Fra Fælledparken til Facebook: Fagbevægelsen flytter 1. maj online

Fejringen af 1. maj flyttes fra Fælledparken til en digital livesending på Facebook.

Fælledparken som kulisse til taler og sang på arbejdernes internationale kampdag den 1. maj erstattes med en online-begivenhed med en livesending via det sociale medie Facebook.

Det oplyser Fagbevægelsens Hovedorganisation på sin hjemmeside.

Arrangementet vil foregå som en times udsendelse med taler fra blandt andet organisationens formand, Lizette Risgaard, samt musikalske indslag fra kunstnere som Pernille Rosendahl, Peter Sommer, Allan Olsen, Magtens Korridorer og Katinka.

Statsminister Mette Frederiksen (S) er desuden blevet inviteret af fagbevægelsen til at tale. Der er dog uvist, hvorvidt statsministeren vil tale ved begivenheden.

En tid, der kalder på sammenhold

Som følge af myndighedernes tiltag mod spredning af coronavirus er store arrangementer aflyst, mens det frem til den 10. maj er forbudt at forsamles flere end ti personer.

- Men forbuddet skal ikke afholde os fra at stå sammen – det har vi brug for – mere end nogensinde, udtaler formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, Lizette Risgaard og forsætter:

- Vi står lige nu midt i en tid, der kalder på sammenhold mellem lønmodtagerne – og danskerne i det hele taget. Vi har brug for alt, der kan være med til at tømre det sammenhold fast. Derfor har fagbevægelsen valgt at bringe arbejdernes internationale kampdag hjem i danskernes stuer.

Online-kampdagen har fået titlen "1. maj live. Stærkere sammen - hver for sig" og finder sted på en lang række Facebooksider mellem klokken 10 og 11.

Kun aflyst én gang tidligere

Det er blot anden gang i arbejdernes internationale kampdags 130 år lange historie, at begivenheden aflyses.

Siden 1890 har kampdagen været afholdt hvert år i Fælledparken og andre steder i landet med undtagelse af 1940, hvor Danmark få uger forinden var blevet besat den tyske værnemagt.

De følgende år under besættelsen blev kampdagen afholdt, dog i mindre skala end normalt.

Arbejdernes internationale kampdag som mærkedag den 1. maj opstod i 1889 i Paris for at markere 100-året for den franske revolution. Året efter var begivenheden blevet udbredt til Danmark.

Tidligere på året - før coronakrisens lukning af samfundet - meddelte statsminister Mette Frederiksen (S), at hun ikke agtede at deltage ved kampdagen i Fælledparken. Dette skete blandt andet på baggrund af uroligheder ved arrangementet i 2019, hvor der opstod tumult blandt dele af publikum.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik