Fodgængere i livsfare nytårsnat – politiet søger vidner efter grotesk biljagt i København

Københavns Politi måtte nytårsmorgen både afgive varselsskud og køre ind i en bil for at stoppe en biljagt over en halv time. Nu efterlyses vidner i sagen.

Selvom det i det store hele var en rolig nytårsnat, så kom Københavns Politi alligevel på overarbejde ud på de tidlige morgentimer den 1. januar.

I en halv time jagtede patruljer en rød Honda Jazz, fordi føreren kørte hensynsløst, nægtede at stoppe og udsatte flere mennesker for overhængende fare.

Det oplyser politiet til TV 2 Lorry tirsdag.

Politiet startede biljagten ved Langebro omkring klokken 4.45.

Her bemærkede en patrulje, at den røde Honda Jazz kørte ”råddent”, men i stedet for at stoppe valgte føreren i stedet at køre videre over broen og ind mod Indre By i København, før jagten endte dramatisk en halv time senere ved Trianglen på Østerbro.

Københavns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at man så sig nødsaget til at standse bilen ved simpelthen at køre ind i den.

Betjent afgav varselsskud

Herefter blev føreren af bilen, en 30-årig mand anholdt. Han blev nytårsdag fremstillet i dommervagten og varetægtsfængslet i 13 dage.

Forinden var der foregået op til flere livsfarlige hændelser ifølge Københavns Politi.

I Sølvgade var der placeret en patrulje, der var sat op for at stoppe bilen, men det lykkedes ikke. I stedet måtte en betjent afgive varselsskud op i luften, fordi han følte sig i overhængende livsfare, da føreren af den røde Honda Jazz ikke gjorde tegn til at stoppe og havde retning lige mod betjenten, som endte med at undvige bilen, oplyser Københavns Politi.

Søger vigtige vidner

Føreren af bilen kørte videre gennem Indre By, og undervejs var flere personer tæt på at blive påkørt. De personer efterlyser politiet nu for at få deres vidneudsagn i sagen, som politiet anser for meget alvorlig.

Blandt andet søges to kvinder, der i tidsrummet mellem 4.45 og 5.15 krydsede Nørre Farimagsgade i et fodgængerfelt. De to kvinder – hvoraf den ene trak en cykel - måtte undvige bilen, da den kørte frem mod dem med uændret hastighed med cirka 40-50 km/t.

Et tredje vidne, en mand der befandt sig på Øster Farimagsgade ved Gothersgade, var tæt på at blive påkørt, mens han gik på fortovet. Den røde Honda skred ud og endte ovre i modsatte vejbane med kurs mod manden, som lykkeligvis undgik at blive ramt. Ham vil politiet også gerne i kontakt med.

Har man oplysninger i sagen, opfordrer politiet andre vidner til at ringe 114.

Hvorvidt den anholdte 30-årige mand var påvirket af spiritus eller narkotika vil Københavns Politi ikke oplyse for nuværende, og man ønsker heller ikke at give yderligere oplysninger om den anholdtes forhold, og om hvorvidt han er kendt af politiet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik