Forskere lyttede til flintesten – så opdagede de stenalderboplads under havet

Ved at analysere mystiske lyde fra havet ved Svanemøllen har forskere opdaget det, der med stor sandsynlighed er en hidtil ukendt stenalderboplads på havets bund.

I vandet ud for Svanemøllehavnen i København ligger en flere tusinde år gammel stenalderboplads begravet.

Sådan lyder tesen i et nyt studie, som forskere fra blandt andet Københavns Universitet står bag.

Ved hjælp af en ny geofysisk metode har forskerholdet opfanget lydsignaler fra havet, som stammer fra bearbejdede stykker af flintesten – et materiale, der er blevet anvendt flittigt til våben og redskaber af stenalderfolk.

Det skriver Københavns Universitet på sin hjemmeside.

- Flintesten, der er bearbejdet – det vil sige hugget til – er næsten altid ensbetydende med, at der er en stenalderboplads i nærheden, udtaler Lars Ole Boldreel i en pressemeddelelse.

Han er lektor på Geologisektionen ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, og så er han derudover også en af forskerne bag opdagelsen.

Seismisk instrument sladrede om fortiden

Sammen med kollegaen Ole Grøn samt en gruppe af forskere fra blandt andet Schweiz, Israel, Sverige og USA, har de to danske forskere testet teorien ved at lægge store mængder af både bearbejdet- og ubearbejdet flint ud i havet.

Herefter har de brugt et seismisk måleinstrument, der kan opfange specielle lydfænomener fra flint. Da forskerne sendte lydbølger ned i vandet ud for Svanemøllehavnen, gik lydbølgerne i resonans med den bearbejdede flintesten under havbunden og sendte en lydfrekvens tilbage.

- Vores seismiske måleinstrument gav kun signal i form af de specielle lydfænomener, når vi sejlede over den bearbejdede flint. Det gør os 90 procent sikre på, at der i Svanemøllehavnen ligger en stenalderboplads netop i dét område, hvor vi får signal, lyder det fra Lars Ole Boldreel.

stenalderboplads
Foto: Ole Grøn/Københavns Universitet

Jægersamler-kultur fra ældre stenalder

Forskernes målinger tyder på, at stenalderbopladsen strækker sig over et område på 80 gange 120 meter, cirka 7,5 til 9 meter under havoverfladen ud for havnen.

Dybden på lydsignalerne, indikerer, at der er tale om et stenalderfolk fra Maglemosekulturen i Skandinavien, der levede mellem 6.000 til 9.000 år før vores tidsregning, forklarer Ole Grøn.

Det var en jægersamler-kultur, hvor en eller to familier levede sammen og brugte redskaber som netop flint til at lave spyd, knive og pilespidser af, så man kunne jage kronhjort, rådyr og urokser.

- En udgravning af området ville kunne afsløre rester af bevarede knogler fra pattedyr og fisk og rester af økser, pile, buer, spyd og hyttegulv. Det ville give et nyt lag til den spændende historie om stenalderfolket, siger Ole Grøn.

quote Det ville give et nyt lag til den spændende historie om stenalderfolket

Ole Grøn

Den rygende pistol ligger under havbunden

Nu håber forskerne, at de kan få lov til at foretage boreprøver fra området, som med sikkerhed vil kunne stadfæste fundet af stenalderbopladsen.

- Dog mangler vi der den ”rygende pistol”, nemlig at finde stykker af bearbejdet flint, som vi kun kan få ved at tage boreprøver op. Så det håber vi meget på, kan lade sig gøre, siger Lars Ole Boldreel.

Hvis det skal nå at ske, har forskerne travlt. For lige netop i Svanemøllehavnen arbejdes der netop nu på at bygge en biltunnel, som forbinder Østerbro med Nordhavn.

Og den tunnel skal gå tværs gennem havnen.

Projektet er vedtaget, og Vejdirektoratet er lige nu ved at lave det forberedende arbejde, inden selve tunnelen, som altså står til at løbe ganske tæt på den formodede stenalderboplads, skal anlægges fra 2022 til 2027.

Kan være nybrud inden for marinarkæologi

Indtil nu er cirka 1.000 undersøiske bopladser fra stenalderfolk i Danmark blevet lokaliseret gennem historien, men det er sandsynligvis kun toppen af isbjerget, mener forskerne.

Derfor håber de, at den nye metode, med hvilken de har fundet frem til bopladsen i havnen, kan være et nybrud inden for marinarkæologi.

- De eksisterende metoder er både dyre, tidskrævende og ineffektive. Derfor er vores geofysiske metode et kærkomment alternativ, fordi vi med ganske få midler ser ud til at kunne lokalisere stenalderbopladser ud fra lydsignaler fra flint, siger Ole Grøn.

Forskeren Ole Grøn har været med til at kortlægge adskillige stenalderbopladser i Nordeuropa.
Forskeren Ole Grøn har været med til at kortlægge adskillige stenalderbopladser i Nordeuropa.
Foto: Ole Grøn/Københavns Universitet

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik