det er ikke helt dårligt at have sådan en udsigt, når man sidder indenfor i frivillig isolation, mener Frank Flodin, der kan se udover Sortedams Sø fra vinduet i stuen.
Det er ikke helt dårligt at have sådan en udsigt, når man sidder indenfor i frivillig isolation, mener Frank Flodin, der kan se udover Sortedams Sø fra vinduet i stuen.
Foto: TV 2 Kosmopol

quote Vi er helt afhængige af at kunne være sammen med andre mennesker, at kunne snakke med andre mennesker, at kunne røre ved andre mennesker og blive rørt ved

Ida Koch, psykolog

Uvis fremtid

Selvom det er uvist, hvor længe Frank skal sidde inde i sin lejlighed, så forsøger han at tage situationen med ro og en dag ad gangen.

Han savner dog den fysiske kontakt til andre mennesker og at være ude i den verden, som han kan kigge ud på fra sit vindue.

- Jeg prøver ikke at tænke for meget på det. Det kommer jo nok til at vare ved. Så kommer der en covid-20 og 21. Det bliver for mig noget med at finde ud af, hvordan jeg indretter mig, fortæller han.

Frank håber på, at han inden længe kan sætte sig ned foran ejendommen på en af de bænke, som er stillet op foran gadedøren, hvor han bor. Men det bliver med maske, og hvis nogen sætter sig tæt på, så vil han venligt bede dem om at flytte sig.

Kontakt til omverdenen er altafgørende for helbredet

Ifølge psykolog Ida Koch er det særdeles vigtigt at blive ved med at have kontakt til omverdenen - også selvom kontakten enten foregår digitalt eller gennem en dør.

quote I gamle dage blev jeg kaldt Mr. Blues, eller drømmedræberen, for jeg kunne ødelægge enhver god stemning

Frank Flodin, KOL patient i frivillig isolation

- Vi mennesker er jo sociale væsener. Vi er helt afhængige af at kunne være sammen med andre mennesker, at kunne snakke med andre mennesker, at kunne røre ved andre mennesker og blive rørt ved. Det er vigtigt at være opmærksom på, om man selv synes, man forandrer sig og selv være kritisk i forhold til sit eget helbred, siger hun til TV 2 Lorry.

Både det psykiske helbred og især også det fysiske helbred bliver ifølge Ida Koch udfordret under længere tids isolation, for man bevæger sig langt mindre, end hvad sundt er under isolation.

Gennem mange års forskning i isolation har hun beskæftiget sig med de psykiske konsekvenser, det kan afstedkomme, og hun pointerer vigtigheden af, at man bliver ved med at holde kontakt til omverdenen og få så meget normalitet ind i en ellers unormal tilværelse.

- Man skal have jævnlig kontakt med dem, man holder af, og være sammen på den her digitale mærkværdige måde så meget som overhovedet muligt, og dele sine følelser og erfaringer med andre mennesker. Og huske at det er helt normalt, at vi reagerer, når verden er unormal, siger hun.

Følger tiden og træet

Tilbage hos Frank står tiden stadig stille, mens han følger med i nyheder og venter på en vaccine mod covid-19.

Da Frank valgte at gå i isolation, valgte han også at ville dokumentere tiden inde døre ved at fotografere et kastanjetræ som rager op lige uden for hans stuevindue.

Kastanjetræet har Frank fotograferet fra første dag, han valgte at gå i frivillig isolation. Det er efterhånden blevet til en del fotos, og mange muntre opslag på Facebook om kæmpetræet ude foran vinduet.
Kastanjetræet har Frank fotograferet fra første dag, han valgte at gå i frivillig isolation. Det er efterhånden blevet til en del fotos, og mange muntre opslag på Facebook om kæmpetræet ude foran vinduet.
Foto: Privatfoto

 Det er blevet til mange billeder efterhånden, og mange opslag på facebook om ’Kanaljetræet’, som han selv har døbt det.  

- I gamle dage blev jeg kaldt Mr. Blues eller drømmedræberen, for jeg kunne ødelægge enhver god stemning. I dag handler det mere for mig om, hvad jeg kan være taknemmelig for. I stedet for at sige hvad kan jeg få, så sige hvad kan jeg give, og så søge efter de ting som giver mig glæde, fortæller han.

Kastanjetræet er en af de ting, som bringer glæde hos Frank - og hos vennerne på Facebook.

De kan dagligt følge med i opslag om ’Kanaljetræet’ med små historier, som Frank poster sammen med et foto af det nu frodige træ.

Han har sat sig for at fortsætte med at følge kastanjetræet ude foran, indtil det blomstrer, og herefter håber han at kunne nyde træet og livet udenfor - fra bænken foran opgangen til ejendommen.

 
 
Foto: Privatfoto
 
 
Foto: Privatfoto
 
 
Foto: Privatfoto

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik