Forældre raser: Kommune flytter børnehavebørn for anden gang på otte måneder

Forældre i Ørestad er dybt frustrerede over Københavns Kommunes planer om at flytte deres børn for anden gang på otte måneder. "Det kommer ikke til at ske" udtaler én af de oprevede forældre.

Tilføjelse klokken 13.18:
Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune har på baggrund af forældrenes opråb valgt at udskyde beslutningen om at flytte børnehavebørnene. I stedet skal Børne- og Ungdomsudvalget nu diskutere andre muligheder på deres møde på onsdag den 6. november. Derfor skal børnene ikke skifte institution pr. 1. december som hidtil planlagt. Hvad der i stedet skal ske er fortsat uvist.

Borgerne i Ørestad, den nye by i byen, får så mange børn, at det lader til, at Københavns Kommune har svært ved at følge med.

Det betyder, at der skal bygges nye institutioner.

Men de nye bygninger, som skal huse mange nye små vuggestuebørn, er forsinkede, og derfor er der opstået trængsel i bydelen på Amager.

Børnehavebørn flyttes igen - og igen

I foråret 2019 blev Nicolas Santanas datter flyttet over i en ny børnegruppe sammen med 19 andre børn. Kommunen skulle bruge deres lokaler til nye vuggestuebørn, da man ellers ikke ville kunne overholde pasningsgarantien.

quote Vores børn bliver kastet rundt som skakbrikker her. Det er vores børn -det er kød og blod, og vi vil simpelthen ikke være med til det

Nicolas Santana, forælder og medlem af forældrerådet i børnehuset 'Kongeriget'

Nu, blot otte måneder efter første flytning, står Københavns Kommune i samme ærgelige situation.

Derfor skal børnehavebørnene, der allerede er flyttet til nye omgivelser én gang, flytte endnu en gang for at skabe plads til vuggestuebørn.

Pasningsgaranti i Københavns Kommune

Som borger i Københavns Kommune kan du vælge at skrive dit barn på en garantiventeliste og være garanteret en plads inden for to måneder.

 

Med garantilisten er du garanteret en plads til dit barn senest to måneder efter, du har skrevet dit barn på garantilisten. Du vil få tilbudt plads til enten dagpleje eller vuggestue indenfor 4 km fra din bopæl.

 

Er dit barn allerede indmeldt i et dagtilbud, kan barnet ikke blive skrevet på garantilisten - med mindre du flytter mere end 4 km. internt i Københavns kommune.

Børn, der ikke bor i Københavns Kommune kan ikke blive skrevet på garantilisten. 

 

Kilde: Københavns Kommune

Nicolas Santanas datter er et af de 44 børn fra samme børnegruppe som Københavns Kommune vil flytte for anden gang - på bare otte måneder.

- Vores børn bliver kastet rundt som skakbrikker her. Det er vores børn - det er kød og blod, og vi vil simpelthen ikke være med til det, siger Nicolas Santana, forælder og medlem af forældrerådet i institutionen ’Kongeriget’, til TV 2Lorry.

Mailen, der chokerede

I fredags fik forældrene i tre forskellige børnehaver besked om, at de var inviteret til informationsmøde, da Københavns Kommunes Børne -og Ungdomsforvaltning har besluttet at foretage omstruktureringer i tre børnehaver i Ørestad.

Grunden er, at der behov for at oprette ekstra vuggestuepladser for at kommunen kan overholde pasningsgarantien i 2020.

Københavns Kommune er ellers i gang med at bygge nye institutioner - men arbejdet går ikke hurtigt nok.

quote <em>"...Men inden de mange pladser kan ibrugtages, vil der være en periode, hvor der desværre ikke er tilstrækkelig med pladser i området"</em>

Informationsbrev fra Københavns Kommune, Børne -og Ungdomsforvaltningen

I brevet til forældrene fremgår det at byggeriet med nye daginstitutionslokaler ikke står klar, og de skriver således:

”I takt med at Ørestaden er blevet udbygget i de seneste år, er antallet af børn i området øget markant. Københavns Kommune har afsat anlægsmidler til at etablere over 1000 permanente institutionspladser i Ørestaden indenfor de kommende år, hvilket skal afhjælpe det nuværende pladsbehov samt de kommende års øgede behov. Men inden de mange pladser kan ibrugtages, vil der være en periode, hvor der desværre ikke er tilstrækkelig med pladser i området.”

I institutionen ’Kongeriget’ kommer det til at betyde, at 44 børn dagligt skal køres i bus 4,5 kilometer til Islands Brygge, hvor der er bygget midlertidige barakker, som skal udgøre det for børnehaven.

Københavns Kommunes omstrukturering på daginstitutioner i Ørestad fra maj 2019 til nu

Der er tre berørte institutioner; Kongeriget, 8tallet og Børnehuset Else

 

Kongeriget består af to forskellige matrikler, og i maj 2019 nedlagde man en børnehavegruppe på 20 børn, som man flyttede over i andre lokaler og lagde sammen med en anden børnehavegruppe.

 

Det gjorde man for at gøre plads til en vuggestuegruppe i de lokaler, man havde flyttet 20 børn fra.

 

Her oprettede Københavns Kommune også en midlertidig udflytter-busordning i Børnehuset Else.

 

Det vil kommunen nu, for at skabe plads til kommende vuggestuebørn:

 

  • Midlertidigt omlægge to af de nuværende hjemmebørnehavegrupper i Kongeriget til udflytterbørnehavegrupper (44 børn)
  • Forlænge udflytter-busordning i Børnehuset Else
  • Eventuelt oprette garantigrupper i børnehuset 8-tallet, som vil foregå sådan at to børnehavegrupper køres til midlertidige pavilloner. 
  • Kommunen meddeler i øvrigt, at garantigrupper må forventes udfast sommeren 2020

For Nicolas Santanas datter vil det komme til at betyde, at hun for anden gang, på kun otte måneder, skal et nyt sted hen, og nu vil Nicolas Santana ikke længere være med:

- Vi kan ikke holde til, at vores børn nu skal flyttes for anden gang på bare otte måneder. Udflytningen vil nemlig allerede ske fra og med 1. december. Vi er frustrerede og rasende så det gør ondt i hjertet.

quote Byggeriet af de nye institutioner i Ørestaden er desværre blevet forsinkede, og det har ikke været muligt at skaffe alternativer på kort sigt. Der er til det sidste arbejdet for at finde plads i området, men nu er vi desværre der, hvor vi må finde en anden løsning

Mette Kilde Corfitzen, centerleder i Københavns Kommune

Med huj og hast fik forældre fra blandt andet ’Kongeriget’ indkaldt til et krisemøde inden mødet med Københavns Kommune, og her diskuterede 60 fremmødte deres muligheder som forældre.

For Nicolas Santana står det efter mødet klart, at det ikke bliver en mulighed at flytte hans datter endnu en gang.

- Jeg køber ikke præmissen om et informationsmøde, for vi vil som forældre på vegne af vores børn ikke være med til at de skal flyttes endnu en gang, fordi kommunen har sovet i timen, sagde han til TV 2 Lorry inden mødet med Københavns Kommune onsdag aften.

Bygninger er forsinkede

Inden mødet med forældrene fik TV 2 Lorry en kommentar fra Centerleder i Københavns Kommunes Børne -og Ungdomsforvaltning.

- Byggeriet af de nye institutioner i Ørestaden er desværre blevet forsinkede, og det har ikke været muligt at skaffe alternativer på kort sigt. Der er til det sidste arbejdet for at finde plads i området, men nu er vi desværre der, hvor vi må finde en anden løsning.

- Det betyder, at der er børnegrupper, som skal i en bus og til nærmeste institution. Det skal vi drøfte med forældrene, og vi er meget lydhør i forhold til at finde den bedst mulige løsning sammen med forældrene, udtaler Mette Kilde Corfitzen, centerleder i Københavns Kommunes Børne og Ungdomsforvaltning.

Københavns Kommune vil også gerne snakke om andre muligheder, som beklageligvis ikke involverer bygninger i Ørestaden, siger Mette Kilde Corfitzen.

En loose/loose situation

Efter onsdagens møde, hvor forældrene havde forberedt et brev, de ville læse op for Københavns Kommune, er situationen uændret, og beslutningen er truffet.

Dog er kommunen gået med til at afholde endnu et møde hvor forældrenes kritikpunkter bliver hørt.

- Vi kæmper videre nu. Vi er fed up med det her. Det er en loose/loose situation, som er midlertidig og ikke engang en permanent og holdbar løsning. I mellemtiden går det ud over vores børn, fortæller Nicolas Santana, som udtrykker stor bekymring for at Københavns Kommune ikke kan garantere at personalet i den nuværende børnehave følger med.

Under gårsdagens møde krævede forældrene en garanti på, om personalet følger med til det nye sted.

Kommune kan ikke garantere samme personale i midlertidig børnehave

Men ifølge Nicolas Santana stod det uklart hvorvidt Københavns Kommune kan garantere at det gamle personale følger med det nye sted.

- Hvis personalet ikke følger med, vil det med garanti medføre at børnene vil gå fuldstændig i stykker. Mange af børnene fra Kongeriget vil i så fald have haft tre forskellige voksenkonstellationer på bare otte måneder.

- Hvordan kan man om forældre fungere, når ens barn i den grad mistrives, det kan jeg slet ikke overskue konsekvenserne af, afslutter en tydelig berørt Nicolas Santana.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik