Flyvergrillens skæbne afgjort: Nye kræfter overtager efter 31 år

Efter 31 år får den legendariske Flyvergrill i Kastrup ny forpagter. Men selvom der er et nyt ansigt bag disken, er opskriften på sovsen den samme.

17. april i år kunne den ikoniske grillbar Flyvergrillen fejre sit 50 års jubilæum. Samtidig blev det en vigtig milepæl i ejer Jannie Eilsøs arbejdsliv.

Efter 31 år med 60-70 timers arbejdsuger, siger hun nemlig farvel til dage med brun sovs og flæskestegssandwiches og overdrager sin forretning til en ny forpagter.

- Jeg har glædet mig over at gå på arbejde hver dag, men det er også hårdt at arbejde 60-70 timer om ugen, siger Jannie Eilsø til TV2 Lorry:

- Så det er faktisk ikke vemodigt og jo tættere, jeg kommer på slutningen, jo mere glæder jeg mig. Jeg er dog lettet over at have fundet den rigtige afløser. Jeg gik efter at finde en, som ville drive stedet videre, og det har jeg fundet.

quote Det sværeste og det vigtigste var at finde en, der ville tage ansvar for stedet, grillen og kunderne.

Jeanette Andresen, direktør i Andresen Erhverv

Den nye forpagter hedder Haci Demir, og han kender udmærket den berømte grillbar. Som barn kom han nemlig selv ud til Flyvergrillen for at se flyene lette.

- Flyvergrillen er jo gået fra en lille butik til at være meget velbesøgt i dag, og jeg vil gøre mit til, at den også er her om 50 år, siger Haci Demir til TV 2 Lorry og fortsætter:

- For det er jo ikke bare en grillbar, det er mange generationer, der er kommet her, og jeg vil gøre mit for, at de næste generationer også kommer her.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Mørkebrun sauce hældes over den klassiske bøfsandwich på Flyvergrillen i Kastrup. Det er især unge og håndværkere, der efterspørger det varme overtræk.
Mørkebrun sauce hældes over den klassiske bøfsandwich på Flyvergrillen i Kastrup. Det er især unge og håndværkere, der efterspørger det varme overtræk.

Fra ishus til grillbar

Og Haci Demir har i den grad ret, når han siger, at det ikke er hvilken som helst grillbar, som han overtager styringen af. For hvad der startede som en isbar, og i dag er et ikonisk madsted, som danskerne valfarter til, startede faktisk lidt tilfældigt.

En aprildag i 1972 tog ægteparret Inger Lis og Carsten Pedersen en tur ud for at se på fly for enden af Amager Landevej, hvor man kan se flyene lette fra Kastrup Lufthavn.

Højdepunktet var den kun tre år gamle jumbojet, Boeing 747, og da de ikke var de eneste, der kom for at se på den store jumbojet, havde en lille dreng set sit snit til at sælge is, som han hentede fra et lille ishus, til flyspotterne.

Carsten blev fascineret og foreslog Inger Lis at åbne et rigtig ishus lige der - for det lignede en god forretning. Inger Lis, der ikke helt troede på projektet, købte det lille ishus for 500 af Carstens feriekroner.

(Artiklen fortsætter efter billedet).

Mængden af biler på en ganske almindelig søndag kunne være ganske overvældende.
Mængden af biler på en ganske almindelig søndag kunne være ganske overvældende.
Foto: Privatfoto

Terrorangst lufthavn

Resten er historie, som man siger.

I 1976 udvidede familien Pedersen ishuset til også at servere pølser og anden mad, og stedet voksede sig stødt større og større til frustration for Københavns Lufthavn, der ikke var glad for de mange flyentusiaster - for hvad nu, hvis en af gæsterne havde ondt i sinde?

Grundet angst for terror byggede lufthavnen i 1978 et raftehegn og afskærmede flyspotterne og Flyvergrillen fra udsigten.

Men sagen blev fulgt tæt i Ekstra Bladet, og da Carsten fik en genial idé til en jordvold inspireret af et Anders And-blad, fik Flyvergrillens status for alvor et nøk opad.

Og sådan gik historien sin gang.

I 1991 overtog Jannie Eilsø forpagtningen af Flyvergrillen, og 2001 købte hun den. Egentlig ville Inger Lis og Carstens datter Pia overtage den, men det ville Carsten ikke have.

Jannie Eilsø har nu været ansigtet udad på Flyvergrillen i tre årtier. Undervejs har grillen fået en kat, som Haci Demir nu vil passe på, for den er en del af stedet, som han har tænkt sig at fortsætte præcis, som det er.

- Jeg skal lige lære alle hjørner af grillen og gæsterne at kende, men jeg vil gøre mit allerbedste for at fortsætte som nu, siger han.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Flyvergrillen har fået sit navn, fordi det er et perfekt sted at se på fly
Flyvergrillen har fået sit navn, fordi det er et perfekt sted at se på fly
Foto: TV 2 Lorry

Ny forpagter forstod traditionen

Det betyder kort sagt, at næste gang du kommer på Flyvergrillen, vil maden smage, som den plejer. Inklusiv den brune sovs, som Jannie Eilsø nu overdrager den hemmelige opskrift på.

- Det var min intension fra starten at finde en, som ville drive Flyvergrillen, som den er blevet drevet i 50 år, siger Jannie Eilsø:

- Haci og jeg klikkede fra starten - vi ville det samme, og det føltes rigtigt. Flyvergrillen er en institution, en gammel særhed, og det skal den fortsætte med at være.

For traditionen inklusiv en fornemmelse for økonomi og drift var det vigtigste, og det kunne Haci Demir leve op til.

I december 2021 blev lejemålet udbudt til 6,9 millioner kroner med en lejeudgift på 25.000 kroner om måneden. 

Dengang fortalte Jeanette Andresen, direktør i Andresen Erhverv, at hun havde håbet på 30 henvendelser, men allerede var oppe på 100. Og ved overdragelsen havde de rundet hele 500 henvendelser.

- Det sværeste og det vigtigste var at finde en, der ville tage ansvar for stedet, grillen og kunderne. Vi tog mange møder og mødes mange gange med de interesserede, før Janni havde ro i maven, siger Jeanette Andresen og fortæller til TV 2 Lorry, at parterne endte med at lave en forpagtningsaftale, hvor Haci Demir dog har forkøbsret, når tiden er rigtig til det.

Haci Demir overtog forpagtningen den ikoniske grillbar den 1. maj, og det er altså ham og hans ansatte, som du fremover vil servere de danske retter, lækre burgere og sprøde pommes frites.

Legendarisk grill er blevet solgt. Vi taler med den nye grillmester